Forskel på Tingbjerg og Tobruk

1 Comment

Nyhedsjournalister har det som Tom Kristensen med at længes mod skibskatastrofer og pludselig død. Tilgiv den politisk ukorrekte mangel på sarthed, men målt med de alen lever vi i gode tider.

Jordskælv, a-kraft-værker og bombardementer gør det p.t. til en svir at være i branchen. Og selv om tv, undskyld ordspillet, på papiret har alle muligheder for at bringe kaos direkte ind i vore stuer, kan mediet sagtens distanceblænde – både de, der ser på og de, der fylder det med indhold.

Vi er for søvndyssende vant til, at en journalistpraktikant fra et mennesketomt Tingbjerg fortæller os, at liiige derovre vrimlede det for lidt siden med politi, der efterforsker det seneste skuddrama. Vi forventer straks lidt mere end det, vi selv kan deducere eller læse os til, når TV2 og DR1 pr. automatik sender folk til Japan og Libyen.

Men redaktionerne kan og gør ikke andet end at stille om til den udsendte, og de afbrudte forbindelser er ofte eneste tegn på, at vi ikke er i Tingbjerg. Og når reporteren (oftest en han) fortæller om de mange, han har mødt som baggrund for sit 32 sekunders indslag, tager jeg mig tit i at tænke en, to, mange taxichauffører plus CNN.

Nu kan alle jo ikke være Christiane Amanpour, men som seer savner man nærvær af de udsendte. Bortset fra et dramatisk indslag af TV2’s Uffe Dreesen og Rasmus Nielsen. Her brændte det på på samme måde som hos f.eks. Peter Arnett under Golfkrigen.

Det gjorde det ikke, da DR’s mand i Tobruk med det lokale nattemørke som bagtæppe citerede »forlydender om at der skydes i Benghazi«. News’ mand på Sicilien dækker de mørklagte danske missioner. Stående uden for flybasen kunne han se, at »cockpittet står åbent, så der kan komme luft ind eller hvad det nu er…« Men som han tilføjede: »Vi kan ikke komme tættere på.« Det kunne man godt høre.

I Japan kunne DR1-reporteren hundreder af kilometre fra åstedet betro os, at japanerne befinder sig i en sky af uvidenhed. Jeg genkendte som seer følelsen.

Heldigvis har vi analytikere i kvalificeret metermål på bl.a. News og så – paradoksalt nok – aviserne.

Denne tv-anmeldelse står også at læse i dagens udgave af Politiken.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    Chopstick23. marts 2011 - 14:24

    Musik er et vigtigt og kulturbærende element, bestemt, men dette indlæg kanske være det mest sigende og afslørende om Danmarks kulturelle stadie pt, som tordenbillen hidtil har begået midt i en bitte tid. Off beat er i nogle musikformer at være på beatet, som her. Tak.

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top