Da J. Geils Band ejede dansegulvet
6. februar 2012 //
Det tog J. Geils Band elleve albums og tusindvis af tilbagelagte landevejskilometre og lige så mange jobs, før bandet med forsangeren Peter Wolf som indpisker endelig endte øverst på Billboards HOT 100. Og blev der i seks uger. Det skete i denne uge for 30 år siden med singlen ‘Centerfold’, skrevet af bandets keyboardspiller og de facto kapelmester Seth Justman. Singlen kom fra albummet Freeze-Frame, som samtidig toppede lp-hitlisten.
Vi befandt os i MTV’s spæde barndom, og videoen med ‘Centerfold’ kom i heavy rotation, og er i dag en kitsch-klassiker. (YouTube-link) Bandet blev kritikerangrebet for at forråde de bluesrødder, musikerne havde gjort meget ud af at pleje, men de afviste kritikken med, at de aldrig havde været purister. De elskede bare gang i gaden og radiovenlig rock & roll, midtvejs mellem Steppenwolf, Southside Johnny og Hall & Oates. Deres kærlighed blev gengældt af publikum. Og den dag i dag består sangene fra det album, og det foregående, Love stinks, fyld-dansegulvet-testen med Wolf som en mindre krukket amerikanisering af Mick Jagger.
Det var svært ikke at unde bandet den succes. Til gengæld var det for nogle af os også svært at undgå at tænke tilbage på den juniaften i 1972, hvor Boston-bandet i København var opvarming for de quasi-symfoniske vægtløftsrockere Emerson, Lake & Palmer. Det var ikke dem, men hovednavnet, der var malplaceret hin aften.
Fødderne levede deres eget liv i ørkenstøvlerne under J. Geils Bands partyskabende, Chicago-bluesopfostrede sydstatssoul. Anført af Wolf og mundharpisten Magic Dick blev der sparket røv fra første taktslag. Det var stramt, men elastisk og hele tiden henvendt til publikum, som ganske enkelt ikke fik lov at døse hen som pseudointellektuelle senhippier.
Ikke mange var den aften kommet for at høre J. Geils Band. Emerson, Lake & Palmer var kommet for at imponere. J. Geils Band var kommet for at incitere, Og bag solbrillehårdkogtheden glimtede noget så sjældent dengang som humor.
Siden købte jeg fast deres plader (og senere Wolfs alt for oversete soloproduktion). Og lod andre om at høre Emerson, Lake & Palmer. Selv om J. Geils Band med tiden blev mere og mere mainstreamtilskåret og keyboardsvulmende, forblev musikken i sin essens “nothing but a house party”.
Hør Peter Wolf i et nyligt interview genkalde sig tiden.
FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK
Hvad kan du anbefale med Peter Wolf solo?
Selv har jeg haft mest glæde af debutalbummet ‘Lights out’ fra 1985, ‘Come as you are’ fra 87 samt 2002-udgivelsen ‘Sleepless nights’. Gå på opdagelse her: http://www.peterwolf.com/
Sjovt nok havde jeg siddet og læst om J. Geils Band og Peter Wolf på allmusic.com i minutterne inden jeg besøgte din blog, og læste dette indlæg. Jeg tilslutter mig din vurdering af Light’s Out og Come As You Are (“Come as you are or don’t come at all”). Af uransaglige grunde har jeg aldrig hørt Wolfs efterfølgende udgivelser, men glæder mig til at få fingre i dem i nærmeste fremtid.
Hørte J. Geils Band som opvarmere på Rolling Stones “Still Life”-turne i 1981 eller 1982 på Ullevi Stadio i Göteborg. Begge havde et succes- og comeback album med i baggagen, hhv. “Tattoo You” og “Freeze-Frame”. Stones var lamme og utjekkede – J. Geils Band og især Peter Wolf lavede Rage in the Cage. Så vidt jeg husker varmede Kim Larsen op allerførst (Eller også var det til Springsteen samme sted) – i hvert fald faldt hans datidige disco-vrøvl til jorden. Hvornår vil nogen tage kritisk fat på Kim Larsens ikon-status? Ingen har vel skrevet mere vrøvl i dansk rock.
@Jeppe: Det var i juni 1982. Midt under fodbold-VM.