Da Jørgen Leth skrev sig ind i 60′erne

Der mangler en artikel i Kunsten at gå på gaden, Lars Movins ellers udtømmende opsamling af Jørgen Leths avis- og magasintekster fra 60′erne. Det er en anmeldelse fra 1964, hvor Leth anmelder Roland Kirk. Desværre for Leth aflyste samme Kirk koncerten, men på kom anmeldelsen i Politiken.

Til gengæld mangler der ikke noget i denne seneste ombæring af mandtællingen af Leths meriter. Der er tale om en omhyggelig bogføring af de mest repræsentative af de små tusind artikler, Jørgen Leth skrev i de år, sideløbende med digtsamlinger og et filmarbejde, der greb mere og mere om sig. Med et overflyvende og vidende efterskrift af redaktøren.

Allerede i 2008 udgav Movin og Leth en lille, lækker og tætpakket bog alene med mandens jazzanmeldelser, så enhver, der kun ser Jørgen Leth som en doven, hedonistisk og narcissistisk dandy må tro om. Manden skrev som gjaldt det livet. Hvad det jo også gjorde. Smør på brødet, ja vist, men skriveriet var i den grad også en del af den leth’ske livsproces, som handler lige meget om at blive iagttaget og set. Hvad enten han nu filmer, skriver eller kommenterer cykelløb.

Dengang var selviscenesættelsen kun i sin vorden. Det samme var selvopslugtheden. Eller som han selv skriver i forordet – selvforelskelsen. Jørgen Leth indtog verden og den indtog – og betog – ham. Først og fremmest gennem musik og litteratur.

På forhånd ville jeg have troet, at Kunsten at gå på gaden ville blive sådan en bog, jeg pluk- og lystlæste af. Det er den også, men jeg fandt også mig selv fuldstændig opslugt, læsende fra side 1 til 451. Der er et drive og en sammenhæng over disse artikler, som om han på en og samme gang er den dumdristige, men determinerede udbryder og hovedfeltet, der selvsikkert arbejder på at få kontakt.

Jeg kunne have undværet de mere teoretiserende artikler om teater og happenings samt filminstruktørinterviewene. Her forekommer det mig, at Leth har for travlt med at positionere sig i miljøerne til at det blive interessant. Men det er og bliver tankevækkende, at den slags artikler kunne stå i et dagblad. Der er sket en del siden da… Lige så tankevækkende er sansemættede reportager fra Nubien og senere Nepal. De sidste blev trykt i B.T. Jo! Og i 1969 havde han et gyldent efterår i samme avis, hvor han anmeldte Inger Christensens det, Vagn Lundbyes Nico, Kirsten Thorups Love from Trieste, Henrik Nordbrandts Syvsoverne og Poul Borums Lynets skønhed. Blandt andre. Nu om dage har samme avis ingen kulturredaktion.

Leth gør det som anmelder ikke sværere end det er. Han skriver direkte; velvidende, hvilket medium han befinder sig, men man får aldrig indtrykket af, at han med vilje sænker barren.

En lige så stor oplevelse er det at læse hans oplevelser af ballet i Politiken. Han er lægmand og æstet. Det kommer der forrygende tekster ud af. Det er, som om man kan høre tåspidsskoene ramme brædderne på Gl. Scene.

Af måske særlig interesse for denne blogs læsere er Leths skriverier om den tidlige rock. Han var en af de første, der fattede rockens kultiske og rituelle dimension. Længe før Thorkild Bjørnvig tændte for neonguden. Leths anmeldelse af Beatles-koncerten i K.B. Hallen er legendarisk og kan sagtens (gen)læses. Det samme kan hans reportager og interviews med Stones og Mick Jagger. Her er han ude i ren new journalism før nogen herhjemme anede, hvad det var. Billedet af Jagger og hårshampooen er to the point.

Den journalistiske kunst for Leth er, at balancere mellem betagelsen af berømmelsen og så hangen til at dissekere showbizillusionerne. Den kunst mestrer han. Måske fordi han dengang sagde det kulturradikale Roma midt imod. Som han skriver i et indlæg i Politiken i 1965: “Hvad der burde beskyttes, er ikke folket mod poppen, men den enkeltes ret til selv at vælge … de fantomer, som de kulturradikale har måttet puste op for at fastholde deres sort/hvide kultursyn, trænger til at blive punkteret…” og så falder hans pointe så hårdt som en guitarkanonade fra Keith Richards og Brian Jones: “I det hele taget kan pigtrådsmusikken næppe indpasses i den aktuelle diskussion som et led i en kulturradikal argumentation imod pop. Den blev nemlig succes i en slags protest, for først da succesen hos engelsk ungdom var en fuldbyrdet kendsgerning, fik den indpas i massemedierne og i underholdningsindustrien…”

Som et kronologisk ukorrekt vedhæng er medtaget et interview, Leth og hans ven, Ebbe Traberg, i 1972 havde med Ole Ritter. Disse pedal-afficinados har nosser nok til at spørge cykellegenden om det der med doping. Ole Ritter svarer: “Problemet med doping har været særlig stort i Italien, men det er efterhånden udryddet. Det har aldrig været noget med nåle i armen på rytterne, som danske journalister tror…”

Den lader vi lige stå et øjeblik. Det samme gør vi ikke med Kunsten at gå på gaden, som er en bog, der gør en mere nysgerrig og klogere på kunsten. Uden at den kloger sig på vegne af den. Det er ikke så let, som man skulle tro.

Jørgen Leth: Kunsten at gå på gaden – tekster fra tresserne. Red. Lars Movin. Omslag: Harvey Macaulay & Vibeke Winding. 458 sider. Gyldendal.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK