Da Hoptrup fik sine 15 minutter
5. august 2011 //
En af de ofte afgørende forskelle på DR1’s nyhedsdækning og så den, TV2 bedriver i News-regiet, er, at TV2 takket være de regionale stationer kommer helt ud på landet. Bagdelen ved News-konceptet er, at fordi det findes bliver man nødt til at bruge det. Vagt er vagt, og vagt skal holdes. Og så bruger man ikke altid lokale ressourcer, men sender egne folk, der kan stå ved et vejskilt og fortælle kun lidt mere end man kan finde på tekst-tv.
Derfor tænker man som seer ikke sjældent, om denne eller hin nyhed virkelig har landsdækkende interesse.
Et eksempel kom forleden morgen. En efterskole i Hoptrup ved Haderslev brændte. Det havde den gjort siden ved firetiden. Da News ankom, var efterslukningen i gang, og heldigvis var ingen omkommet.
Altså ret beset det, der før medierne blev grebet af uhelbredelig nyhedselefantiasis, var blevet kasseret som en ikke-historie. Nu pustes den slags op, som om der er sket noget. Eller kunne være sket noget. Hvad-nu-hvis-historierne er nemlig lige så gode til at fylde sendefladen. For fyldes skal den.
I en verden, hvor almindelige journalistiske kriterier rådede, var Hoptrup forblevet ukendt for andre end dens 700 indbyggere.
Når det er sagt, skal også med, at TV Syd, TV2’s datterkanal, dækkede branden og det, den betød for området. Man talte med lærere, skoleformand og brandfolk og var et smut forbi Spar-købmanden, den lokale pendant til Ritzau, for at høre reaktioner. Forbilledligt lokalfjernsyn.
Men netop lokalt, for problemet med at forfremme sådan en historie er, at to udbrændte længer på en skole i Sønderjylland kommer til at fylde lige så meget som præsident Assads forsøg på at skyde sin befolkning til tavshed.
I hvert fald indtil ved 12.30-tiden, hvor Hoptrup igen antog den størrelse, den – med al respekt – har på det landkort, de fleste af os ser.
Proportioner er et ord, de på News godt må blive ved med at øve sig på.
Denne tv-anmeldelse står også at læse i printudgaven af Politiken fredag
jeg tror problemet for TV2 er at man ikke længere kan skelne mellem nyhedsformidling og underholdning. Man lider af en panisk frygt for at seerne skal skifte kanal hvis det bliver for “kedeligt” og så er det man lige,at man mellem de reelle nyheder lige skal vise en ildebrand, en trafikulykke eller noget af det værste, nemlig noget med dyr. Det kan være den ofte viste historie men nogle dyreunger som har mistet ders mor (suk!), og nu er blevet “adopteret” af en anden dyrerace. Ikke et øje er tørt, men hvor er dens slags historier dog kvalmende, og ganske ligegyldige, med mindre man er følelsmæssig forstyrret!