Fodbold – nu også for akademikere

Kommentarer slået fra

Meddelelsen om at Danmarks afskedskamp ved EM blev overværet af 2,4 millioner seere, fik mig til at mindes dengang fodboldglæde ikke var noget, man flagede med. I hvert fald ikke i de halvstuderede, venstresnoede kredse, hvor jeg var batikfarvet hang-around. Vi skriver sentresserne til hen over midten af halvfjerdserne.

Fodbold var dømt offside af kommissærerne. Den var som holdsport ideologisk i orden – på papiret, men kun hvis den blev spillet i en arbejderklub på Fælleden. Ellers var den for stræbere, konkurrencedyr og – gys, det værste af alt – individualister. Samt folket, den leverpostejsfarvede pøbel, der skulle udfries af den nært forestående revolution. Jeg ser her i polemikkens uhellige navn bort fra AB, der som bekendt står for Akademisk Boldklub (sic!).

Mærkeligt nok overså man midt i det hele, hvor kropslig fodbold er, og dét i en tid, som ellers gerne ville give indtryk af at ville sætte kroppen fri.

Kynikere kunne fristes til at mene, at tabuiseringen af sporten måske fik lettere fodfæste, fordi danske landskamptilskuere i netop de år ikke havde mange grunde til at sejle op ad åen.

Det var derfor en tiltrængt åbenbaring, da Hans-Jørgen Nielsen i 1979 udgav ’Fodboldenglen’. Han kaldte ikke bogen en roman, men en “beretning”, fordi den fortalte historien om, hvor vigtigt det var at generobre glæden ved spillet. Og placere det i den rette kulturpolitiske kontekst, som det hed i anmeldelserne af bogen.

Nielsen havde gået på universitetet, men var ikke akademiker. Han var fra Amager. Søren Lerby, Frank Arnesen, Fremad Amager og The Beach Boys var hans idoler. Og jeg tror, han ville have undret sig lidt over tidens klumpspil på mediemidtbanen af netop akademikere. Men også glædet sig over, at fodbold bliver forklaret og udlagt af andre end selvlærte journalistspecialister. Det giver sporten modspil. Og det holder den nok til.

Som nu på P1. Her markerer Danskernes Akademi i disse dage EM med en miniserie, centreret omkring Zlatan Ibrahimović som symbol og kulturbærer i en sport, der holdes i vater af en kamp mellem enere og holdspillere, mellem stjerner og vandbærere.

Lene Juul er samtaleskabende udspørger af Weekendavisens fodboldkommentator, Asker Hedegaard Boye. Han er cand.mag. i religionsvidenskab og idehistorie, så jo, fodbold er kommet til højbords. Heldigvis tynges han ikke af intellektuel ballast. Han er en formidler, der skyr klicheer, og han har godt (bold)øje for for- og bagdele ved typer som Zlatan og forfalder ikke til at gøre svenskerens stærkt mediedækkede egocentricitet til kun et etnisk spørgsmål. Det vil også være for tabloidbanalt kan man forvisse sig om ved at læse Zlatans nyligt udsendte erindringer.

Istedet gør Asker Hedegaard Boye sig stimulerende overvejelser over dansk klubfodbolds udfordringer i forhold til at holde på enerne og få deres individualisme til at smitte af på de andre. Her ligner et fodboldhold jo en folkeskoleklasse, men i modsætning til skolen er klubben ikke underlagt det plagsomme, skævvridende begreb, vi kender som diffenrentieret undervisning, hvor resultatet er, at de dygtige må klare sig selv som de nu bedst kan. At mange klubber så agerer, som om de var del af folkeskolen forklarer måske, hvorfor vi herhjemme har så få Zlatan’er (min bemærkning, ikke Boyes).

Nu skal man ikke frygte, at akademiseringen af fodbolddebatten bliver ukontrollabel på kanten til det ufolkelige. Bare et enkelt kig på en overskrift på tekst-tv virker beroligende (eller foruroligende): »Zlatan-slangehug sænker Frankrig…«

Under alle omstændigheder: Nu hvor “de danske drenge” er taget på sommerferie, kan vi omsider koncentrere om andet end overdreven optimisme, dårlige undskyldninger og ureglementerede underhylere.

Illustration: Officiel wallpaper, sikkert ikke lavet af en akademiker.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top