Eric Burdon – en overlever

3 Comments

Hvis der var retfærdighed til i rocken, burde Eric Burdon spise med guldbestik og bo i et palæ. Det gør den tidligere sanger i The Animals ikke. I morgen fylder han 70, og bliver ved med at synge, hvor han kan komme til det. Fordi han ikke kan lade være, men også fordi han er nødt til det.

Selv om Eric Burdon i 60’erne markerede sig som en af de mest originale sangere i den britiske rockbølge, blev han offer for gangstermanagere, entreprenante kollegaer og sin egen blåøjethed. I dag ejer han således ikke i England retten til at markedsføre sig under navnet The Animals. Den ret tilhører gruppens første trommeslager, John Steel.

Jura eller ej: Eric Burdons dybe og uslebne bluesrøst fremstod i tiden som et tiltrængt supplement til den affekterede Mick Jagger, og øvede varig indflydelse på så forskellige sangere som Bruce Springsteen og ikke mindst Peter Belli. Selv var han inspireret af John Lee Hooker og Bo Diddley.

Den lille, store sanger fra den ufashionable havneby, Newcastle, slog igennem med sine Animals med singlen ‘House Of The Rising Sun’, en traditionel sang, som Bob Dylan havde indsunget på sin debut-lp, men som Burdon havde fundet på en plade med Josh White.

Pladeselskabet EMI var ikke begejstrede. De så mere The Animals som en konkurrent til The Kinks, og fandt, at ‘House of The Rising Sun’ både var for lang og for kedelig.

Det syntes pladekøberne ikke. Og solen stod virkelig op over Burdon, som lagde stemme til nogle af periodens rockklassikere, ‘We Gotta Get Out Of This Place’, ‘Don’t Let Me Be Misunderstood’ samt ikke mindst ‘It’s My Life’. Den sidste med omkvædet »it’s my life and I’ll do what I want« blev overleveren Burdons motto.

I ‘the summer of love’ tog han til San Francisco og blev bedøvet af hippierøgelsen i en grad, så han blev der, og med en ny inkarnation af The Animals hittede han med sange som ‘San Franciscan Nights’. Da blomsterne var gået ud, samarbejdede han med den lokale funkgruppe War (med den danske mundharpespiller Lee Oskar). Pladerne blev rost dengang, men tiden har ikke været god ved dem.

Det var 70’erne og 80’erne heller ikke ved Eric Burdon. Flid skortede det ikke på, men han virkede stilforvirret, diverse gendannelser af The Animals forekom unødvendige og hans helbred havde det ikke godt. Astma, kæderygning og alkohol står ikke godt til hinanden. Den, der skriver dette, telefoninterviewede Burdon dengang. Det var ikke til at forstå, hvad han sagde.

I 1986 udgav han ikke desto mindre selvbiografien I used to be an Animal but I’m all right now, hvor han hverken skånede sig selv eller sine eks-venner.

I 2004 udkom My secret life, Burdons første album med nye indspilninger i 16 år. Han virkede igen i fin form. Det blev to år senere fulgt op af Soul of a man. En af pladens bedste og mest selvbiografiske sange havde også en titel, der kunne være en dobbelttydig overskrift til Eric Burdons liv og karriere: ‘Never give up the blues’.

Illustration: Udsnit af forsiden til albummet My secret life. Foto: Jörg Kyas.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

3 Comments

  1. comment-avatar
    René Wulff10. maj 2011 - 10:27

    Hej Torben,

    Go’ artikkel og et velfortjent klap til en mand, hvis stemmekvaliteter er hævet over en hver tvivl – og med så meget sjæl og nerve!

    Dog synes jeg at det lige bør tilføjes, at Eric Burdon på ”The Black Man’s Burdon” fra 1970 (2 Cd) – med gruppen War – præsterer noget af det ypperste i sin karriere, og med et band der virkelig følger ham til dørs og yder ham det modspil (ell. medspil om man vil), man måske kan savne en smule på nogle af hans andre produktioner. Ganske enkelt et kanon album med en perlerække af gode numre, og som bestemt også rent produktionsmæssigt holder den dag i dag!

    Mange hilsner
    René Wulff

  2. comment-avatar

    [...] numre på pladen, der gjorde det. Og de fortjener at blive støvet af og hentet frem igen. For den nu 70-årige Eric Burdon var stadigvæk en af de markante stemmer i tressernes rock, og selv psykedeliske lyde og [...]

  3. comment-avatar
    Jens Chr. Nedergaard8. oktober 2011 - 22:17

    Rigtigt. War pladerne holder nok ikke,måske var det mest et liveband? I hvert fald er livepladen”Love is all around”(insp 1969) udgivet 1976 stadig kanon.Paint it black og Tobacco Road mm for fuld skrue!Som Brian Jones har sagt om Burdon: “The best blues singer to ever come out of England”.

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top