Da Brian opdagede Beatles

It was fifty years ago today: Den niende november 1961 fik kælderbeværtningen The Cavern i Liverpool fint besøg. Ejeren af byens toneangivende pladeforretning kiggede forbi ved frokosttid, men ikke for at spise.

Forhistorien var som følger:

Nogle dage efter at Tony Sheridan i Tyskland havde fået udgivet sin single, ‘My Bonnie’, med The Beat Brothers alias Beatles som backingband, kom en ung mand, Raymond Jones, ind i Whitechapel-filialen af NEMS, North End Music Store, byens og en af Storbritanniens mest velassorterede pladebutikker. Bag disken stod bestyreren, Brian Epstein, tilfældigvis. Han satte altid en ære i at opfylde selv de mest umulige kundeønsker – det var dengang.

Raymond Jones efterspurgte den nye single med The Beatles. Navnet sagde ikke mig noget, fortalte Epstein i sin selvbiografi A Cellarful Of Noise, men han lovede Jones, at se, hvad han kunne gøre, og begyndte så at trykke på alle sine kontakter. Og blev selv så interesseret i bandet, at han tog hen for at høre dem i The Cavern, normalt ikke et sted, der stod godt til hans smalstribede habit.

Det er en god historie, en af de rigtige rockmyter, men det har længe været kendt, at den umuligt kunne være sand. Epsteins daværende assistent, Alistair Taylor, har senere fortalt, at det var ham, der ’opfandt’ Raymond Jones.

Hvor om alting så skulle Epstein have været både blind, døv og dum for ikke at have stødt på bare navnet The Beatles. I sine butikker solgte han ’Mersey Beat’, tidsskriftet, der sendte superlativer på overarbejde for at gøre småt til stort så længe det handlede om den nye, unge lyd i Liverpool. I bladet blev The Beatles ofte omtalt, og læserafstemninger var begyndt at kåre dem som det populæreste lokale orkester. I samme publikation havde Epstein endda fået sin egen klumme som en modydelse for den annonceplads, han købte.

Og i NEMS vidste hans kvindelige ekspedienter udmærket, hvem de var, de fire unge støjende, selvbevidste fyre, som kom, så og hørte, men sjældent købte de plader, de bad om at få afspillet i en af butikkens to lydisolerede lyttebokse. Under alle omstændigheder fik han hjemtaget pladen fra Vesttyskland. I 200 eksemplarer.

Epstein var det, vi i dag ville kalde iværksætter. Faderen havde sat ham til at modernisere Epstein-familiens møbelbutikker, og da sønnen havde gjort det med aplomb, men egentlig helst ville være noget mere glamourøst, men ikke helt havde talentet til det, udvidede Epstein senior sortimentet til plader, som junior solgte med udviklet sans for kundepleje, omhu og en ordenssans, der nærmede sig det pedantiske. Nu kedede succesen ham. Igen.

Han ville videre. Altid videre, ud til kanten, stik imod sit kontrollerede ydre. Det må have været grunden til, at han den 9. november 1961 ved frokosttid instinktivt valgte at lægge slipset, og i stedet for at gå til lunch travede han hen i Matthew Street, gik de atten trin ned i kælderen og befandt sig så i The Cavern. Han havde ringet inden og meldt sin ankomst. Ejeren fandt det lidt løjerligt, der plejede ikke at være VIP-behandling i hans bule, men bad alligevel pladevenderen Bob Wooler om over højttaleranlægget at annoncere, at »den kendte Brian Epstein fra NEMS« var i klubben i dag.

Epstein fortrød øjeblikkeligt, at han var kommet, fortalte han senere Hunter Davies. Han, en ivrig opera-elsker, fandt »lyden øredøvende«. Og »der var mørkt, fugtigt og stinkende«. På scenen stod fire unge mænd, der lo ad hinandens indspiste jokes, sloges for sjov, snakkede med publikum, afbrød sig selv midt i et nummer for at tage en bid af deres sandwich, skyllet efter med en cola, og i det hele taget ikke virkede, som om de tog det her alt for højtideligt. Alligevel var der noget ved dem, der fascinerede ham nok til at komme igen. »Personlig magnetisme,« forklarede han det over for Davies.

Brian Epstein var bøsse. Men han blev i skabet. Ellers risikerede han nemlig fængselsstraf. Homoseksualitet var forbudt ved lov i Storbritannien indtil 1967, så det var ikke noget, man paraderede stolt i det fri, men noget nær en sygdom man bar som en tung, knugende hemmelighed. Epstein var ydermere til købesex med tyk, sadomasochistisk accent, og samlede ofte unge fyre op.

Han levede med andre ord et dobbeltliv. Som mange ligesindede. Og jo mere forbudt det var, desto mere farligt og tiltrækkende syntes det at blive for ham. Deroppe på den lave scene i The Cavern så han nu et firkløver, nærmest forklædt som trækkerdrenge i deres stramt siddende læderdress. Så selv om indholdet ikke sagde ham så meget, lignede uniformerne noget han kendte – især kunne han, skriver Davies, ikke få øjnene fra John Lennon. Forelskelse eller fascination – Epstein vendte i hvert fald tilbage til The Cavern den næste måneds tid. På udkig efter en ny hobby, som han formulerede det over for Hunter Davies.

The Beatles var skuffede og utålmodige over, at der ikke var kommet mere ud af de tyske indspilninger. Så da ham den lidt mærkelige og lidt for høflige Epstein med BBC-tonefaldet inviterede dem hen i NEMS for en snak over en kop the, troppede de op ved halvfemtiden om eftermiddagen den 3. december, Paul dog med en halv times forsinkelse. Han skulle lige i bad. Den manglede præcision irriterede Epstein. The Beatles havde ingen anelse om hvilken disciplinær opstramning, der ventede dem. I hvert fald til en vis grad, for det skødesløse, spontane og improviserede forblev en del af bandets dna fra start til mål.

En række frem-og-tilbage sonderinger fulgte. Brian Epstein skruede bl.a. borgerskabscharmen på over for beatlernes forældre og især Tante Mimi, og forhørte sig i miljøet, hvor han blev advaret mod at røre dem med så meget som en ildtang af Allan Williams, deres koncertbooker, som senere fik et efterliv som »manden, der forærede The Beatles væk«. En hensigtserklæring blev indgået mellem bandet og Epstein, men en egentlig kontraktunderskrivning fandt først sted en måned senere. Epstein skulle være manager for The Beatles formedelst 25 procent af alle deres bruttoindtægter. Han garanterede dem, at de fremover altid ville få mindst 15 pund pr. job, og at han ville få fordoblet deres honorar for frokostkoncerterne i The Cavern fra fem til ti pund. John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Pete Best følte næsten, de kunne røre ved poppens tinde.

I virkeligheden var det hele først begyndt.

Ovenstående er et redigeret uddrag fra min bog Yeah Yeah Yeah (Gyldendal).

Illustration: Forsiden af Epsteins selvbiografi, skrevet af Derek Taylor (1964)