Er Lennon med på en lytter?

2 Comments

Jeg tror, vi skal være glade for at John Lennon er død. Han ville nemlig helt sikkert have givet os en opsang og bedt os om at holde kæft med al den helgengørelse af ham og hans (u)væsen i anledning af hans 70 års dag i dag.

Især er det tåkrummende, grænsende til det ubærligt salvelsesfulde at opleve hans kurator og enke, Yoko Ono, hvidvaske billedet af sin mand, så han nu fremstår som alt andet end dét, han faktisk var – et helt, men sammensat menneske, der, som han engang formulerede det “tried to face reality”.

I al beskedenhed prøver jeg i Yeah, yeah, yeah, min kommende krønike om The Beatles, at give et lidt mere afbalanceret bidrag til billedet af John Winston Lennon. Her er et uddrag, som fokuserer på forskellen mellem John og Paul og deres indbyrdes forskelle og afhængighed:

John havde længe været træt af at være fanget i det guldbur, verden kaldte The Beatles; så træt, at han efter selv at have hittet med ’Give Peace A Chance’ i sommeren 1969, fortalte de andre, at nu gad han ikke lege med mere. Individualisten gav dog gruppen endnu en chance. Den ny-revolutionære idealist kunne godt se fornuften i, at bandet ikke gik i opløsning midt i nogle afgørende kontraktforhandlinger. Da Paul så i april 1970 meddelte sin afgang, blev Lennon edderspændt rasende. Her havde han spildt et forsømt forår og en søvnig sommer på at slæbe og kede sig (og Yoko) igennem de indspilninger, der endte med at blive udsendt som Abbey Road og Let It Be. På den anden side kunne han bedre end nogen anden forstå Paul. The Beatles var Johns familie, og resten af sit liv hadede og elskede han gruppen, som man nu gør med familien. Over telefonen bød John, efter sigende, Paul velkommen til virkeligheden på egne ben.

Den virkelighed, eller i hvert fald en anden end den usammenhængende mellem Cynthia & Julian og The Beatles, havde John mødt via Yoko Ono. Man siger, at forelskelse gør blind. Forelskelse kan også få en til at se. Det var ikke mange sekunder siden, John med sin sædvanlige skarptungethed havde ment, at »avantgarde is French for bullshit« og havde hånet Paul for at bruge tid på alle de fiduskunstnere. Nu havde han selv mødt en, og fattede som ved et tungekys pludselig fidusen. Avantgarde er ingen ting, hvis den er usynlig.

Samtidig nærede han og Yoko en ægte og uden tvivl dybfølt bekymring for verdens tilstand. Senere på året skulle John tilbagesende sin MBE-orden til hoffet i protest mod den britiske support af krigen i Vietnam, Englands medansvar for krigen i Biafra og, som han skrev til »your majesty«, det dårlige salg af hans seneste solo-single ’Cold Turkey’. Hvorfor ikke kombinere bekymring og avantgardistisk happening? Få dage efter deres bryllup i Gibraltar den 20. marts 1969 – otte dage efter at Paul havde sagt ja til Linda – spiste John og Yoko  frokost i Paris med Salvador Dali og fortsatte derfra til Amsterdam. Her indlogerede de sig i værelse 902 på Hilton Hotel og påbegyndte en såkaldt bed-in som del af en anti-krigs kampagne, der, med Johns ord, forsøgte at gøre protest til et produkt, enhver burde købe i kassevis af.

Parret var bestemt ikke alene i deres suiter på diverse hoteller det år. Pressen labbede ikke budskabet, men synet af disse to sære, meget hårede freaks i sig og viderebragte billederne til den glubende, men undrende offentlighed. Lidet anende, at mens John var frivilligt sengeliggende som en levende plakatsøjle, solgte musikforlæggeren Dick James publishing-rettighederne til hans livsværk, så balladen handlede ikke kun om John og Yoko for nu at parafrasere over titlen på den single (med Paul på trommer), som John i The Beatles’ navn lynudsendte for at fejre sig selv og sin ikke helt unge bruds heroiske kamp for verdensfreden – med room service inden for rækkevidde.

Paul holdt noget lavere medieprofil. Når han ikke var i pladestudiet, var han på sin farm i Skotland, hvor han klippede får, slog græs og beundrede Lindas bristefærdige mave.

John og Yokos selviscenesættelse i de dage er et godt eksempel på, hvad Paul i et interview med Q i 2010 mente med at sige, at når John løb af med sejren i mediekonkurrencen om, hvem der var mest hip, ham eller Paul, ja, så var det i høj grad, fordi John »råbte« sin avantgardisme og aktivisme »from the rooftops. I often just whispered it in the drawing room.«

©Torben Bille 2010

Bogen udkommer 20. oktober på Gyldendal

Vil man være med til at fejre/mindes John Lennon,
kan man f.eks.
gå i Galaksen i Værløse i aften.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

2 Comments

  1. comment-avatar

    [...] dag er halvfjerdsåret for Lennons fødsel, og der vil blive skrevet (for) meget om ikonet. Selv vil jeg nøjes med at spille et stykke musik med ham. For det er trods [...]

  2. comment-avatar

    [...] “Jeg er ikke nogen stor fan af festligholdelse af popjubilæer. De er som regel en undskyldning for at lette fans for penge for nogle album, de allerede har i forvejen med nogle umærkelige, små forskelle og overflødig indpakning. Jeg er endnu mindre en fan af fødselsdage, når de indbefatter en upassende, selektiv hyldest, der ikke tjener pophistorien”. Ordene – i min fordanskning – er The Independents David Listers i anledning af den aktuelle Onofiserede fejring af John Lennon. Lister understreger, at vi skal huske mandens sammensathed – han var ikke kun langhåret fredsaktivist! – og at hans musikalske arv begyndte helt tilbage i tresserne med en vis gruppe fra Liverpool og ikke med solopladerne… Mere af samme skuffe hos Torben [...]

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top