Fra før Beatles blev fab

3 Comments

50-året for de første indspilninger med The Beatles (som backing for Tony Sheridan) er selvfølgelig ikke gået upåagtet hen.

De seks numre, hvor de akkompagnerede Sheridan, er ellers, sammen med de to skæringer, de selv fik lov at lave som band, blevet genudsendt igen og igen og igen. I forvejen har musikken mere historisk end kunstnerisk værdi, men det har ikke afholdt Universal Music og Time-Life Entertainment fra at udgive en dobbelt-cd, specielt for det amerikanske marked. Og nu hedder det The Beatles with Tony Sheridan, selv om det selvfølgelig var omvendt.

I 2001 udgav det tyske connoisseur-selskab Bear Records den definitive dokumentation af indspilningerne i en laber boks med en booklet, der mere er en regulær bog med et væld af gode illustrationer. I det lys er den nye dobbelt-cd sølle, men selvfølgelig en hel del billigere…

Universal-udgivelsen rummer musikalsk det samme som Bear-boksen og uden lydmæssige forskelle den ene eller den anden vej. De optagelser er ikke for hi-fi feinschmeckere.

Bear-boksens 38 spor i såvel mono som stereo samt medley-edits og overdub-udgaver gentages her. Nyudgivelsen har en lidt bedre rækkefølge af numrene, så man slipper for at høre ‘My Bonnie’ tre gange i træk.

Bear-boksen, Beatles Bop – Hamburg Days fås bl.a. her. Og den ‘nye’ kan erhverves her.

Har man lyst til at få genopfrisket historien fra før de fire blev fab, er her et uddrag fra min bog Yeah Yeah Yeah:

… TONY SHERIDAN spillede stadig i Top Ten Club, og The Beatles akkompagnerede ham af og til. Resultatet var en fandenivoldsk rock, båret oppe af lige dele spilleglæde og amfetamin. På deres første besøg i Hamburg havde de lært nytteværdien af preludin at kende. Pillen, som i de år blev spist nærmest som bolsjer under betegnelsen ’ferietabletter’, hjalp dem til at holde sig vågne, og satte dem i en konstant overgearet, snakkesalig stemning, der på sæt og vis gavnede musikken, men den modnede også nogle af dem til mødet med hårdere stoffer. Pillerne skaffede The Beatles sig enten fra kolleger, hende, der med mellemrum mugede ud hos dem eller fra Astrid Kirchherr, hvis mor købte og selv brugte dem. Pete Best ville ikke have nogen. Også på den led var han udenfor.

Astrid og Stuart var ikke blevet mindre par af adskillelsen. Tværtimod. Stuart tilmeldte sig et billedkunstkursus på et privatakademi i Hamburg, og det var blevet mere og mere tydeligt og lydeligt, at han nu var mere opmærksom på popart end på popmusik. Som han skrev i et brev: »Min nysgerrighed er stillet – i hvert fald hvad angår rock and roll …«.

Et korporligt skænderi med Paul McCartney udløste hans opsigelse. Forventeligt og vist ret udramatisk. Paul tog over som bassist. I første omgang fik han lov at låne Stuarts mod at love ikke at vende rækkefølgen på strengene om. Paul er som bekendt venstrehåndet. Da det blev forsommer, havde han købt en ny venstrevendt Höfner, formet som en violin. Ligesom bassisten i Rory Storm & The Hurricanes. Stuart var dog stadig med i kliken. Og var derfor også med på en lytter i Friederich Ebert Halle 22. juni 1961, hvor The Beatles for første gang indspillede professionelt. Ikke alene, men som backing for Tony Sheridan.

I ET BREV til sin far og bror, dateret den 4. maj samme år, fortalte Paul McCartney, at The Beatles havde haft en VIP-tilskuer: »… her forleden aften kom en af Tysklands største rock & roll-stjerner ind i klubben … han hedder Tommy Kent, og han sagde, vi var det bedste band, han nogensinde havde hørt. Jeg håber, han mener det«.

