Dengang Osmonds var guder

Kommentarer slået fra

I disse dage for 40 år siden påbegyndte The Osmond Brothers den første af fem uger på toppen af den amerikanske Hot 100 med sangen ‘One Bad Apple’. Inspirationen var tydelig. Og ophavsretssager er vundet på mindre tydelige eksempler end denne vitale kopi af The Jackson Five. For slet ikke at tale om dansetrinene fra The Temptations.

Som Michael og hans brødre kom Donny og hans storebrødre fra landet. Ogden, Utah for at være helt præcis. Det var og er hjemmebane for mormoner. Og de får mange børn.

Ni blev det til for George og Olive Osmond. Otte sønner og en datter (som fik sin egen solokarriere). De to ældste sønner var så godt som døve, men endte med at køre forretningen, da det viste sig, at resten af søskendeflokken havde talent for den ugudelige showbiz, som de tilførte renskuret livsglæde og ikke uefne vokalharmonier (der skyldte The Association en del)

Dengang var The Osmonds hadeobjekter i de halvstuderede quasi-marxistiske kredse, jeg færdedes i. Men selv om deres sange slet ikke er på niveau med Jackson-brødrene, var de dog langt at foretrække for samtidige rædsler som Tony Orlando & Dawn, og ABBA have hørt The Osmonds. Faktisk indspillede de i Sverige, på svensk, længe før den globale succes, med den lokale helt, Lasse Löndahl.

The Osmonds var husorkester i Andy Williams Show indtil 1967, men var pudsigt nok næsten ti år om at slå igennem.

Efter ‘One Bad Apple’ fulgte en halv snes millionsælgere, og sideløbende blev især Donny Osmond superstjerne, en slags hvid Michael Jackson, klædt ud som Elvis og med en stemme, der lød som en lidt mere liderligt rockende Pat Boone.

Og de, der tror, at småpigehysteri blev opfundet med Justin Bieber, må huske om igen. Se bare her.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top