Gjedsted: Et DR-brand m.m.

Kommentarer slået fra

Du kender stemmen. Som skabt til radio. Og omvendt. Siden midten af 70′erne har Jens Jørn Gjedsted været en af DR’s radiofoniske garanter for fordomsfrihed, nysgerrighed, encyklopædisk viden og musikalitet. I dag fylder han 70, men selv om han dermed forlader de fastansattes rækker og går på pension, påbegynder han ikke sit otium. Han vil som freelancer fortsat få P8 til at swinge, så radioledelsen igen og igen flovt må undre sig over, at den kunne gøre en jazzredaktion så megen fortræd og så alligevel opleve et engagement af en karakter, der aldrig kan honoreres nok.

Selv om gratisarbejde gennem årene absolut ikke har været Gjedsted fremmed, er han som tidligere typograf også helt på det rene med, at arbejdets værdi også gerne må måles i penge. Musikken og musikjournalistikken er ikke løn i sig selv, selv om man tit skulle tro det, når man browser gennem hans c.v.

Vore veje mødtes, da han i 1974 med en stak gratis plader opfordrede mig til at skrive gratis i MM, et lille tidsskrift, han havde hjemme i skrivebordsskuffen på Grøndals Parkvej. MM var en videreudvikling af et programblad for nogle musikarrangementer i Reprise-biografien i Holte. Og endte som stildanner for magasiner som GAFFA.

Selv om MM var hans, besad han ingen ejerfornemmelser. Jens Jørns generøsitet er lige så kendt blandt kollegaer og venner som hans retfærdighedssans, stædighed, svaghed for god korrekturlæsning og en moderat  hippiesnoet venstreorientering, der ikke stod så godt til de velsituerede nordlige forstæder, hvor han voksede op.

I MM oprettede han sit eget grønne område for en generation af i virkeligheden vidt forskellige mennesker, som var fælles om et brændende behov for at meddele sig på egne og musikkens vegne. Det var en workshop og en legeplads. Ingen nævnt, ingen glemt. Og i den tilbagevendende rubrik, Hen ad vejen, sørgede Jens Jørn for at skrive samtiden i minutiøst og tørt kommenteret mandtal. Noget, der også gjorde ham til en naturlig og autoritativ redaktør af adskillige af de rockleksika, danske forlag nu om dage bilder sig ind, er erstattet af nettet.

Den professionalisering, MM undergik i 80′erne, var måske ikke altid lige Jens Jørns kop urtete, og når vi unge hedsporer havde lidt for travlt med at positionere os ved at gøre slagtning af danske plader til en omkostningsfri disciplin, gryntede den gamle redacteur en smule. Han var og blev nemlig så meget musiker, at også han følte sig ramt på den stands vegne, når ikke alt blev rost eller som minimum behandlet fair. Tit måtte han stå for skud ude i miljøet, som det hed dengang. Musikermiljøet, altså.

Skrivemaskinen og senere computeren var ikke hans eneste instrument. På trompet og flygelhorn har han kunnet høres med folk som Carsten Meinert, Holger Laumann, Engine, Lotte Rømer, hjertebandet Caracas (med en meget ung Anne Dorte Michelsen), Anne Linnet (på Kvindesind) og The Highlife Orchestra – for nu at nævne en håndfuld. Der er mange paletter på hans musikalske palet, men mest farvestrålende er verdensmusikken og omegn, garneret med den jazzrock, Gjedsted sidst i 70′erne var hjemlig goodwill-ambassadør for. Han har dog altid været til salg for en god popsang.

Da han i midten af 80′erne overlod MM til sig selv og andre nøglemedarbejderes uopfyldte ekspansionsdrømme, etablerede han sin egen lille tænketank i radioen. Sammen med Benny G. Jensen skrev han radio-og rockhistorie med den eksemplariske mammut-serie om Rockens Danmarkshistorie, men da der kun findes to slags musik for Jens Jørn – god og dårlig – var det naturligt for ham at blive en meget værdsat vært i programmer som Hotel Evergreen og Stardust, som fik en ny kant med ham bag mikrofonen.

Nu om dage kan man tage på safari med ham på jazzkanalen P8. De vilde jazzdyr skal nu ikke være bange. Jens Jørn Gjedsted behandler dem respektfuldt og ærligt. Samme behandling som han altid har givet lytterne.

PR-foto: DR

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top