Den dag McCartney lod det være
31. december 2010 //
1970 havde været et annus horribilis for The Beatles. Ganske vist havde bandet i foråret udsendt albummet Let It Be, men der var tale om en svanesang med stækkede vinger. Ikke for fulde gardiner. Og gruppen var de facto opløst, men ingen havde haft modet til at gøre opløsningen formel.
Det havde Paul McCartney. I dag for 40 år siden udtog han stævning mod The Beatles Co. Det skete ved Landsretten, High Court, i London. Sagsøgte var i virkeligheden d’herrer Lennon, Starr og Harrison. McCartney ønskede dermed at komme ud af det økonomiske fællesskab og afhængighedsforhold til de andre.
Til en avis udtalte McCartney, at han skam ikke havde noget imod de andre i The Beatles, “men hvis jeg ikke skal blive skør, er vi nødt til at ændre det forretningsmæssige. Kun hvis vi er fuldstændig økonomisk uafhængige af hinanden, vil vi nogensinde have en chance for at finde sammen igen som venner…”
Det lød smukt, men en anden del af virkeligheden var, at Pauls svoger, advokaten John Eastman, havde fortalt Paul, at den eneste mulighed for at slippe af med den dubiøse og kontroversielle Allen Klein, Beatles-koncernens egentlige magthaver, ville være “at udpege en bobestyrer til at lede Apple, indtil man kunne enes om en ny direktør. Allen Klein ville være imod det, og John, George og Ringo ville bakke Klein op. Så Paul blev nødt til at sagsøge sine kammerater”, som Howard Sounes beretter i sin detaljemættede Den sande historie om Paul McCartney (Lindhardt & Ringhof).
Selve sagen kom først for retten 10. januar, men et forberedende retssmøde afslørede den sande årsag til stævningen: Beatles var økonomisk på røven. Selv om bandet alene i 1970 havde tjent 4-5 mio. pund, stod de med en restskatteregning på små 700.000 pund plus det løse såsom selskabsskat.
McCartneys advokat kunne fortælle retten, at “det seneste regnskab tyder på, at kassebeholdningen formentlig ikke rækker til at betale bare de enkelte gruppemedlemmers indkomst- og ekstraskatter.” Money var, hvad McCartney ønskede sig. Ikke mindst for at få luft under sin kommende solokarriere.
Det efterfølgende, langvarige og omkostningstunge juridiske slagsmål kom til at udstille, at de senere års kunstneriske kaos i The Beatles var blevet akkompagneret, ja, overdøvet af et forretningsmæssigt ditto.
Tre dage efter at Paul havde indleveret sin stævning, blev George Harrison nummer et på den amerikanske hitliste med ‘My Sweet Lord’. Helt så godt gik det ikke for Lennons single ‘Mother’. Den nåede ikke højere end nummer 43 den 4. januar.
En æra var ovre. Advokaterne tog over.
