Familien Danmarks kapelmester

Kommentarer slået fra

Da Grethe Sønck blev begravet sidste år, trakterede Henrik Krogsgaard orglet i Tibirke Kirke. Melodien var ”Jeg slår et slag for det gode humør”. Det var hendes sidste ønske. Hun blev 80 år. I morgen fylder han 60. De to var nære venner. Dèt og aldersforskellen siger alt om, at der hverken var meget ungdomsoprører eller hippie over Gentofte-drengen.

Men kammeraterne spillede luftguitar, spillede han klaver og Hammond-orgel. Til at begynde med for den lokale fru Violets danseskole. Allerede som syttenårig markerede han sig som vidunderbarn ved at blive kapelmester i Cirkus Schumann. Det var i Dansktoppens guldalder, og i 1972 udkom instrumentalalbummet ”Henriks Dansktop Favoritter”. Samme år lærte hr. og fru Danmark ham at kende som den dygtige, belevne, blonde unge mand, der ledede orkestret i tidens mest populære program, Otto Leisners ”Den Gyldne Pil” – ældre læsere husker sikkert udtrykket ”på med pilen, Palle”.

I 1972 indledte han det samarbejde med Grethe Sønck, som skulle vare til hendes død. Første udspil var singlen ”Og så er man gift”. Det blev Krogsgaard aldrig. Kun med arbejdet.

Han opgav hurtigt en karriere som rimelig god sanger. Dem er der som bekendt nok af. Kompetente kapelmestre med menneskeligt gehør skorter det derimod på. Der fandt Henrik Krogsgaard sin niche eller hvad man nu skal kalde hans position som 70’erne og 80’ernes mest benyttede orkesterleder i den del af underholdningen, nogen kalder folkelig.

I 15 år styrede han musikken bag løjerne i Cirkusrevyen – som han et enkelt år også var meddirektør for. Desuden svingede han taktstokken ved revyerne i Nykøbing F., på Amagerscenen og efter årtusindskiftet i Helsingør, Vildbjerg og Sønderborg. Lige som han var yndet af abonninerne som dirigent for Tivolis Promenadeorkester. Arbejdsomheden fik ham også til at overkomme at akkompagnere folk som Raquel Rastenni, Michala Petri, Tonny Landy, Tove Hyldgaard og Birthe Kjær, som han også har skrevet sange til. Han stod – og forsøgte at danse – bag Birthe Kjær, da hun malede byen rød i 1989, og var i en række år lige så synonym med Melodi Grand Prix som Jørgen de Mylius.

Tiderne har længe ikke været til store, tarifbetalte orkestre, og skjules skal det ikke, at Henrik Krogsgaard, trods sin alder, for mange nye popstjerner in spe repræsenterer en svunden tid, hvor succes ikke blev opnået overnight i den bedste sendetid.

Da livet på landevejen også har lært ham værdien af realitetssans, solgte han i 2005 sin villa i Holte. Nu residerer han i Svaneke, hvor han kortvarigt ledede det lokale kulturcenter, Svanekegården. Fra klippeøen hans travle verden går som akkompagnatør for bl.a. Dario Campeotto og Preben Kristensen.

Ofte med et gyldent smil, for nu at citere titlen på hans eget dansktophit.

Ukrediteret pressefoto.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top