Den stille rullesten fylder 75

Bill Wyman lod de andre i The Rolling Stones om at te sig. Selv stod han nærmest skulpturelt på scenen, stum, som støbt i et med sit instrument, som han holdt lodret, fordi det var lettere for hans små hænder at spille på det på den måde. Og så anede man i mundvigene et lille smil, der sagtens kunne tolkes som overbærenhed med hele det kaos, han var vidne til og i en vis forstand med til at pumpe op med sit støt pulserende spil.

I morgen fylder Bill Wyman 75, så han var allerede en voksen og gift mand, da han i 1962 afløste Dick Taylor som bassist i de meget unge og meget selvbevidste Stones. Han fandt ind i et godt samspil med den lige så stoiske Charlie Watts. Sammen holdt de sammen på musikken, så der var friere spillerum for Jagger & Richards.

Wyman forlod Stones i 1990, og selv om han blev remplaceret af yngre kræfter, kom bandet i mine ører aldrig til at rulle så solidt som i hans tid.

Det kan godt være, at Richards med sine erindringsbog, Livet, har ydet sit bidrag til bandets omtumlede historie, men Wyman har virket som uofficiel kurator af gruppens kollektive hukommelse. Fra barnsben i yderste fattigdom i det sydlige London under fødenavnet William George Perks førte han dagbog. Det blev han ved med i Stones-tiden. Dagbogsnoterne folder sig ud i en håndfuld vægtige værker om og omkring bandet, hvor han ikke skåner nogen, men heller ikke hænger nogen så meget ud, som han lader ane, at de kunne have fortjent. En svær balance, som han mestrer.

Mindre held har han gennem årene haft med at administrere sit kærlighedsliv. Mens de fleste troede, Jagger var topscorer hos pigerne, var det i virkeligheden Wyman. Han gik dog stille ved dørene med utroskab og erobringer indtil han mødte den 13-årige Mandy Smith. Den forbindelse og deres senere fireårige ægteskab fra 1989 gjorde Wyman til forsideguf for de britiske tabloidaviser. Historien tabte ikke i nyhedsværdi, da Wymans søn af første ægteskab blev kæreste med Mandys mor.

I lighed med Ringo Starr turnerer og indspiller Wyman med sit eget all star-band, The Rhythm Kings, når han da ikke glæder sig over bundlinjen i sin restaurantkæde, Sticky fingers, opkaldt efter et album med The Rolling Stones.

Samtidig fotograferer han på ret højt niveau og som ivrig amatørarkæolog har Wyman desuden patenteret og serieproduceret sin egen metaldetektor. Måske i erkendelse af, at andre scorede mere guld på The Rolling Stones end ham.

Illustration: Beskæring af coveret til Bill Wyman’s Rhythm Kings’ Just for at thrill-album