Da solen stod op over rock & roll

Da John Mellencamp fornylig gæstede Vega viste han en dokumentarfilm om tilblivelsen af albummet No Better Than This, som bl.a. er indspillet på det autentiske udstyr i Sun-studiet i Memphis. Mellencamp var synligt fuld af ærefrygt, da han så krydset på gulvet, hvor Elvis havde stået og sunget. Og det bragte mig – igen – tilbage i tiden:

HISTORIEN indfinder sig den 5. juli 1954 i et lille studie på 706, Union Avenue i Memphis, Tennessee. Det er en lummer, fugtigvarm mandag aften, hvor studiets ejer, Sam Phillips, har koblet to håbefulde lokale musikere på en 19-årig knægt, der var blevet ved at løbe ham på dørene efter selv at have finansieret indspilningen af et par sentimentale lakplader, angiveligt til hans mor.

Fyren virkede ikke som noget særligt, men da Phillips, som drev Sun Records, en dag havde fået en sang ind, som han manglede en sanger til, og alligevel havde lidt ledig studiekapacitet, imødekom han sin sekretær Marion Keisker. Hun havde nemlig været en smule indtaget i den unge mand. Og i en intern note havde hun ud for hans navn skrevet »Good ballad singer. Hold.«

Han var både nærmest selvudslettende høflig, beskeden og øretæveindbydende selvsikker. Da Keisker spurgte ham, hvad slags musik han sang, havde han svaret: »I sing all kinds, ma’am.« Og da hun spurgte, hvem han lød som, tøvede han ikke: »I don’t sound like nobody …«

Det sidste var noget selvovervurderende, syntes Phillips, da Elvis Aaron Presley havde givet sin version af »I Love You Because«, coun- trysjæleren, som et par år forinden havde været et hit for bl.a. Ernest Tubb og senere skulle blive det for Jim Reeves. Elvis lød som hvem som helst, så Phillips lod de tre have deres øvetime i fred (i virkeligheden havde de vist øvet sammen en måneds tid).

HAN PUSLEDE med at lodde ledninger ude bagved, da han pludselig spidsede ører. Den sang kendte han da; han, der så bluesmusikken som den amerikanske nationalmelodi, og som i 1951 udgav ‘Rocket 88′, den første egentlige rock & roll-melodi. Jo, det var den – Arthur ’Big Boy’ Crudups 1953-hit, ‘That’s All Right’. Og så alligevel ikke. Der var noget nyt i den. Noget legesygt, noget naturstridigt erfarent og noget levedygtigt langt ud over dette øjeblik.

Elvis ejede pludselig rummet. Phillips fik skubbet underkæben på plads – sådan må Moses have følt det, da han så ind det forjættede land – og råbte ind i mikrofonen, at de da vist havde gang i noget der, Elvis, guitaristen Scotty Moore og gulvbassisten Bill Black. Kunne de ikke lige køre baglæns, så ville han få båndoptageren til at køre forlæns. No sweat, sir!

Endelig havde Sam Phillips fundet, hvad han altid havde ledt efter. Han havde altid spøgt med, at hans fremtid var sikret, hvis han fandt en hvid, der kunne synge med samme følelse som en neger. Phillips havde skabt sig et navn og respektable salgstal som producer af en række blues- og rhythm & blues-navne. Men Phillips tænkte den aften ikke på de penge, han havde lovet sig selv at ville tjene, når det øjeblik oprandt. Da det først var der, tænkte han på musikken.

Og – uden at sætte ord på – på den svimlende selvfølgelige syntese af de racemæssige og kulturelle forskelle, der til daglig stødte mod hinanden i et apartheidpræget samfund, men som her, foran en mikrofon, forløst af en fattig, uintellektuel varevognschauffør, tonede frem som en dristig demonstration af, at musik er bedre end politik, når det drejer sig om at få os til at lytte til hinanden og hinandens forskelligheder.

SAMME AFTEN eller måske aftenen efter gik de frejdigt i kødet på Bill Monroes bluegrass-vals, »Blue Moon of Kentucky«. Og vendte vrangen ud på den.

http://www.youtube.com/watch?v=pZWXpmbu4Z4

I overstadig firefjerdedelestakt antog den karakter af et pophit, og Sam Phillips vidste, at han havde den første Elvis-single i hus. Sun 209, som filatelisterne kærligt forkorter den. Fire andre fulgte, og fokus på Elvis flyttedes gradvist fra Syd- til Nordstaterne, op, hvor pengene var, og berømmelsen kunne katapultere dig til evigheden eller gøre det af med dig. Som bekendt oplevede Elvis begge dele.

Den 21. november 1955 måtte Sam Phillips modstræbende erkende, at guldfuglen var for lille til hans bur. RCA Victor købte ret- tighederne til nye plader med Elvis og til genudgivelse af de gamle. Den gamle økonomi købte den nye energi. For 35.000 dollars med 5.000 mere eller mindre under bordet til Presleys nye manager og faderskikkelse, Tom Parker, halvt hestepranger halvt charlatan, countrymusikkens svar på Peter Aalbæk-Jensen.

Beløbet lyder nærmest som en trykfejl i dag, men datiden sammenlignede det med de fantasillioner, som den nærige onkel til tidens største tegneseriehelt, Anders And, holdt fintælling over i sin pengetank hver tirsdag. RCA vidste dog, hvad de gjorde, selv om de gik i slips og mest hørte Perry Como. Da Elvis’ første RCA-single landede i butikkerne i januar 1956, blev der hurtigt overbooket på ‘Heartbreak Hotel’ og Elvis Presley lavede en cross over, før nogen kaldte det dét, fra country til noget, som endnu ikke havde et navn, men aldrig var set eller hørt før. I marts kom debutalbummet.

Her introducerede Elvis med uskyldens usårlige styrke en ny verdensorden med ordene »one for the money, two for the show, time to get ready, now go, cat, go …«

Foto lånt herfra.