De slentred’ gennem regn

Livet var ikke en munter dansevise for Grethe og Jørgen Ingmann. Deres liv og karriere, opture og nedture, besynges i en ny Tivoli-forestilling, som havde premiere i går i Glassalen.

Det er næsten så længe siden, at det er løgn, men faktisk var der en del kritik af ”Dansevise”, da Sejr Volmer Sørensen og Otto Franckers sang i 1963 blev sunget til sejr i det danske Melodi Grand Prix af Grethe og Jørgen Ingmann. Og kritikken kom ikke fra de kulturradikale, der ellers havde så travlt med at forsvare den gode smag i de år. Næh, folkedybet syntes, at sangen var for indviklet og fin på den. En jazzvals og så ved et grand prix. Havde man hørt mage! I dag er vendingen ”et solstrejf i en vandpyt” blevet folkeeje, og enhver ved, hvordan ”en svag tag-fat lyd” lyder.

Under overskriften ”Et solstrejf i en vandpyt” iscenesætter konceptmagerne bag den succesrige Four Jacks-forestilling fra 16. april i Glassalen i Tivoli Grethe og Jørgen Ingmanns liv og karriere, som nok toppede med sejrene ved både det danske og det europæiske Melodi Grand Prix, men indeholdt mere end det. Både opture og nedture. Forestillingen, som har Trine Pallesen og Tom Jensen i hovedrollerne, lanceres som historien om, hvordan arbejderpigen møder middelklasseelegantieren og sød musik opstår. Det er næsten rigtigt.

Grethe Ingmann kom fra Amager og stod i lære som syerske, da hun i 1954 som 17-årig kom med i Malihini-kvartetten. Oprindeligt kun for at danse i bastskørt under et af kvartettens numre i Cirkusrevyen, men det dengang ret populære orkester var i gang med et stilskift fra hawaii-musik til latinamerikanske rytmer. Edmondo Ros var et stort navn. Også herhjemme. Grethe, som dengang hed Clemmensen, kom med kvintetten i radioen, selv om hun ifølge kvartettens leder ikke var køn nok, men til gengæld kunne hun synge. Det program hørte kapelmesteren Jørn Grauengaard. En opringning senere var hun ny forsanger i hans noget mere ambitiøse trio. Stilen var kultiveret jazz og adstadig swing, men der begyndte i musikerkredse hurtigt at gå frasagn om sangerinden med den tydelige diktion og alligevel så smittende musikalitet. Grauengaards trio var husorkester i restaurant Giraffen. Den lå som del af Palladium-biografen ved Rådhuspladsen i København, og havde ry for at tiltrække det, man dengang kaldte ’Hellerup-drengene’.

Sådan en kunne den tretten år ældre Jørgen Ingmann sagtens gå for at være, men i virkeligheden var han født og opvokset på Bellahøj af besindige middelklasseforældre, der accepterede, at deres søn blev mere og mere vild med jazz, så længe han fik en uddannelse. Allerede i læretiden som kontorassistent på Bording Bogtrykkeri, et af tidens største, begyndte han at spille. Han fulgte datidens store danske navn, violinisten Svend Asmussen, men valgte for alvor sit instrument, da han hørte guitaristen Charlie Christian. Under krigen begyndte Jørgen at spille på værtshuse og dansesteder, i begyndelsen i pauserne, fortæller Henrik Kristoffersen i sin store, men desværre lidt for høflige bog om parret, der kom i 2003.

Tingene greb om sig, og pludselig stod Jørgen Ingmann med valget mellem at spille tre måneder i Randers med Børge Roger Henriksens orkester eller fuldføre sin læretid. Han valgte heldigvis det første.
Som Grethe et ti år senere blev Jørgen Ingmann sådan en, man snakkede om musiker og musiker imellem. En dag ringede telefonen. I den anden ende var hans første idol, Svend Asmussen. Efter en succesfuld audition blev Ingmann som nittenårig medlem af Asmussens orkester. Der blev han i ti år. For som orkesterchefen senere fortalte Henrik Kristoffersen: ”Jørgen var lige fra begyndelsen forbløffende perfekt. Der var ingenting at rette. Det var lige som om alt, der havde med det musikteoretiske at gøre, bare sad. Der var intet, man behøvede at fortælle ham. Jeg ved ikke, hvor han fik sin viden fra. Der var ikke noget, som jeg vidste, som han ikke var klar over.”

Det var Grethe Clemmensen ikke klar over, men hun havde spottet, at den ofte smokingklædte yngre herre, der sad ved et af bordene tættest på scenen, var genganger aften efter aften. Han kom, om jeg så må sige, for at se giraffenn. Året efter blev de gift. Partnerskabet blev også musikalsk. Inspireret af ægteparret Les Paul og Mary Ford, som hittede over hele verden med sange som ”Tennessee Waltz”, ”How High The Moon” og ”Vaya Con Diaz”, fandt Ingmænnerne deres helt egen stil, båret lige meget af Jørgens udforskning af el-guitarens muligheder med noget så nymodens som trickindspilninger og Grethes vokal, der nok var følsom og indlevet, men skyede sentimentalitet. Otto Leisners tekst til den amerikanske ”Just Walking In The Rain” blev som ”Slentre gennem regn” et gennembrud for duoen i 1957, og året efter fulgte de op med ”Dagbogen”, Claus Walters fordanskning af Burt Bacharachs ”The story of my life”. Det var i en vis forstand country, men med mahognikant.

