Okay, Nordkorea slog ikke Brasilien i går. Og var end ikke i nærheden af at gøre det. Selv om 1-2 lyder hæderligt, lyver resultatet. Brasserne sad på kampen. Men bag det sidste jerntæppe i verden lever man under alle omstændigheder højt på dengang nationalfølelsen fik et livsvarigt boost, da man VM-besejrede Italien i 1966 og i kvartfinalen næsten gentog sensationen, havde det ikke været for Eusebio, der vendte 0-3 til 5-3 til Portugal. Nordkoreas VM-debut var emnet for ’The game of their lives’, en DR2-dokumentar mandag.
Kunne man forestille sig, at Lars Løkke over en kop te havde aftvunget de danske spillere et løfte om at vinde mindst en kamp for ikke at vanære nationen? Måske havde det hjulpet. I hvert fald var det, hvad der skete for det »gloriøse« landshold, da de før VM i England mødtes med deres store fodboldelskende leder, Kim Il-Sung.
De leverede varen, soldaterspillerne, der for os kom som dalet ned fra månen. Dengang fodbold var i sort-hvid, men nok så farverigt og et spil i nuet. Replay kunne kun køres i hovedet. Det havde millionærerne fra støvlelandet ikke lyst til. Mazzola, Fachetti og Rivera fandt aldrig nøglen til egen defensiv og tabte 0-1 til et hold med en lynsnar, højdespringende keeper på 1,73, hårdt skydende skytter og som, med sportsjournalisten Per Høyer Hansens ord, kunne løbe en hare ihjel. Det var kommunismens sejr over kapitalismen, kollektivets triumf over individualismen. Briterne, som jo deltog i Koreakrigen, tog koreanerne til hjertet med en varme, der stadig bringer tårer frem hos spillerne, som det britiske tv-hold havde fået tilladelse til at opsøge i Pyongyang.
Efter VM gik der (sydkoreanske) rygter om, at de ved hjemkomsten blev fængslet. Det afviste de med orientalsk høflighed, her 44 år senere, helt skæve i ryggen af alle fortjenstmedaljerne. Holdet fra ’66 mødes med mellemrum og går af og til ud og græder ved mindesmærket for Kim Il-Sung, mens de mindes, da de ankom til England som de gamle fjender og forlod landet som de nye venner.
Et fint program, der uden falbelader belyste, hvorfor fodbold kan være større end livet. Giv os bolde i stedet for bomber.
Denne tv-anmeldelse står at læse i Politiken i dag.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
