Dionne dirrer af elegant erotik

HVORDAN lyder elegance egentlig? Som Dionne Warwick, kunne det mest nærliggende svar være. Og det har det været, siden den netop i dag 70-årige sanger i 1962 indsang ’Don’t Make Me Over’. Sangen igangsatte ikke alene hendes, men også Burt Bacharach og Hal Davids karriere.

Kritikere har indvendt, at der målt med soul-alen ikke er meget krop og sex i hendes stemme, men hvad gør det, når den er så smidig og erotisk.

Opvokset i et raceblandet middelklassekvarter i New Jersey mærkede hun ikke den apartheid, der var et livsvilkår for mange af hendes racefæller i 50’ernes USA. Hendes far var ansat ved pladeselskabet Chess og hendes mor manager for familieforetagendet, gospelgruppen The Drinkard Singers, som bl.a. talte Dionnes moster, Cissy Houston. Hun blev langt senere mor til Whitney Houston, som altså er Dionne Warwicks kusine.

High school-eleven Dionne tjente til lommepengene ved at være i The Gospelaires at synge kor på plader med bl.a. Ben E. King. Gruppen skiftede siden navn til The Sweet Inspirations og gjorde sig ikke mindst gældende bag Elvis Presley. Dog uden Dionne Warwick, der da for længst havde indfriet de forventninger, Burt Bacharach stillede til hende, da han fandt, at den sangerinde, han fik til at indspille demoversioner af hans sange faktisk var langt bedre end de kunstnere, der skulle indspille dem.

EFTER ’Don’t Make Me Over’ fulgte en perlerække af indspilninger, som definerede, hvordan en sang af Bacharach-David skal synges. En fransk kritiker har om hende sagt, at »hendes stemme ikke bare er en stemme, men et organ.« ’Anyone Who Had A Heart’, ’Walk On By’, ’Wishing And Hoping’, ’Do You Know The Way To San Jose’ og ’I Say A Little Prayer’ var blot nogle af 56 singler, hun fik placeret på den amerikanske hitliste mellem 1962 og 1998. I kategorien ’kvindelige vokalister’ faktisk kun overgået af Aretha Franklin.

I England spottede man hurtigt hendes kvaliteter, og hun blev ofte irriteret over, at lokale navne som Dusty Springfield, Cilla Black og Sandie Shaw ’stjal’ hendes hits med coverversioner.

Bortset fra et nummer et-hit i en duet med The Spinners blev sidste halvdel af 70’erne magre år. Repertoiremæssigt led hun under, at Bacharach og David var holdt op med at arbejde sammen. Selv fortrak hun til Las Vegas og de nemme penge, og begyndte at oparbejde den skattegæld, hun stadig gnaver af på.

FØRST i 80’erne smalltalkede pladeselskabsdirektør Clive Davis til et bryllup med Barry Gibb. Denne var Warwick-fan, så et møde blev sat op og en sang skrevet. Warwick var ikke vild med den, men stolede på Bee Gees-brødrenes vurdering. Det var klogt. ’Heartbreaker’ blev det store mainstreamhit i 1983.

I 1985 sang Dionne Warwick med på ’We Are The World’, og samme år indsang hun sammen med Stevie Wonder, Elton John og Gladys Knight ’That’s What Friends Are For’, en af de mindst uudholdelige velgørenhedssingler fra det tiår. Pladen blev nummer et overalt, og støttede AIDS-forskningen med millioner af dollars.

Warwick har været involveret i velgørenhedsarbejde både før og siden. I 2002 blev hun goodwill ambassadør for FN-organisationen FAO efter i 80’erne at have været ’ambassador of Health’ for den amerikanske regering.

På plade genopdagede hun i 2006 sin gamle kærlighed til gospel, men ellers er der blevet stadig længere mellem de nye sange, men med det bagkatalog tilgiver et hengivent publikum hende. Hun turnerer stadig en måned om året, som hun ellers mest tilbringer i Brasilien, et land, hvis musik jo emmer af samme elegance og erotik som hendes egen.

PR-foto fra The Hunger Project.