Den 24. februar 1963 stod Grethe på scenen i Tivolis Koncertsal og fremførte ”Dansevise,” som var der tale om et dramatisk syngespil. Bag hende sad Jørgen Ingmann og kælede for guitarklangene. Det virkede udsøgt. Sangen havde i sidste øjeblik undergået en forandring. Den var skrevet i mol, men Jørgen Ingmann syntes, at dens nordiske præg blev bedre betonet ved at lade den være i dur. Det viste sig, at dur duede. Sejr Volmer Sørensen havde i øvrigt også skrevet tekst til konkurrencens nummer to og tre det år. En ren Keld Heick. Ved den europæiske finale en måned senere i London havde parret og sangskriverne fået ørerne tudet fulde af sangens begrænsede folkelighed. De havde derfor besindet sig på, at Ester Ofarim med to stemmers overtal havde sunget Schweiz på førstepladsen, men så ringede den norske jury. Igen. Den havde talt forkert. Og så ikke et ord om, at de østeuropæiske nationer nu om dage altid holder sammen i det show.

Den dobbelte grand prix-sejr og den pludselige folkeyndest var god for forretningen Ingmann. Jørgen havde allerede i 1960, lidt uden for nummer, smagt succesens sødme og et millionstort pladesalg, da hans instrumentalnummer ”Apache” storhittede i USA, og var derpå blevet ansat som producer på Bent Fabricius-Bjerres pladeselskab Metronome. Her stod han bl.a. bag ”Belinda” med Rocking Ghosts, og sammen med sin kone fortsatte han deres forfinelse af schlagergenren. ”Sommervind” og ”Bare gi’ mig en rose” er gode eksempler på at folkeligheden ikke fik lov at forfladige deres musik. Det var nok også grunden til, at Grethe Ingmann aldrig blev en renlivet dansktopsanger, da Dansktoppen blev indviet i 1968. Hun havde en række folkekære hits, men der var altid mere, ja, næsten for meget på spil, når Grethe Ingmann sang sig ud og ind. Hør f.eks. hendes version af ”Lonesome Town”. Hun vidste, hvad ensomhed var. En dansk Patsy Cline ville ikke være en dårlig sammenligning. For nogen af dem.

Ensomheden fyldte efterhånden også privat. Parret havde det ikke altid lige nemt. De havde fået parcelhus, som de døbte ”Villa Slendrian”, og to børn, men Jørgen led af en lampefeber, der ikke bare var en grille, men sad i ham som en begrænsende besættelse. Kombiner det med, at Grethe Ingmann musikalsk var ret kræsen og samtidig typen, der livede op foran et publikum, og man har opskriften på en tilværelse, der kræver sin m/k, og konstant fik tilsat ekstra kulør via ugepressens evige opvartning.
Uden at det var nogens skyld blev parret skilt i 1976, efter at Grethe havde mødt en ny mand. Jørgen fik nok af spotlightet, og Grethe endte med at søge trøst og støtte i alkohol. Solopladen ”Lige nu” er en af de oversete danske skilsmisseplader. Melodi Grand Prix havde dog stadig glæde af hende. I 1978 opnåede hun ”kun” en femteplads med halvbroderen Leif Pedersen og Keld Heicks ”Eventyr.” Det er til gengæld en fornem ballade, som lige det år blev overdøvet af en stortromme fra Mabel. Året efter måtte hendes lige lovligt folkelige duet med Liller ud i omvotering med Tommy Seebach, hvis ”Disco Tango” endte med at vinde.

Mens Jørgen Ingmann så skriften på væggen og for evigt hængte sin guitar op på selvsamme i 1984, blev hans ekskone kørt eller kørte sig selv ud på et sidespor. Hun følte sig aldrig hjemme på den blokvogn, hvor hun efterhånden kun med stadig længere mellemrum kunne tjene sine penge ved tivolier og byfester, når hun da ikke krøb i skjul oppe i Asserbo, mens Anne, Sanne og Lis-generationen overtog scenen. Du kan dø af ensomhed, sang hun. Og mærkede dag for dag, hvordan det var. Hendes nedtur blev udstillet i den bedste sendetid, da hun ret overrislet deltog i det direkte TV2-program Eleva2ren i 1990.

Få måneder senere fulgte hundreder af fans den kun 52-årige Grethe Ingmann til graven fra den samme kirke, hvor hun blev gift. En historie så fantastisk, at den burde filmatiseres, som DR-medarbejderen Søren E. Jensen har sagt. Nu bliver den til en musikforestilling, selv om den både er en gyser og en tragedie. Af den slags, der får klicheer til at blive til sandhed. I hvert fald når Grethe Ingmann synger.

Sol, sol, kom igen…

Denne artikel blev først offentliggjort af Dagbladenes Bureau.