Da neonsolen stod op for Malurt

Kommentarer slået fra

I morgen udkommer, som tidligere annonceret her på bloggen, en 30-års jubilæumsudgave af Malurts andet album, Vindueskigger.

Da pladen i sin tid udkom på vinyl havde Reagan lige afløst Jimmy Carter som præsident, Grækenland var lige kommet med i EU, Maos enke var blevet idømt dødsstraf, Nordirland var en krudtønde, der gik af næsten hver dag, Anker Jørgensen var statsminister, Hvidovre havde landets bedste fodboldhold, Bruce Springsteen var på vej til Europa på sin ‘The River Tour’, og Vindueskigger fik i Politiken disse velmente ord med på vejen af denne blogger:

Mellem krise og kærlighed

Med lp’en Vindueskigger kan Malurt roligt tillade sig at betragte efterårets debutplade Kold krig som en behjertet tyvstart, der ikke desto mindre var nødvendig for at  nå frem til disse  nye sange. Originalitet er ikke alfa og omega for Malurt, men musikalsk rammer de usvigeligt sikkert med den nye lp, som er en ærlig, hensynsløs hyldest til rockmusikken som den bedste beskriver af det øjeblik, vi alle lever i på neutronbombens nåde og barmhjertighed.

Kompositorisk er der ikke taget stormskridt. Malurt følger tilsyneladende fortsat godt med som pladekøbere, men virker ikke længere så benovede over at de selv kan.

Sangene er strammet op. Navnlig balladerne står sig i helheden. Vidtfavnende og fabulerende som den bedste amerikanske rock, og omkvædene er blevet om muligt endnu mere mundrette ligesom Malurt denne gang satser længere end slagord.

En anden afgørende forskel er, at hvor Malurt før nærmest bare var en sangsolist med akkompagnement, ja, da viser Vindueskigger et band med bl.a. en forsanger.

Et band, som er blevet betydeligt bedre sammenspillet, og fremhæver musikkens kollektive karakter uden at ende i det selvudslettende. Musikerne bevæger sig frem og tilbage mellem det erfarne håndværk og den sande rockfans opslugthed af genren.

Uden at forklejne rytmegruppens solide arbejde er guitaristen Peter Viskinde toneangivende. I den retning har det nok ikke været en bagdel at have en anden guitarist, Nils Henriksen, som producer.

Viskinde har før virket lidt fejlplaceret, men ytrer sig her, så det ikke er til at misforstå. Ikke så meget som solist – det forhindrer formen næsten – mens hans præcise akkordbetonede rytmespil er med til at give musikken en en-for-alle-alle-for-en-enkelhed, som vel at mærke ikke bliver mere tilknappet end at tangentspilleren Henrik Littauer får mere plads og tid til detaljer end i en koncertsituation, hvor han ikke virker slet så udslagsgivende.

Vindueskigger er dog først og fremmest forum for Michael Ehlert Falch, som nu som sanger tør det meste af det, han før kun tøvende turde foreslå sig selv. Hans  referencer er ikke blevet mindre tydelige, men mens de før var en belastning, er idolernes sangstil nu blevet brændstof for en sanger, der på sine højdepunkter er selve den legemliggjorte lidenskab.

Han virkeliggør i sjælden grad sine sange:

Vindueskigger er en plade for dem, der »er faret vild i verden med hundredvis af halve svar«. Sange udsprunget af en neonbelyst storby, hvor det aldrig er sommer, hvor »man sikrer sine låse og fejer for sin dør/og ingen aner noget, når nogen endelig spør…«

Neonsolen brænder over Malurts by, og selv om terminologien er hørt før hos Troels Trier, har Malurt oplevet situationen på for tæt hold til at forvrænge den til det groteske. Det er en styrke, men kan også risikere at blive en svaghed, fordi denne besættelse af byen som fænomen kan ende i harmløs fascination. Det er der tilløb til, men Malurt holder tungen lige i munden.

Stærkest står kærlighedssangene. Sunget med et begær, så man bliver klar over, at det er nu eller aldrig. Nok kan Michael Ehlert Falch virke lidt for kalkuleret smart som scenepersonlighed, men her brænder han så ingen kan undgå at blive varm.

Det gør det lidt lettere at leve med at indflydelsen fra Bruce Springsteen næsten er for tydelig. Tag f.eks. en linje som »jeg lover ikke at få livet til at ligne dine drømme på en prik, men jeg tror jeg kan tænde et par stjerner i dit triste blik«. Og sammenlign med dette Springsteen-citat: »To say I’ll make your dreams come true would be wrong/but maybe darling I could help them along…«

Det gør ikke Michael Ehlert Falch til Bruce Springsteen. Langtfra, men deres hjerter sidder i samme side, og Malurt og dets forsanger prøver ligesom Springsteen at nå ind til sig selv og ud til os andre på samme gang.

Alle disse ord blot for så tydeligt som muligt at sige, at Malurt med Vindueskigger markerer sig, så der ikke er nogen vej tilbage. Skeptikerne kan godt berede sig på smagen af sure æbler. Jeg har hermed selv taget den første bid.

Politiken, marts 1981

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top