MIDT I EN BEATTID

Torben Bille spiller luftguitar på sindets gribebræt

Grateful Dead genopliver 1972

Nu er det jo ikke ligefrem, fordi verden mangler musik af og med Grateful Dead. Især gruppens livekoncerter er i sjælden grad blevet dokumenteret. Både som officielle og uofficielle bootlegs. Det var jo på scenen, de levede. På godt og skidt. Eller som Dan Turèll formulerede det i 1970 i det længst hedengangne magasin NB: “Det er en gruppe, der lever stærkest i samspil med publikum.”

Markedet for deadheads er åbenbart umætteligt. Til efteråret udgiver Rhino således et nyt bokssæt med gamle optagelser, men ikke hvilket som helst bokssæt. På 60 (tres!) cd’er præsenteres hver eneste prut, bandet slog på den legendariske Europa-turne i 1972 – en tur, der i sin tid i uddrag udkom på tre lp’er (med mange af vokalerne lagt på bagefter) og senere på cd; senest i 2003 som dobbelt-cd på Rhino.

22 europæiske koncerter gav Grateful Dead, bl.a. i Tivolis Koncertsal og Studenternes Hus i Århus. Phil Lesh husker i Rolling Stone sidstnævnte koncert, fordi den fandt sted i et “college cafeteria”, hvor bandet gav et timelangt medley af ‘Truckin’, ‘The Other One’ og ‘Not Fade Away’.

Turneen var sidste tur med Ron ‘Pigpen’ Kernan, som døde senere samme år.

Megabokssættet kan allerede nu forudbestilles via Grateful Deads eget site.

Synes man af en eller anden grund, at 60 cd’er er for stor en mundfuld, kan jeg anbefale de ni cd’er fra Winterland-koncerterne året efter. De giver et dækkende signalement af hippiernes syrede danseorkester, der både var til Coltrane og bluegrass.

Ikke alle imødeser dog det nye Europa-sæt med høje forventninger. En læserkommentar i Rolling Stone udtrykker, hvordan man sagtens somme tider kan få det med Grateful Dead (og deres hard core fans): “Who in their right mind would waste $400 to hear 60 cds of tuning and irrelevant jam nonsense. The only thing the Dead have proven to be good at is milking their pathetic fan base for every last penny they can. Unbelievable.”

Keep truckin’…

Illustration: Forsiden af Europe ’72 af Alton Kelly og Stanley Mouse

Tagget med: , , ,

1 Comment

  1. Dansk bonusinfo – jeg mener at huske, at bagside-fotoet på 3 x LP´en stammer fra DFDS-terminalen i Esbjerg, da bandet skulle med Englandsbåden. Det var vi stolte af dengang i Blæsbjerg…