I dagens Politiken sender jeg Natalie Cole denne fødselsdagshilsen:
At blive født med en sølvske i munden kan efterlade en bitter eftersmag, der kan vare det meste af livet. Det kan Natalie Cole tale med om. På lørdag fylder hun 60, selv om det ikke er til at se på det officielle pressefoto… Som datter af sangeren og pianisten Nat King Cole, ’the sepia Sinatra’, voksede hun op i velstand i en familie, der blev kaldt ’de sorte kennedyer’, men overfladen løj. Utroskab var dagens uorden, og børnene blev forsømt eller sendt på kostskole.
Alligevel lå den røde løber og ventede på Natalie Cole, da hun modstræbende, efter faderens død af lungekræft, begyndte som sanger. I 1975 slog hun igennem, både på soul- og popmarkedet med ’This will be’. Ligesom sin far kunne hun nå både det sorte og hvide publikum. En god sanger og entertainer uden at være sjælsrystende. Hit fulgte på hit. Hun tog stikkene hjem.
Det gjorde hun også i bogstaveligste forstand. Natalie Cole blev heroin-misbruger. I en grad så man i branchen kaldte hende ’the freebase queen’. Det fortæller hun selv i den meget nærgående selvbiografi fra 2000. Da var hun blevet stoffri, og havde reetableret sig, bl.a. ved hjælp af den far, der ellers aldrig var der, da hun var barn. Nu sørgede moderne teknik for, at far og datter kunne synge duet på faderens kendingsmelodi ’Unforgettable’. Den slags e-l-s-k-e-r amerikanerne. Siden har far og datter gentaget tricket.
Musikalsk er hun blevet mindre spændende med årene; hun er, som sin far, vokalt en suveræn tekniker, men flagrer for ubeslutsomt mellem gospel, jazz og pop, uden at populariteten dog er aftaget.
For et par år siden indhentede fortiden hende. Hun fik konstateret hepatitis C, formentlig fordi hun i sin tid havde delt beskidte nåle med andre, og fik i 2009 en nyretransplantation samtidig med at hendes søster døde – af lungekræft. Da Natalie Cole gjorde koncert-comeback senere det år, var der stående bifald i Hollywood Bowl, før hun havde sunget en strofe. Naturligvis.
Lignende indlæg: