Døgnfluer med evigt liv

1 Comment

I aften tildeles amatørismen igen bedste sendetid, når DR/SMS-tv blænder op for finalen i X-Factor. Man kan mene, at det er en vældig iscenesættelse af noget, der i virkeligheden bare er en nedtælling til hurtig glemsel. Men hvis jeg var dommer, ville jeg skrue lidt ned for tillægsordene ihukommende, at sidste års vinder, færøske Linda, netop har fået at vide, at hun ikke får fornyet sin kontrakt hos Sony.  Vi lader den lige stå et øjeblik og mindes daværende dommer Lina Rafns ord om, at Linda var hende, der fremover skulle give danskerne de store ballader …

Nu er pop og fabrikation jo ikke nogen ny kombination, og somme tider kommer der faktisk noget levedygtigt og paradoksalt nok ægte ud af spekulation. Meget apropos X-Factor er der netop sendt en boks med Labans samlede sange på gaden plus rariteter. Den kan forekomme lidt skrabet i al sin handyness, men det er silly love songs, som har vist sig ikke at være så dumme endda:

Skru’ tiden tilbage til 1982. Den nye statsminister hed Poul Schlüter, tidens glohede politiske emne var fastfrysningen af dyrtidsreguleringen, fodboldlandshold var så småt begyndt at opfinde danish dynamite. I udlandet handlede det – også dengang – om Israel og PLO, og de hotteste udenlandske hits var med enten Chicago, Fleetwood Mac eller Joe Cocker & Jennifer Warnes. Herhjemme kørte alle ud af det samme lydspor, landeplagen Hvor Ska’ Vi Sove I Nat?, sunget af Lecia Jønsson og Ivan Pedersen, som fik deres kaldenavn Laban af co-produceren Tommy Seebach.

Hun var en smukt falmet dansktopstjerne som, sammen med sin søster Lucienne, havde sunget sig til lokal verdensberømmelse med sangen Rør Ved Mig. Han var trommeslager og sanger i Ålborggruppen McKinleys. De blev ført sammen af Cai Leitner, en af datidens mest påhitsomme pladeselskabsfolk, og det viste sig, at hun sang lige så naturligt, som hun trak vejret. Han kombinerede nordjysk jordbundethed med italiensk schlagercharme. Oveni kunne han også alle de amerikanske rockklassikere udenad, og vidste, at han kunne give branchen mere end den kunne give ham – uden at han af den grund var indbildsk. Snarere tværtimod.

Hvor Ska’ Vi Sove I Nat, spurgte Laban. Og det spørgsmål var i al stilfærdighed en sensation i dansktopgenren, et tabubrud.  Her havde der aldrig været tradition for de direkte opfordringer til sex. I virkeligheden var Lecia & Luciennes opfordring til at blive rørt ved, så de kunne mærke, at de levede, det direkte forspil til Labans gennembrud. Sangen blev uundværlig ved enkeballer, og resten af Danmark havde den konstant i hovedet.

Laban ville flyve længere end en døgnflue. Og kom til det. Sangene, også Hvor Ska Vi Sove I Nat?, var tit hentet fra det uudtømmelige italienske schlagerskatkammer. Lyden var moderne, ikke så blank som ABBA, ikke så sort som Tamla Motown, men en farbar dansk mellemvej, som påvirkede tidens danske rock. Det var i Rugsted-Kreutzfeldt-æraen, og den eneste grund til, at Laban ikke blev anerkendt hos anmelderne, var, at de kom fra den mærkelige, sære del af Danmark, hvor en dobbelt carport ikke er nogen forbrydelse, et barskab og et sofabord med kakler ikke er tegn på dårlig smag, og hvor man hellere køber billigt og godt end dyrt og dårligt.

Tonen fik dog en lidt anden lyd, da Laban på deres andet album diskede op med gæstemusikere som verdensbassisten Niels Henning Ørsted Pedersen og guitaristen Billy Cross. Siden rendyrkede Laban sin stil, og 1984-85 forsøgte duoen at skabe ørenlyd på det overbefolkede amerikanske marked. Love In Siberia, en engelsk udgave af Kold Som Is, var inde og slikke bunden af de amerikanske hitlister. For at slå igennem i USA, skal man imidlertid ville det 200 procent, og på det tidspunkt var Laban så småt ved at indstille sig på, at der venter en hverdag efter selv den fedeste fest. I efteråret 1987 udsendte de deres femte og mest helstøbte album, som samtidig blev svanesang for to mennesker, der lignede de fleste af os, men de sang om de drømme, der får hverdagen til at glide lettere ned.

De var sukkeret på havregrynene, de var pop uden at være pap. Eller som Ivan engang sagde: »Drop det ord Kunst. Det er bare en dum bås beregnet på at adskille de dumme fra de kloge… Vi har skabt en respektabel popmusik, som både appelerer til børn og som man godt kan have liggende fremme i hjemmet. Sangene egner sig lige godt til dans og opvask.«

Det gør de stadig …

Hør bare deres måske bedste skæring, Gi’ Mig Det Jeg Savner, en forrygende fordanskning af Brook Benton’s Gimme A Little Sign.

Illustration: Forsiden af Labans debutalbum (Foto: Mogens Frederiksen)

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    capac27. marts 2010 - 10:54

    Og Ivan fylder tres den 22. april. Som tiden dog flyver…

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top