Den besøgende var døbt Guntram Kühbeck, men det kunne man ikke hedde, hvis man håbede på en popkarriere. I 1958 var den Ib Mossin-blonde lægesøn blevet spottet som 16-årig af det tyske svar på Bent Fabricius-Bjerre, komponisten, kapelmesteren og produceren, Bert Kaempfert. Året efter nåede han som Tommy Kent en fjerdeplads på den nationale hitliste med sangen ’Susie Darling’, og var i Hamburg for at indspille en ny single. Han var i mangt og meget en mere tam, tysk udgave af Tony Sheridan med et bredt repertoire af kopinumre og teenagetække. Og var så småt begyndt at indstille sig på, at han havde fremtiden bag sig, i det mindste som popstjerne. Siden skulle han blive en anerkendt arkitekt.

Den aften i Top Ten Club så han nogle, der måtte have fremtiden foran sig. Hans begejstring for Sheridan og især The Beatles fik hans producer til at tage med i Top Ten Club næste aften. Kent endte med at gå på scenen og synge med på ’Be-Bop-A-Lula’, og Kaempfert lovede at vende tilbage. Han holdt sit ord.

I modsætning til Sheridan skrev The Beatles ikke kontrakt med Deutsche Grammofon, men med Kaempferts eget produktionsselskab. Dermed sagt, at de kun spillede biroller. Aftalen med Kaempfert blev indgået den 1. juli 1961, forpligtede ham til minimum at indspille fire numre med dem som gruppe eller enkeltpersoner, og den ville efter et år automatisk blive forlænget med yderligere et år, medmindre den blev opsagt med tre måneders varsel. The Beatles ville modtage fem procent for det tyske pladesalg, og væsentlig mindre for salg i udlandet. John Lennon stod påført som autoriseret modtager af gruppens royalties. Endnu et lille skridt var taget på den lange vej til the toppermost.

Mødet mellem den tyske schlager-tradition og den gryende beatmusik var lidt af et kulturchok. På selve indspilningsdagen havde Sheridan og The Beatles været på scenen indtil kl. 3 om morgenen. De havde aftalt med Kaempfert, at han skulle samle dem op i Grosse Freiheit ved 8-tiden samme morgen. De var selvfølgelig ikke stået op, da han ankom. Produceren, som netop havde toppet de amerikanske hitlister med ’Wonderland By Night’ og hvis udgave af ’Muss Ich Denn’ Elvis netop da nød godt af som ’Wooden Heart’, måtte selv bestige den stejle trappe for at purre dem på deres loftsværelse, hvor de lå halvt bevidstløse i køjesengene. Det eneste andet møbel var en stol, stakket til med tøj. Gennem rummet var spændt vasketøjssnore med underbukser og sokker.

I studiet, som i virkeligheden var en koncertsal i en skole, stod lydteknikeren Karl Hinze klar med sin to-spors Telefunken båndoptager, som, uden mulighed for overdubs, skulle optage det hele i stereo. »De repræsenterede noget nyt for os,« huskede han senere: »Det var højt, højt, højt!« Hidtil havde Hinze og hans slags indspillet sangstemmer med musik. Nu skulle de indspille musik med vokaler.

