Når man, som denne blogger, ynder at gå tilbage i hitlistehistorien, kommer man ofte ud for nogle voldsomme stilsammenstød. F.eks. i denne uge for 50 år siden.
Den tyske komponist og orkesterleder, Bert Kaempfert, havde med sit instrumentalnummer ‘Wonderland by night’ lige vippet Elvis Presley ned fra førstepladsen på Billboards Hot 100. Her havde Elvis ellers i seks uger spurgt ‘Are You Lonesome Tonight’, og ventende på at overtage Kaempferts noget overraskende topplacering lå Shirelles med ‘Will You Love Me Tomorrow’.
Kaempferts filmmusikagtige melodi var faktisk oprindeligt temaet til en tysk film, som fortalte om det vesttyske velfærdsopsving, wirtschaftswunder. Og han havde siden Anden Verdenskrig ledet sit eget orkester i Vesttyskland sideløbende med en karriere som komponist, producer og repertoirechef for pladeselskabet Polydor.
På hans c.v. stod hits med bl.a. Freddy Quinn, men han var et ubeskrevet blad i New York og omegn. Han tog selv over dammen med sin nye melodi, som allerede var et hit i Japan og forbundsrepublikken – to foretagsomme samfund. Amerikanske musikforlæggere kunne ikke høre potentialet i ‘Wonderland By Night’, men han fik den da omsider afsat.
Melodien gik ind på Hot 100, samme dag i øvrigt som en ny klub i Hamburg åbnede – Top Ten med engelske Tony Sheridan som fast inventar.
Tre måneder senere blev Kaempfert af sin protege, popsangeren Tommy Kent, overtalt til at gæste klubben. Han blev så imponeret af Tony Sheridan, at han skrev kontrakt med ham. Med i pakken fulgte mere eller mindre en samling uregerlige provinstosser fra Liverpool, som han gav hver 300 D-mark for at indspille med Sheridan. Han kaldte dem Beat Brothers skønt de vist hed The Beatles.
Bert Kaempfert havde altså en guldklump i sin hånd, men han lod den falde uden at fortryde det. Han klarede sig imidlertid siden ret godt uden, men døde, kun 56 år gammel, i 1980. Af kæderygning.
‘Wonderland By Night’ overlevede ham ikke. Det gjorde til gengæld ‘Wooden Heart’, ‘Spanish Eyes’, ‘Red Roses For A Blue Lady’ og ‘Strangers In The Night’ for nu bare at nævne en lille håndfuld af hans bidrag til populærmusikken.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
[...] skrev for nogle indlæg siden om dengang Bert Kaempfert toppede den amerikanske hitliste. Musikalsk var det en brydningstid. Elvis var ved at falde til patten, The Beatles var to år fra [...]
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
[...] skrev for nogle indlæg siden om dengang Bert Kaempfert toppede den amerikanske hitliste. Musikalsk var det en brydningstid. Elvis var ved at falde til patten, The Beatles var to år fra [...]