En singer-songwriter af karat

I morgen fylder Neil Diamond 70, men han er så nærværende som aldrig før.

I 2005 lod han sig genopdage af Rick Rubin, produceren, der havde ajourført Johnny Cash – som bl.a. indspillede Diamond-sangen ”Solitary Man”. Diamonds to cd’er med Rubin høstede hæder, og sidste år producerede Diamond i samme ånd sit smagfulde album, Dreams. Her finder man nyudgaven af ‘I’m A Believer’, melodien, der blev en millionsælgende kending både for The Monkees og animationstrolden Shrek.

Sangskriveren tog sin sang i besiddelse igen. Og den evne til at skrive sange, der kan åbne sig for mange forskellige kunstnere, og samtidig rummer en uopslidelig kerne af identitet og integritet, er hans varemærke.

Alene mangfoldigheden af navne, der har indspillet hans melodier, siger noget om deres appeal: Scott Walker, Frank Sinatra, Deep Purple, Cliff Richard, Box Tops, Elvis Presley, Chris Isaak, The Four Tops, Lulu, Altered Images, The Specials og Robert Wyatt. Plus 117 flere.

Han er født i Brooklyn som søn af en jødisk forretningsdrivende. På en summer camp hørte han som teenager Pete Seeger. Det fik ham til at gribe guitaren. På den måde kunne han holde fast i sig selv og få nye venner, fordi hans familie flyttede en del rundt.

En flirt med tanken om at blive læge blev afløst af handelsskolestudier. Samtdig hustlede han sig igennem showbizjunglen. I 1962 var han en af ti sangskrivere, der samarbejdede om ‘Ten Lonely Guys’, efterfølgeren til Pat Boones hit ‘Speedy Gonzales’. Boone fik et mindre hit med den, men større var for Diamond den dør, han fik åbnet. Sangskriverparret Jeff Barry og Ellie Greenwich tog ham under deres vinger, samtidig med at Jay & The Americans hittede med hans ‘Sunday And Me’ i 1965.

I foråret 1966 singledebuterede Diamond med ‘Solitary Man’ og fulgte op med ‘Cherry Cherry’, ‘I Got A Feeling,’ ‘Girl, You’ll Be A Woman Soon’ (som kom med i Pulp Fiction), ‘Kentucky Woman’ og i 1968 ‘Red, Red Wine’ (som reggaegruppen UB40 drak godt af i 1983).

TIDEN VAR imidlertid ikke længere med Neil Diamond. Det var åbenbart ikke nok, at en sang bare var en sang. Og selv om han fik længere hår, blev han kaldt corny af hippierne og anmelderne.

Skønt man skulle tro det, stod årene ikke kun i ungdomsoprørets tegn. Der viste sig at være plads til folk som Neil Diamond, som i Vietnam-året 1969 gjorde comeback med ‘Sweet Caroline’ med undertitlen ”Good Times Never Seemed So Good”. Og han var ikke ironisk, bare nyforelsket.

Samtidig fik han tilnavnet ”den jødiske Elvis”, fordi hans koncerter i pompøsitet og selvbevidst energi ikke gav Presley noget efter. 1972-lpen Hot August Night er et godt eksempel.

Op gennem 70’erne blev Diamond mainstreamblød. Sing-a-long-sangen ‘Song Sung Blue’ blev et kæmpehit i 1972. Samtidig afprøvede han på lydsporet til succesfilmen Jonathan Livingston Seagull dog nye muligheder. I 1976 fik han sin nabo i Malibu, Robbie Robertson fra The Band, til at producere albummet Beautiful Noise, som omgav ham med fornyet respekt. Den fik han brug for i 1978, hvor hans småsentimentale duet med Barbra Streisand, ‘You Don’t Bring Me Flowers’, toppede alverdens hitlister. Og for alvor sikrede pensionen.

80’erne og 90’erne var for Diamond en balancegang mellem anmelderris og publikumsros – hans shows satte nye indtjeningsrekorder, men hans nye plader solgte skuffende. Det gjorde greatest hits-samlingerne til gengæld ikke.

Men da han i 1993 på Up On The Roof nyindspillede en række amerikanske sange fra tiden før The Beatles, genåbnede han folks ører for den sammenhæng, hans sange udspringer af. Og Neil Diamond gik fra at være anmelderudskældt til et genfødt brand.

Er han så ikke blevet glad, denne besynger af tungsind? Ikke helt. Til The Observer udtalte han sidste år: »Jeg er tilfreds. Men der er altid en sky, der truer med regnvejr. Jeg er en af den slags fyre, der ikke kan vriste sig løs af melankolien.«

Det er vi en del, der er glade for.

Neil Diamonds site finder du her.