Da Zappa fik os til at freake ud

I MORGEN ville Frank Zappa være fyldt 70, hvis ikke prostatakræften havde taget ham 4. december 1993. Og nej, der er mig bekendt ikke arrangeret mindehøjtideligheder i Central Park…

Jeg ved godt, at Zappa i virkeligheden udgav alt for mange plader, men også at han spillede elguitar, så man skal til Hendrix for at høre noget lignende, og at plader som Uncle Meat og Hot Rats i mangt og meget er bedre, men intet af det, han udgav, slog så hårdt og overraskende som Freak Out!, debutalbummet, som kom, helt uden for tiden, i 1966 og var med til at tegne fremtiden.

DA MOTHERS Of Invention første gang gav koncert i København, i hippiejubelåret 1967, var vi en del, der kun havde et overbærende fnis tilovers for deres såkaldt provokerende sceneoptræden. Blandt andet lod Frank Zappa en tøjbamse kopulere med en dukke. Ikke så voldsomt far out i por-noens fædreland. Den slags kostede ham hemmelig føderal politiovervågning hjemme i USA, men i virkeligheden skulle magthaverne have været mere bange for musikken på Freak Out!.

De to plader, rockens første dobbeltalbum, er nemlig et timelangt bagholdsangreb på dobbeltmoral, forskruet seksualangst, fysisk og psykisk undertrykkelse, for loren romantik og konservatisme, hvor det end måtte forekomme. Hippierne var foreløbig fredet af Frank Zappa. De måtte vente et par år med at blive hængt kosteligt, og ikke særlig kærligt, ud på We Are Only In It For The Money.

Det er mere end tvivlsomt, om MGM Records vidste, hvad de købte, da de på anbefaling af Dylans producer, Tom Wilson, skrev kontrakt med Zappa og hans skæverter. Efter sigende skulle Wilson med skrækblandet fryd have ringet til sine chefer, da Mothers på den første studiedag trykkede den af med en skarphed og en sound, han ikke helt havde regnet med, dengang han faldt bagover af at høre deres effektive rhythm & blues-mættede popsange på Whisky A-Go-Go i Los Angeles. Og spørgsmålet er stadig, om Wilson helt fattede, hvad Zappa var ude på.

Selv var Zappa ikke i tvivl, og albummet bæres den dag i dag stadig af denne selvsikkerhed, denne overlegne beherskelse af formen, denne let speedede glæde over at være med til noget, som ikke lød som ret meget andet, som de selv havde fundet på, og som blandt andet blev skabt, fordi de var helt sikre på, at nogen ude i det bornerte middelklasse-USA ville kløjes i lørdagskyllingen, når de hørte det. For slet ikke at tale om, hvordan de ville reagere, når deres datter hørte det.

MOTHERS OF Invention opfordrede til anti-autoritært oprør, og deres brosten var lavet af en rock, der ikke var så ligetil. Zappa har senere selv karakteriseret de første plader som økonomisk indbringende ideologikritik i praksis. Erindringen spillede ham dog et puds: Freak Out! solgte ikke, men uanset hvor mange ord, man knytter til dette album, taler musikken heldigvis sit eget flertydige sprog fra det første nummer ‘Hungry Freaks, Daddy’, hvor ‘Satisfaction’-riffet skamløst stjæles og gøres endnu mere potent, mens hr. og fru Amerika får tørt på. Direkte skræmmende er det stadig at høre ‘Who Are The Brain Police’, en anti-hymne til tankekontrollen i et mediesamfund, men også en sang uden egentligt fjendebillede, og det er måske det mest tankevækkende ved den i en tid, hvor vi ellers ikke var i tvivl om, hvem der var ven, og hvem der var fjende. Hvem der var sort, og hvem der var hvid. Det er Mothers nu ikke i tvivl om på ‘Trouble Every Day’, en listig, sej, mundharpehylende blues, der former sig som en tv-anmeldelse og kritik af politiets og mediernes håndtering af de blodige optøjer i Watts-bydelen i Los Angeles: »Hey, you know something, people? I’m not black. But there’s a whole lotsa times, I wish I could say I’m not white.«

‘Street Fighting Men’ med Stones lyder som en popsang ved siden af Zappas guitarspil, der er lige så vitriolsk som vokalen. Og så lige, som man tror, at man ved, hvor man har Mothers, må Tom Wilson have fået kaffen galt i halsen ude i kontrolrummet:

Our country isn’t free And the law refuses to see If all that you can ever be Is just a lousy janitor Unless your uncle owns a store You know that five in every four Just won’t amount to nothin’ more Gonna watch the rats go across the floor And make up songs about being poor

Blow you harmonica, son!

