Den første danske guitargud

Amerikanske hitlister var ikke paratviden herhjemme i 1961. Vi havde nok i vores eget. Så først senere gik betydningen af datoen 3. april op for den hjemlige musikbranche. Den dag var The Marcels nummer et i USA med ’Blue Moon’, som havde vippet Elvis og ’Surrender’ ned til en tredjeplads. Et par pladser nede kæmpede Shirelles for at holde sig i feltet med ’Dedicated to the one I love’, men set med danske øjne var det vigtigere at se Jørgen Ingmann på andenpladsen med ’Apache,’ et instrumentalstykke, The Shadows havde hittet med i Europa.

Vi skal helt frem til en syvendeplads for ’Barbie Girl’ i 1997 for at opleve noget, der på den måde modsvarer Jørgen Ingmann (i modsætning til hvad mange tror blev Bent Fabric ikke nr. 1 med ‘Alley cat’ året efter, ‘kun’ nr. 7, men den vandt til gengæld en Grammy). Dermed er denne generte guitarelegantier sat i musikhistorisk perspektiv. I dag runder han 85 i stilhed. Man skal altså ikke forvente ham som ’hemmelig’ gæst ved den Grethe & Jørgen Ingmann-forestilling, der p.t. kører i Tivoli. Allerede i 1984 blev Gibson-guitaren hængt op på væggen. Han havde fået nok. Ikke mindst af den fortærende sceneskræk, der var med til at forkorte og formindske den komfortable karriere, ’Ingmænnerne’ ellers kunne have fået efter at have vundet Melodi Grand Prix med ’Dansevise’ i 1963.

Ingen af de mange danserestaurantgæster, der i efterkrigstidsårene nød Ingmanns Charlie Christian-inspirerede spil kunne have forudset hans modvillige popsucces. Mindst af alle ham selv.

Efter realeksamen i 1941 blev Ingmann piccolo hos musikforlaget Wilhelm Hansen og derpå kontorelev hos F. Bording, et af tidens største trykkerier. Han sparede op, og investerede 45 kroner i en guitar. Som barn havde han lært at begå sig på en violin, og da han tog et kursus i klaverspil stod han teknisk bedre rustet end de fleste. Musiker og musiker imellem begyndte man at tale om hans talent for at forene melodi og improvisation. Bent Fabricius-Bjerre var en af de første, der spottede ham. Det samme gjorde Børge Roger-Henrichsen. Få uger uger før læretiden udløb tilbød han ham et tre måneders job i Randers. Jørgens far kunne ikke forstå, at sønnen sagde ja. Og tak tilmed.

Dermed fik Ingmann et visitkort, som fik Mr. Swing King til at ringe. Fra september 1948 til oktober 1958 var han med i Sven Asmussens Kvintet. Gradvist skiftede han klangideal. Fra Charlie Christian til Les Paul, der lagde navn til guitaren af samme navn. Ingmann var mystificeret af Pauls tonesprog, og nørden i ham satte sig for at afkode det. Han begyndte at trickindspille. I dag lyder det af ingen ting, men dengang krævede det, at man ikke kun skulle være god på en guitar – man skulle være mindst lige så god med en båndoptager. Sammen med civilingeniøren og studieejeren Philip Foss udviklede Ingmann en rumklangsenhed, der kunne forsinke klangene. Effekten kan høres på en række af de mange numre, han indspillede fra midt-50’erne og frem.

Den del af Ingmanns musikalske virke holdt han gang i, selv da han og hustruen oplevede størst efterspørgsel, og de indspilninger danner rygraden i det minutiøst dækkende bokssæt, der kom for fem år siden.

I 1975 blev han og Grethe skilt. Skilsmissen gjorde ikke noget godt for nogen af dem. Der var flere vandpytter end solstrejf. Ingmann blev indspilningschef for Fabricius-Bjerres selskab Metronome og påbegyndte en endeløs strøm af plader. De hed ’Jørgen Ingmanns Hitparade’, men burde have heddet ’Jørgen Ingmanns Lydtapet’. Samtidig var han gæstestjerne på Johnny Reimars turneer, men når spotlightet blev slukket var det svært at tro, at den lille mand, der sad og hang ovre i hjørnet, engang havde været højere placeret på hitlisten end Elvis Presley. Hans faglige stolthed må have været hårdt såret, og selvpensioneringen kan ikke have været et svært valg.

Da Jørgen Ingmann fyldte 80, fortalte han Se & Hørs læsere, at han havde skiftet guitarplektret ud med en pensel og malede abstrakt kunst, og i øvrigt finder livet ”pragtfuldt” med to børn og fire børnebørn.

Illustration fra www.cykelkurt.com

Denne artikel stod først at læse i Politiken 25.4.