Da Dylan fik svaret til at blæse i vinden

Kommentarer slået fra

Der er sange, som ufrivilligt er endt som musikalske svar på mågestel og Wiinblad-keramik. En af dem blev sunget offentligt for første gang denne aften, 16. april, for 50 år siden for rundt regnet en snes tilskuere på spillestedet Gerde’s i New York. På scenen stod en lille, tynd fyr med en lidt for stor guitar og en stemme af en slags, som ikke mange havde hørt magen til. Bob Dylan havde skrevet ‘Blowing in the Wind’ et par uger tidligere, “just like that,” som han senere sagde om den sang, der gav en ny, middelklassehvid generation af borgerrettighedsforkæmpere deres ‘We shall overcome’, en hillbilly spiritual.

Da sangen året efter nåede bilradioerne og den amerikanske hitlisteførsteplads med de renskurede, velmenende Peter, Paul & Mary, gjorde den Rasmus Modsat-idealisten Bob Dylan frustreret – hele vejen hen til banken.

Det er vist i øvrigt en sandhed med modifikationer, at Dylan selv var den første til at synge sangen for et publikum. I hvert fald går anekdoten, at han skrev den på under tyve minutter, hvorefter han ilede til sit vandingssted, Gerde’s, hvor han spillede den for kollegaen Gil Turner, som var på plakaten. Turner lyttede betaget, skrev ordene ned på en lap, spottede hurtigt, at sangens melodiske skelet mere eller mindre var den gamle slavearbejdssang, ‘No More Auction Block’, og nærmest ad lib-perfomede sangen i sit eget sæt.

Oprindelig havde sangen kun to vers, det første og det tredje. Senere på måneden, i pladestudiet, kom der ekstra vers på.

Alt tyder på, at sangens overvældende succes irriterede Dylan. Han har aldrig vedkendt sig sangens politiske dimension: “Jeg er ikke politisk anlagt,” sagde han engang: “Mit talent befinder sig slet ikke i det område; det består bare i at spille musik … ‘Blowing in the Wind’ var bare en følelse, jeg måtte have ud, fordi jeg følte, som jeg gjorde…” Og på en skramlet båndoptagelse fra hin aften på Gerde’s kan man høre Dylans lyse, troskyldige stemme introducere sangen med disse ord: “This here ain’t a protest song or anything like that, ’cause I don’t write protest songs … I’m just writing it as something to be said, for somebody, by somebody.”

I en række år derefter følte han ingen anledning til at synge ‘Blowing in the Wind’. Andre gjorde det jo så rigeligt for ham – gennem årene er den blevet indspillet i talløse mulige og umulige versioner, bl..a. på fransk, tysk, bengali og italiensk, fra Stevie Wonder via Malene Dietrich til Sven Ingvar’s og senest, og smukt nedtonet, af Ziggy Marley på Amnesty-dobbeltalbummet. (YouTube-klip)

Dylan kom gradvist overens med tanken om at have skrevet så almengyldig en sang. Da han sagde i 1971 ja til at medvirke ved koncerten for ofrene for Bangladesh-flodbølgen, bad George Harrison så mindeligt ham så om at spille sangen. “Hvorfor!” bed Dylan ham af: “Spiller du så ‘I Want To Hold Your Hand?”. Det gjorde ex-beatlen ikke, men Dylan gjorde Harrison (og sig selv) en vennetjeneste og tog den aften ejerskabet til ‘Blowing in the Wind’ tilbage.

Det har han beholdt lige siden. Og hvor god og renfærdig originalversionen er, bliver man mindet om, hver gang man hører en ny fortolkning.

Illustration: Uddrag af originalmanus

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top