Nu om dage huskes Kim Weston nok mest som partner med Marvin Gaye på ‘It Takes Two’, den sang, der i 1966 lagde fundamentet for det duo-koncept, Gaye senere gjorde guldrandet med Tammi Terrell.
Året før havde Weston hittet med ‘Take Me In Your Arms (Rock Me A Little While)’, en gospelpræget sang, som stak ud fra Motown-reperoiret og siden blev genoplivet af bl.a. Dobbie Brothers. Weston lignede en kommende stjerne; også selv om hun i 1963 havde begået den brøler at sige nej til ‘Dancing In The Street’.
Sangen var skrevet af Gaye og hendes mand, William ‘Mickey’ Stevenson, og det var en af de få gange, Weston gik imod ham.
Han var repertoirechef, producer og sangskriver på Motown, og var i praksis nummer to efter Berry Gordy, før Smokey Robinson steg i graderne, men hans ejerfornemmelser over for både selskabet og Kim Weston var ingen fordel for hende. Hun blev internt set som marionetdukke for ham, og tabte bl.a. derfor tidligt kampen mod Diana Ross. Stevensons måde at føre hende frem var lidt for gennemskuelig.
I sin bog Where did our love go om Motowns fødsel, storhed og fald skriver Nelson George: “Efter at have investeret så megen energi i udviklingen af Motowns kreative afdeling, betragtede Stevenson Westons berømmelse som sin returkommission, det redskab, gennem hvilket Motowns velsmurte maskine kunne udløse dollars lige ned i hans lomme…”
Kim Weston havde et andet problem: Hvor indtagende hendes stemme og ansigt end var, tog hun for let på i vægt. Hendes fysiognomi passede simpelthen ikke til de kjolemodeller, bl.a. Diana Ross kunne skrue sig ned i, skriver George. Og det hvide publikum, som for Motown og Gordy betød alverden, grinte af Westons frodighed, når hun stod på en scene.
Det kunne man ikke se på plade, og sange som ‘Helpless’ er stadig på min private Top 20 over Tamla-træffere:
I 1969 havde Motown vokset sig så stor, at Mickey Stevenson godt kunne tænke sig at få en aktie i foretagendet. I bogstaveligste forstand. Ellers ville han gå til selskabet M-G-M, og tage Kim Weston med. Man skal som bekendt aldrig true med at gå, men med at blive. Gordy afviste sin gamle medarbejders ultimatum.
På M-G-M vidste de heller ikke, hvad de skulle stille op med Kim Weston, som derefter flaksede rundt fra selskab til selskab uden succes. I 90′erne blev hun samlet op af produceren Ian Levine’s Motorcity Records, som stod for genindspilninger af Motown-hits, beregnet til det engelske marked.
Weston fik på den konto et mindre hit med ‘Signal Your Intention’, men siden har den stået på DJ-arbejde på en radiostation i Detroit samt medvirken i mange af de retro-pakker for tidligere Motown-stjerner, som kører deres eget kredsløb.
Her har hun ironisk nok delt plakat med den to år yngre Martha Reeves, som hverken blev rig eller lykkelig af at indsynge ‘Dancing In The Street’. Pengene gik til (Marvin Gaye og) Mickey Stevenson – han og Weston blev skilt i løbet af 70′erne. Forhåbentlig – for Weston – havde han ikke særeje.
Foto: Uddrag af omslaget til The Best of Kim Weston.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
2 Comments
Ebbe29. juli 2011 - 13:26
Nelson Georges bog er fra 1986 og skal tages med et gran salt, da den indeholder talrige faktuelle fejl.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
Nelson Georges bog er fra 1986 og skal tages med et gran salt, da den indeholder talrige faktuelle fejl.
Citaterne tror jeg nu ikke, han har opfundet…