Først sku’ vi blive færdige med 60′erne

Meddelelsen om Neil Armstrongs død og oprettelsen af en ny Facebook-fanklub for dansk rock i 70′erne sendte mig ud ad en tangent.
Året er 1969. Og det var den jord, den nye danske rock skulle finde sit fodfæste i.

Ude ved Jagtvej i København ligger et grimt, brunt skrummel af en bygning, umiskendeligt opført i 50’erne. Der oplevede den, der skriver dette, for første gang at være en del af verdenshistorien. Egmont Kollegiet fungerede noget særegent som hotel i sommerperioden, så dér havde de studerende værsgo at vige til fordel for turister. Jeg havde sommerjob som hotelkarl. Jeg bar gæsternes kufferter op til værelset (det var dengang) og holdt bukkende dørene for dem (det var også dengang), mens jeg bag mit stadig længere hår, ørkenstøvler, kassebukser, læderfrynsevest og indiske bliksmykker drømte mig til død over kapitalismen – dvs. når jeg kom hjem, for uniform var selvfølgelig obligatorisk på arbejdet.

Kapitalister var der nok af. I hvert fald hvis man satte lighedstegn mellem dem og amerikanske turister, og det gjorde vi. Og den 21. juli ejede de nærmest hotellet. Der var stars & stripes, karsehår og drinks i stride strømme, og masser af drikkepenge til den natarbejdende hotelkarl, mens alle ventede på, at mandskabet ombord på Apollo 11 ville virkeliggøre det løfte, den nu afdøde præsident John F. Kennedy havde givet et koldkrigsramt Vesten allerede i 1961 om at amerikanerne ville være først på månen.

Det blev de kl. 3.56 dansk tid, da Neil Armstrong satte foden på vor tavse naboplanet med de indstuderede, nu udødelige ord: “That’s one small step for a man, one giant leap for mankind.” Loftet røg af hotellobbyen, nogle begyndte at synge den lidet sangbare Starbangled Banner, alle stod op, og jeg var i fuld gang med at æde min hippie-skepsis. Ved synet af Armstrongs abrupte slowmotionbevægelser så jeg pludselig en ny verden åbne sig. Her var et menneske, der gjorde det umulige, og han gjorde det på vegne af en hel verden – nå ja, røderusserne og kineserne talte ligesom ikke i de dage… Det var jo det, vi vi ville. Nye landvindinger, nye drømme, nye virkeligheder.

Morgenen derpå så hverdagen noget mere prosaisk ud, men noget var sat i gang, og havde vel i virkeligheden været det længe.

Amatører og Jens’er
Historisk set står 1969 ikke med samme flammeskrift som de nære slægtninge 1967 og 1968. Lidt uretfærdigt. Her tænker jeg ikke på, at det var året, hvor Brian Laudrup, Prins Joachim og Malou Aaamund fødtes. De var alligevel for små til at få læst op af årets børnebogshit, Ole Lund Kirkegaards Orla Frøsnapper. Heller ikke på, at det var året, hvor en dansk fodboldlandsholdsspiller for første gang blev skiftet ud, selv om han ikke var skadet. Det skete i kampen mod Sverige, hvor Ole Sørensen fra KB erstattedes af Jan Andersen fra B1903 – begge fra tidens storklubber i en tid, hvor der sandt at sige ikke var noget stort over dansk fodbold. Amatørismen var Gud, så de mange danske udlandsprofessionelle måtte ikke spille på landsholdet, som ingen derfor gad spille imod, når man lige fraregner Sverige, Norge, Finland, Surinam, Bermuda og Irland – vore modstandere det år. Med eller uden det nye dekret, benskinnerne.

Dem brugte man ikke i forsvaret, hvor man fra årsskiftet til gengæld var begyndt at kalde de menige det de hed i stedet for et tjenestenummer. Foreløbig dog kun ved efternavn, men det var første skridt i en synliggørelse af mennesket bag det battle dress, som stadig færre ville frivilligt i. Antallet af militærnægterne havde det som antallet af indvandrere: Det var umærkeligt, men støt stigende. Vi kunne godt lide indvandrerne, for de lavede det arbejde, vi ikke selv gad i en tid, hvor arbejdsløshed var et fremmedord. Til gengæld blev militærnægterne udskældt for at være dovne og feje hippier, der hellere ville drive den af på en byggelegeplads end lege “Her kommer Jens med fanen”.