Tag den, protestsangere. Zap! De sange på Freak Out! er noget af det mest radikale rock.  Imidlertid havde Zappa ikke opfundet den dybe tallerken: Kombinationen af politisk radikalitet, showmanship og musikalsk anarki må han have hørt hos en gruppe som The Fugs, der bare hverken spillede eller solgte varen halvt så godt som Mothers.

ZAPPA kunne nemlig sin metier. Først og fremmest var han teknisk dygtig. Både som guitarist og arrangør. Det var bestemt ingen selvfølge dengang, men Zappa lå ikke og røg den råfede dagen lang. Han øvede sig! Og det havde han gjort, siden han sidst i 50’erne begyndte at spille rhythm & blues i diverse bands, bl.a. med sin nyligt afdøde highschoolven Don Van Vliet alias Captain Beefheart. Men det var først, da Zappa mødte den popelskende sanger Ray Collins, at klokken ringede ud til det store spisefrikvarter, hvor de foråd sig på at nå frem til et mix af Zappas forkærlighed for så forskellige råvarer som Stockhausen, Charles Ives, Stravinskij, Edgar Varese, B.B. King og The Penguins, for hvem Zappa og Collins skrev doo wop-klassikeren ‘Memories Of El Monte’.

Det er derfor intet under, at det er doo wop- og 50’er-pop- pasticherne, der tager flest kegler på Freak Out! – »you should not listen to it. You should wear it on your hair«, som han skriver i covernoterne.

Det er pop, der fik Pat Boone-generationen til at slå korsets tegn for sig, men først med tilbagevirkende kraft, fordi sangene lyder så til- forladelige og uimodståeligt iørefaldende, at de kunne være sikret en plads i enhver jukeboks til ethvert hi-school hop. Som nu ‘Go Cry On Somebody Else’s Shoulder’, bortset fra, at den vender rollerne om og bruger et sprog og især en tone, man ikke var vant til i tåreperserland:

A year ago today Was when you went away But now you come back knockin’ on my door And you say you’re back to stay, But I say …

Go cry On somebody else’s shoulder I’m somewhat wiser now And one whole year older I sure don’t need you now And I don’t love you Anymore

Andre sange som ‘Anyway The Wind Blows’, ‘You Didn’t Even Try To Call Me’ og ‘I Ain’t Got No Heart Out’ udstiller manererne hos bl.a. Beatles, Young Rascals, Turtles (hvis hovedkræfter jo senere kom med i Mothers!) og den åh så følsomme San Francisco-lyd, men det, der gør disse sange til andet og mere end vittige tidsbilleder, er Mothers of Inventions tydelige kærlighed til musikken. Den kan jo ikke gøre for det!

SAMTIDEN, dvs. kritikerne, havde imidlertid mest travlt med de pas-sager på Freak Out!, hvor pladen levede op til sit navn, og hvor avantgardismen slog ud i lys, men ikke ukontrollabel lue.

De flerfasede ‘Help I’m A Rock’ og ‘The Return Of The Monster Magnet’ er dog ældet betydeligt dårligere end resten af pladen. Dengang gik vi rundt og fyrede replikker fra de ’sange’ af, som andre gør det i dag med Beavis And Butthead. Vi sagde »but I’m telling you, it can’t happen here …« og »Who could imagine that they would freak out somewhere in Kansas … Who could imagine that they would freak out in Minnesota« for slet ikke at tale om klassikeren »I remember (tutu), I remember (tutu), I remember (tutu), they had a swimming pool …« Og vi tænkte vores, når Suzy Creamcheese lod munden gå, og Zappa spurgte hende: »What’s got into you?«

Det var somme tider bedre end at ryge hash – og billigere, og bag de tilsyneladende klanglige grineflip, krydsklippede collager, orgasme-simulationer og på papiret umulige genresammenstød gemmer sig et overblik, der var en Wagner-dirigent værdig. Og uden denne musik er det svært at forestille sig, hvor Lennon og Yoko Onos »Revolution No. 9« var kommet fra, for slet ikke at tale om dele af Sgt. Pepper, som Paul McCartney i sin tid kaldte »vores Freak Out«.

Freak Out! er som en manual til Zappas senere værk, men sandelig også noget i selv. Den musik ville være umulig at indspille i dag på et stort pladeselskab. Mothers Of Invention var et undergrundsband, der søgte mod overfladen uden at blive overfladiske.

Jeg kan anbefale et besøg på Zappas hjemmeside.

Og allmusic.com har et fint Zappa-opslag.

Cover designet af Jack Anesh.