Dave Swarbrick fylder 70
Kommentarer slået fraViolinisten og sangeren Dave Swarbrick fylder 70 i dag, men han er allerede en gang blevet strøget af fødselsdagslisten. Det skete i april 1999, da The Daily Telegraph bragte en fyldig nekrolog. Swarbrick var godt nok hospitalsindlagt på den tid, men var netop blevet flyttet fra intensivafdelingen og kunne derfor, som han senere udtrykte det, i ro og mag nyde de pæne ord, som fik ham til at se stort på stavefejlene.
David Cyril Eric Swarbrick har med alderens visse-vasse-agtige selvfølgelighed efterhånden påtaget sig æren af at have forbrødret britisk folkemusik og rock. Han gjorde det først og fremmest 1969-79 som toneangiver i Fairport Convention, bandet, hvis indflydelse ikke kan overvurderes. Senest ville anmelderroste danske The Rumour Said Fire have været utænkelige uden Swarbrick og hans band.
Swarbrick var først ikke til rock, eller beat, som det hed. Han skulle oprindeligt have spillet klaver, men blev filtret ind i violinens mysteriefyldte klanglandskab og fik sig aldrig viklet ud igen. Tilgangen var fra starten af 60’erne folkloristisk i Ian Campbell Folk Group.
I 1967 albumdebuterede han med Rags, reels and airs. Sideløbende strøg Swarbrick buen på plader med bl.a. Ewan McColl. Men da han i 1969 på Fairports tredje album, Unhalfbricking, med sit gæstespil på elektrisk violin havde fået de andre musikere ud, hvor de næsten ikke kunne bunde, inviterede de ham til at blive permanent medlem. 1969-albummet Liege and lief er og bliver et omdrejningspunkt. Og alt andet end konventionel musik.
Dave Swarbricks ubændige og alligevel kontrollerede spil fornyede ikke alene bandet, men beatmusikken.
Hans hørelse kunne dog ikke i længden holde til den opskruede lyd, og han måtte forlade det meget personomskiftelige band i 1979 til fordel for en nærmest uoverskuelig produktivitet både på egne og andres plader samt akustiske koncerter. Ofte sammen med guitaristen Martin Carthy.
Oveni problemerne med hørelsen led Swarbrick af lungevævssygdommen enfysem – noget, der ikke kom bag på hverken ham selv eller de mange, der aldrig havde set den nisseagtige mand sætte violinen i stilling uden samtidig at have cigaretstumpen i mundvigen, nærmest som del af hans brand.
I oktober 2004 fik Dave Swarbrick en dobbelt lungetransplantation. Og turnerer nu igen. Hans seneste album kom sidste år og bærer titlen Raison d’etre, selv om han for længst har bevist både sin eksistensberettigelse og sin – nåja – udødelighed.
About the author
Anmeldelser

Charles Bradley bløder stadig
No CommentDa Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60
No CommentFor mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]