Er småt altid godt?

Musiksitet www.geiger.dk har bedt mig være gæsteanmelder. I mit første bidrag kommer jeg ind på myterne omkring de store pladeselskabers manglende evne til at rådgive deres kunstnere. Læs indledningen her:

Det er ingen nyhed, at de multinationale pladeselskaber for længst har tabt deres monopol på musikalsk meningsdannelse og dagsordensætning. Og de er som bekendt heller ikke, hvad de har været, når det drejer sig om at sidde på den altafgørende livsnerve, der hedder distribution. Fred med det.

Til gengæld er der grund til at pirke lidt ved tidens dogme om, at de store selskaber bl.a. kom i livstruende krise, fordi man ikke havde folk, der havde øre for musik.

Det havde og har man faktisk. Og jeg kan godt tage mig i at savne det smagsdømmende filter og kritiske mellemled, de etablerede pladeselskaber udgjorde. Der er meget godt at sige om den demokratisering af musikproduktionen, som nettet har accentueret og fremskyndet. Enhver musiker m/k sin egen cd/mp3.

Fordelen er, at alle, der vil være noget ved musikken, kan blive det. Det er samtidig bagdelen. For pladekunstner bliver man ikke, bare fordi man mestrer kunsten at producere en plade, den være sig fysisk eller ej.

Resultatet er blevet et mangfoldigt marked, hvor det virker, som om der endnu bedre plads til selv det smalleste, men også et marked, hvor snart sagt hvem som helst kan blive rygklappet superstjerne i sit eget lille indspiste miljø.

Som med så meget andet er der ikke noget nyt i det. Da denne skribent var ung, stod unge lyrikere i kø i landets bogcafeer for at stencilere deres egne digtsamlinger, som det så blev vennernes lod at finde undskyldninger for ikke at læse. Ja, forlaget Arena oprettede et decideret forlag til den slags – Sub-pub kaldtes det. Print on demand kalder vi det i dag. Andre forfatterforlag som Attika skød op, og da IBM lancerede datidens teknologiske landvinding, den elektriske kuglehovedskrivemaskine, begyndte selv store forfattere at skrive deres manus, så det umiddelbart kunne trykkes uden brug af sættere. Inger Christensens banebrydende digte det er et af mange eksempler.

Og på pladefronten stolede grupperne på musikkens magt og dannede deres egne netværk og pladeselskaber. En gruppe som Furekåben malede først i 70’erne deres egne individuelle omslag, og solgte pladerne fra deres kollektiv på Amager. Og få år senere i Haraldsgade i Aarhus blev Gnags’ toneangivende plader og pladeselskab Genlyd til som en direkte – og med tiden ret indbringende – protest mod de multinationales manglende vovemod.

Historien gentog sig (dog ikke det med det indbringende), da punken genopfandt den dybe tallerken en gang til med egne, små selskaber og så og så videre.

Du kan læse resten af artiklen her.