Grønlands stemme fylder 60

Det kan godt være, at Rasmus Lyberth, som søndag runder de 60, kommer fra et land med kun lidt flere indbyggere end Vejle, men når man hører hans stemme og hans sang, føler man sig som dansker bosat i et lillebitte land med lavt til loftet.

Uden at forstå et suk af hans tekster blev man fra første strofe på hans debutalbum Erningâ i 1975 klar over, at her var der store kræfter på spil og en dyb forbundethed med den fortid uden hvilken, der ikke er nogen fremtid.

Rasmus Lyberth tonede frem som en shaman, der gav det nye Grønland en helt egen klangbund. Han kendte sin Dylan og sin blues, men han vidste også, hvor han kom fra og var ikke bange for at trække på den tradition, uden at der kom noget etnografisk endsige musealt over hans musik, der følger sin helt egen takt. Jeg husker stadig det kulturchok, han gav familien Danmark, da han i 1979, det år, Tommy Seebach dansede ”Disco Tango”, medvirkede i Melodi Grand Prix med ”Faders bøn”. For en del hjemme ved kakkelbordene lignede og lød han som en, der var gået forkert. Man kunne sagtens spørge om ikke det modsatte var tilfældet.

Integriteten og troskaben mod oprindeligheden er i behold ti albums og utallige optrædener senere. Og selv om Lyberth med sit nye band trækker over i retning af Ry Cooder og Dire Straits, er konvention stadig et fremmedord for ham.

Lyberth er født i Maniitsoq som søn af en skrivende lærer og en økonoma. Nuuk blev hans hjemby. Her stod valget mellem et liv på søen eller noget med det, han aldrig selv har kaldt kunst. Han lærte sig at spille guitar, var en kort overgang med i Sume, det grønlandske svar på Gasolin’, og begyndte at skrive digte (han udgav samlingen Inuuneq asaguk inuunerup asammatit (Elsk livet for livet elsker dig) i 2001). Derpå styrede han syd på for en stund.

I rigsfællesskabets hovedstad begyndte han at spille de små listige steder først i 70’erne, og medvirken i det meget sete tv-program, ”Musikalske venner”, gav en pladekontrakt med det venstreorienterede pladeselskab Demos, hvis daværende leder Karsten Sommer faldt i grønlandsgryden som ung og i dag bor og arbejder deroppe.

Det gør Lyberth ikke længere. Han nåede i Nuuk at arbejde som både helikoptermekaniker og misbrugskonsulent, men blev siden skuespilleruddannet ved Tuukkaq Teatret, der holder til i Fjaltring ved Lemvig. Et par filmroller og en optræden i julekalenderen ”Nissernes Ø” er det blevet til plus en del teaterarbejde. Rollen som Rasmus i 1998-filmen Lysets hjerte gav Lyberth en Bodil-nominering.

Efter i 90’erne at have boet i Qaqortoq i Sydgrønland som leder af en skole for skoletrætte unge, bor han nu om dage i midten af Danmark, men han har det meste af den nordlige halvkugle som sin arbejdsplads. For nylig optrådte han i Royal Albert Hall ved de verdensmusikalske promenadekoncerter. Invitationen siger også noget om det store netværk, Lyberth med tiden har skabt sig. Ikke kun på grund af sin musik, men ved sit vindende væsen. Han rummer både en – for nogle – uvant urkraft og noget så gammeldags som lyttende høflighed:

http://www.youtube.com/watch?v=BXgCw0A6hm0

At Rasmus Lyberth trods udnævnelsen til Ridder af Dannebrog fortsat har et hjerte, der banker for de små og marginaliserede, afspejler sig også i hans hjertevalg af fodboldklub. Han er tit at finde på Atletico Bolbro alias Odense Atletikstadion, hvor han hepper på andendivisionsholdet FC Fyn.

Ukrediteret pr-foto.

Artiklen står også at læse i Politiken søndag.