David Ruffin, en af soulmusikkens gyldne stemmer, ville være blevet 70 i går, hvis ikke han var død i 1991, kun 50 år gammel.
Oprindelig sang han ‘kun’ vokalharmonier i The Temptations. Sangskriveren Smokey Robinson sagde dog om Ruffin, at han var en sovende kæmpe, som bare ventede på den rette sang. Den fik han af Smokey i form af ‘My Girl’.
Sangen blev Temptations’ første hitlistetopper – i 1964; en instant evergreen, der gjorde Ruffin til forsanger.
Den position kunne han tilsyneladende ikke tåle. Hans ego fyldte efterhånden lige så meget som hans kokainforbrug; han kørte f.eks. i sin egen limo, når bandet var på tur. Hans attituder irriterede hans konkurrent i Temptations, Otis Williams, og da han samtidig ikke behandlede Berry Gordy med samme næsegruse respekt som alle andre i Motown, var vejen til udgangen ikke lang.
‘Ruff’ blev fyret, men gatecrashede koncerterne og tog mikrofonen fra de andre, når de var i gang med en af ‘hans’ sange. Oveni lagde han sag an mod Motown, som svarede igen og fik medhold i, at Ruffin bare havde at indspille for Motown så længe kontrakten varede.
Hans karriere som solist var præsentabel, men ikke prangende. Kokainmisbruget kom ud af kontrol. Han kom i konflikt med loven flere gange, måtte spjælde den, dels for skatteunddragelser og dels for at have stjålet en pistol. Det hele var aldrig hans skyld.
I midt-80′erne gjorde han comeback i Temptations, som nåede ud til et nyt, ungt og hvidt publikum, da gruppens fans, Hall & Oates inviterede dem på scenen i Apollo Theatre. Resultatet var et fodflyttende livealbum samt optræden på Live Aid.
I 1991 blev han fundet død, muligvis af en overdosis.
Musikalsk er David Ruffin en af dem, man aldrig kan få nok af.
PS: Ja, han er bror til Jimmy Ruffin, ham med ‘What Becomes Of The Brokenhearted’.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