På forhånd var det aftalt, at man kun skulle forevige sange, som musikerne allerede havde på deres koncertrepertoire. En af dem var ’My Bonnie’, en uptempo rockudgave af en skotsk folkevise, som Sheridan havde gjort til lidt af en showstopper. Ray Charles havde i 1958 udsat sangen for et jazzet, blues-arrangement, men de nuancer fandtes ikke i den lige-ud-på-dansegulvet version, Sheridan fik i kassen med The Beatles den 22. juni. Harrison spiller leadguitar undtagen i mellemstykket, hvor Sheridan tager over. Nummeret indspilles markedsbevidst både med en tysk- og engelsksproget talt intro. Andre indspilninger var Jimmy Reed-nummeret ’Take Out Some Insurance On Me, Baby’ (som i 1964, da skæringen kom ud i USA, fik overdubbet guitar og trommer af koryfæerne Cornell Dupree og Bernard ’Pretty’ Purdie), Sheridans egen ’Why’, Hank Snow-tåreperseren ’Nobody’s Child’, som senere Lonnie Donegan indspillede. Her leger Sheridan Elvis, så ikke et lommetørklæde er tørt – kun McCartney og Best medvirker, samt en rocket udgave af ’When The Saints Go Marching In’.

The Beatles fik overladt mikrofonerne i to numre: ’Ain’t She Sweet’ blev så tidligt som i tyverne indspillet af bl.a. Sophie Tucker, herhjemme gjorde Leo Mathiesen den til en del af sit cigarrygende image, men mon ikke John Lennon brugte Gene Vincents version fra 1956 som reference for sin tolkning? The Beatles giver et godt bud på en opdatering. Om end den er mere energisk end original. Og så havde The Beatles et stykke tid på scenen spillet noget pausefyld, de kaldte ’Beatles Bop’. Da nummeret skulle på plade hed det ’Cry For A Shadow’. Som titlen antyder var det George Harrison og John Lennons hilsen til The Shadows. Nummeret, en fordringsløs melodisk rundgang, var indtil ’Blue Jay Way’ på Magical Mystery Tour faktisk The Beatles’ eneste instrumentalnummer. Det forstår man godt.

I DET HELE TAGET gjorde The Beatles ikke noget blivende indtryk. Lydteknikeren huskede det da også, som om de mere indspillede demoer for Kaempfert, der valgte at satse sine penge på Tony Sheridan. ’My Bonnie’ udsendtes den 23. oktober 1961 som single i Vesttyskland med ’When The Saints…’ som b-side. The Beatles figurerer som »and The Beat Brothers« på etiketten. Halvandet år senere udnævner John Lennon i et interview i New Musical Express pladen til at have været »a tremendous hit in Germany«. Han huskede forkert. ’My Bonnie’ entrer den officielle tyske hitliste i december som nr. 47. Måneden efter opnår den sin højeste placering som nr. 32, men den bliver et pænt lokalt hit i Hamburg, hvor den konkurrerer med Nana Mouskouri’s ’Weisse Rose Aus Athen’, ’Sauerkraut Polka’ med Gus Backus, amerikanske Connie Francis på tysk med ’Eine Insel Für Zwei’ og Kallman-koret med ’Elisabeth Serenade’, også et stort Giro 413-hit.

På det tidspunkt var The Beatles for længst tilbage i Liverpool, hvor de spillede, hvor de kunne komme til det, blev fulgt af stadig flere (pige)fans og stod højere og højere oppe på plakaterne. De havde ikke holdt sig tilbage med at fortælle om deres pladeindspilning, som de naturligvis gjorde mere afgørende end den var. Bob Wooler var en af dem, der fik det at vide. Han var pladevender, bl.a. i The Cavern, kælderklubben, hvor The Beatles var ved at fortrænge jazznavne som Kenny Ball. Wooler fik også en plade, da den kom, og inden da havde han forvandlet fjeren til fem høns…

Bogen fås bl.a. her.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

3 Comments

  1. comment-avatar
    Claus119. november 2011 - 09:07

    @Torben…Hmmm…nu er jeg lidt langsom her lørdag morgen, men den med ‘bookletten’, og de mange illustrationer, er det den første du henviser til igennem amazon, til ca. 350kr.?

  2. comment-avatar
    Claus119. november 2011 - 10:51

    Ok! Jeg var nemlig lidt i tvivl … men 350,. er da til at overkomme, det er i hvertfald den ‘pakke’ jeg vil bestille … altså den første…!

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top