På med afghanerhabitten
Hippierne yndede i det hele taget ikke at gå i takt, selv om det set i bakspejlet præcis var det, vi gjorde. Vi hyldede det individuelle og sammenholdet, en svær balance, navnlig i privatlivet, og mindre paradoksalt blev det ikke af, at vi alle sammen gik lige så ens klædt som det borgerskab, vi konstant hånede for konformitet. Afghanerpelsen blev en ny generations habit. Og så lugtede den af får. Det var ikke så sexet i regnvejr.
Til gengæld stod sex i den grad på den offentlige dagsorden i ‘69. Pigerne i de såkaldt progressive miljøer i Indre By i København var så småt ved at smide bh’en (jeg havde endnu ingen erfaringer med Provinsen), fem år efter at Lotte Tarp på forsiden af Ekstra Bladet havde vist, hvordan Gud havde skabt hende. Og det virkede i det hele taget som om sex var kommet for at blive. I 1968 havde Folketinget ophævet forbuddet mod pornografiske tekster. Nu røg det sidste slør. Justitsminister Knud Thestrup fik ja til et lovforslag om også at frigive billedpornoen. Ironisk nok var han konservativ, men han syntes ikke staten skulle blande sig i, hvordan folk ville afbildes. Desværre overså lovgiverne i første omgang børneporno.

Frigivelsen af pornoen gik hånd i hånd med udbredelsen af p-pillen. Og kombinationen blev en svær cocktail at sluge for de mange, der stadig hægede om kønslivets mystik og magi. Især uden for hovedstaden gik bølgerne højt i den nye kulturkamp. En hotelejer i Bramming offentliggjorde en mindeplade med inskriptionen: “Her hviler den danske blufærdighed. Kvalt i sommeren 1969. Genopstår når folket vågner.” Det eneste, der vågnede, var folks nysgerrighed. Den første af kedsommeligt talløse sexmessser åbnede i KB Hallen i oktober og blev et tilløbsstykke. Og mod sin vilje fik Knud Thestrup gjort Danmark verdensberømt for alt end den kyske lille havfrue. Ingen behøvede længere være uvidende om, at ’69 ikke kun var et årstal.

Verdens bedste danske beat?
Der, hvor jeg færdedes, gik vi nu mere op i, at nogen havde forkyndt, at den danske beatmusik var verdens bedste. Vi overhørte belejligt, at det kun var en enkelt dansk anmelders mening, og flippede ud til musikken fra Savage Rose, Young Flowers, Burnin’ Red Ivanhoe og Alrunes Rod, mens der ude på Christianshavn lige var blevet dannet et band, der kaldte sig Gasolin’. Bandets gavflabede forsanger ville helst synge på engelsk. Og havde sine idoler i tidens store engelske navne som Led Zeppelin og Rolling Stones.

Fronterne i kulturkampen var ikke kun kødelige, de var i høj grad musikalske. Yndlingshadeobjektet for en hippie med Information i cowboybuksebaglommen (et godt scoretrick – dengang!) var Dansktoppen og al dens uvæsen. Jylland var et ynkværdigt, kulturelt u-land. Tænk, hvad de lod sig nøje med – perlegrus og pigtrådsmusik. Først mange år senere gik det op for nogle af os, at vi dengang havde tilhørt et højtråbende mindretal, der teede os, som om vi ejede verden. Selvfølgelig solgte både The Beatles og The Doors mange plader i Danmark, men mindst lige så mange solgte Ulla Pia, Birthe Kjær og Anette Blegvad – årets bestsellere med sangene “Flower Power Tøj”, “Arrivederci Franz” og “Min student fra Upsala”. For slet ikke at tale om Peter Belli, det gamle hashrygende pigtrådsidol, som befolkede Giro 413 med “Tapre Bjørn.”

Discokuglen truede
Nå, dem om deres dårlige smag. 500.000 hippier kunne ikke tage fejl, sagde vi til hinanden, da Woodstock-festivalen i et kollektivt kram fejrede en hel generation i løbet af en augustweekend, tilegnet “peace, love and understanding.” Området blev erklæret i undtagelsestilstand. Sådan følte mange ældre det utvivlsomt også. Værdierne stod for fald og blev truet på livet.

Et par uger før Woodstock fik hippie-brandet sig et par alvorlige ridser i lakken. Nogle langhårede, sindsforvirrede galninge, anført af Charles Manson, ritualmyrdede filminstruktøren Roman Polanskis kone, skuespilleren Sharon Tate (otte måneder henne i sin graviditet) og nogle af hendes venner i en blodrus uden sidestykke. Og inden året var omme var Altamont-festivalen i Californien endt i knivdrab. Drømmen var ved at være ovre. Og 70’erne skulle tage over. Den store discokugle afløste røgelsespindene. Og bh’erne sneg sig på igen.

Oppe på Månen lå stadig det titanium-skilt, som Neil Armstrong havde efterladt som et visitkort. “Vi kom i fred på vegne af hele menneskeheden”, står der. Underskrevet Richard Nixon, præsident. Nede i Vietnam ønskede de sig, at de i de år havde været måneboere.

Fanklubben for dansk 70′er-rock finder du her.

Foto: NASA