DR skruer op for dansk musik

Digitaliseringen og nettet bliver, ofte i samme åndedrag, fremhævet som et demokratisk gode for musikken, den være sig mere eller mindre rytmisk. Enhver kan i dag få udgivet sin musik og afsat den, og det er blevet odiøst at minde om, at pladeselskaberne også havde en kvalitetskontrollerende faktor. De fungerede (og fungerer) som et filter, som ud fra anderledes ubarmhjertige parametre end kammerater og kollegaers rygklapperi kunne fortælle den håbefulde, at talent handler om andet end at ville frem.

I det lys er det værd at modtage nyheden om, at Gramex i 2009 noterede sig 1.711 nye danske udgivelser. Eller 508 flere end året før. Uden at have hørt mere end brøkdel af dem, blot denne konstatering: Det er for mange.

Naturligvis skal public service-firmaet DR afspejle den udvikling, selv om der ligger en god portion provinsialisme i en programpolitik, der prioriterer musik af, som det hedder, dansk herkomst. DR har netop offentliggjort, at man spiller mere danskproduceret musik end nogensinde før. 36 procent af den danske musik, der spilles på P3, er produceret herhjemme. På P2 og P4 er tallet hhv. 31 og 48.

Kanalchef Ole Mølgaard er selvfølgelig glad: “DR har en særlig forpligtelse over for den danske musik … ingen andre kanaler spiller så meget dansk musik som DR”. Tillykke med det. Og tillykke med de politiske pluspoints, institutionen uden tvivl scorer i den forbindelse. Vi fortrænger så for en stund, at DR stort set har nedlagt al produktion af levende rock, men det har Mølgaard sikkert også en god forklaring på.

Det plejer han at være god til.

Tilbage bliver den evige og evigt interessante diskussion om, hvad dansk musik egentlig er for en størrelse. Store dele af de nye plader indspilles jo på engelsk og med ambitionerne rettet mod et udlandsgennembrud. Som på billedet Camille Jones. Hun er født i Skanderborg, men hvor dansk er hendes musik egentlig?

Foto: Agnete Schlichtkrull © DR