Først rød, så kolorist

Kommentarer slået fra

SOM DRENG skar Leif Sylvester Petersen ikke skibe, men han drømte sig tit langt væk. Han var ordblind og det var jo næsten lig med dum i de år. I den bog, Egon Balsby udgav om ham for syv år siden, beskriver Sylvester sig selv som ”lille, dårligt klædt, oftest uden penge og uden mange venner”. Det har ændret sig.

70-årige Sylvester, der fylder 70 i dag, kan, hvis han ellers var nostalgiker, se tilbage på et liv, der førte ham fra småkårsopvækst på Amager over tiden som tømrer, gøgler, musiker, skuespiller samt Giro 413-favorit til et liv som efterspurgt billedkunstner af den slags, der kender forskel på det kulørte og det koloristiske. Og hele vejen har Sylvester været på det rene både med sin plads i billedet og med hvornår det var tid til at sprænge rammen.

Det var det i 1969. Tømrer Petersen var kommet gennem nåleøjet med sin selvlærte kunst til Kunstnernes Efterårsudstilling. På et kunstermøde gjorde en retorisk veludrustet mand indtryk med sine argumenter mod censursystemet. Manden var maler og kunstmaler. Nogle dage senere ringede Sylvester på Erik Clausens dør. Da den blev lukket op, åbnede en ny fremtid sig. Som Clausen fortæller i Kirsten Jacobsens biografi: ”Der starter en forbrødring med et dynamisk, anarkistisk, humoristisk, musikalsk, fantastisk samarbejde hen over tyve år…” Han så de to som ”håndværkere, der finder ud af, at en stor del af den kultur, vi er på vej ind i, indeholder et automatisk klasseforræderi.”

SYLVESTER har aldrig været til så store ord, men han var enig. Clausen & Petersen ville have kunsten ud af gallerierne. En produktiv periode fulgte, som blev garneret med det, duoen kaldte gøgl. Fra at have været et indslag ved havefester forvandlede deres optræden sig til mobil gadekunst, der dukkede op, hvor folk(et) var. Clausen var Tribini-typen, mens Sylvester agerede stum og ’dum’ muskelmand, der – næsten – fandt sig i hvad som helst fra Clausens side.

Troels Trier så dem. Han havde forladt kunsten i frustration over dens indelukkethed, og havde i Røde Mor skabt en slags socialistisk Gasolin’. Det lå lige for at udvide udtrykket med Clausen & Petersen i 1974. Som Røde Mors Rockcirkus. Syngespillet ”Betonhjertet” om livet og drømmene i forstæderne gik rent ind hos tidens seminarister, også selv om det nærmest var Broadway-professionelt.

Arbejdet gav Clausen & Petersen mod på musikken. Sylvester skrev melodi og Clausen tekst til de naivistiske sange om hverdag og utopi i et ikke alt for propagandistisk, men socialistisk skær. Debutalbummet ’Store Sonja’ delte vandene som en slags omvendt ’John & Yoko’. Folk ville hellere høre Sylvesters senere kone, Eva Madsen, end komponistens rustrøst. Efterfølgeren, ’I storbyens favn’, indskrev sig i folkets højskolesangbog med sangene ”I mormors kolonihavehus” og ”Friheden flyver”. Begge kom siden med i den ’rigtige’. Clausen & Petersen modtog i 1978 PH-prisen for at forny Giro 413-traditionen. Ret beset genopdagede de ’bare’ genrens sande værdier.

Vi vænnede os til Sylvesters stemme. Så meget at han i 1985, iført rockstjernesolbriller og bandana, var med på velgørenhedshittet ”Afrika”. Det er ham, der synger linjerne ”har vi sunget dine sange, har vi danset til din egen melodi.”

Han blev ved med at danse til sin egen melodi. Og den førte ham, efter at have færdigmalet selvportrættet som rocksanger, tilbage til billedkunsten.

SIDEN 1988 har han stået foran staffeliet i stedet for mikrofonen. Men i en lang periode også foran kameraet som det folkekære indbegreb af ukunstlet jordnærhed i film som ’Midt om natten’, ’Tarzan Mama Mia’, ’Otto er et næsehorn’, ’Rocking Silver’, ’Felix’ og ’En loppe kan også gø’, og sofafolket tog ham til sig, da han i slut-90’erne spillede mekanikeren Tom Lund i serien ’Taxa’.

Billedkunstneren Leif Sylvester udstråler samme uanmassende karisma som privatpersonen af samme navn. Stilen er farveglad og musikalsk, og han er naturligt nok efterspurgt som udsmykker, men billederne bliver aldrig sofastykker. Dertil er der for meget på spil i motiver, hvor Dubuffet møder Chagall, Henry Heerup og mentoren Arne Haugen Sørensen (i hvis spanske landsby, Frigiliana, Sylvester har et hus, når han da ikke opholder sig i Helsinge eller i Store Kongensgade). Et tværsnit af hans kunst kan p.t. ses på Sophienholm samt igen og igen i Peter Michael Hornungs godt sete og ødselt illustrerede bog ”Blikket som blikfang”.

Nogle af Sylvesters gamle socialistiske legekammerater vil nok synes, at det går ham lige lovlig godt med eget galleri og markedsbevidst genbrug af motiver på kaffekopper og den slags tøjeri, men for Sylvester er det mere afgørende at blive ved med at efterleve det motto, der er titlen på hans soloalbum fra 1983: ’Hold hovedet koldt og hjertet varmt’.

Maleri af Leif Sylvester: Indsmigrende dyr kan afhentes, 2009. Kan ses på Sophienholm indtil 24.5 2010

Artiklen kan også læses i Politiken i dag.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top