Der er navne på den danske rockscene, man savner mere end andre. Cy Nicklin, som i morgen fylder 70, er en af dem. Før nogen vidste hvem Billy Cross var, var det englænderen Cy Nicklin, som gav den dengang noget fodslæbende danske rock et internationalt løft.
Sammen med den ufrivilligt eksilerede franske desertør Robert Lelievre og skuespilleraspiranten og sangeren Maia Aarskov (med svaghed for slaviske harmonikarytmer) dannede han i 1965 en trio, som de meget passende kaldte Cy, Maia & Robert. Det var midt i transformationen fra pigtråd til beatmusik, og avantgarden i miljøet havde hørt om Bob Dylan, men langt fra alle havde faktisk hørt ham. Det havde Cy Nicklin. Og efter en mere traditionelt folkemusikpræget debut-lp ‘On the scene’ udgav Cy, Maia & Robert i Sgt. Pepper-året 1967 det ambitiøse, genreblandende album ‘Out of our times’:
Det er en af de fem danske plader, jeg ville tage med til en øde ø. Den er ikke bare god målt med lokale alen. Bittert og ubegribeligt at tænke på, at den endnu ikke er blevet genudgivet på cd, selv om musikken findes renset og digitaliseret som nyfødt et eller andet sted på en glemt hylde på pladeselskabet Universal. Det er intet mindre end en kulturel undladelsessynd.
Udlandsgennembruddet var vist kun mundsvejr og trioen sled på hinanden. Kort før jul 1967 gik de hver til sit. Aarskov fortsatte ad skuespillervejen, Lelievre tog til London og indspillede med bl.a. John McLaughlin et aborteret soloalbum før han vendte tilbage til Danmark. Først for at arbejde kortvarigt med Cy i High Crossfield. Siden kæmpede han med sit tungsind og sin musikalske originalitet i bandet Pan, før han begik selvmord i 1973.
Da havde Cy Nicklin nyetableret sig på den danske scene. Folkemusikken lå stadig som en klangbund i hans musik, men navne som Strawbs og Jefferson Airplane var en tydelig inspiration i bandet Day of Phoenix, som var en udløber af rhythm & blues-bandet The Maniacs – en slags husorkester på mit gymnasium, Schneekloths Skole. Day of Phoenix med Cy udgav den meget fine single ‘Tell me/I think it’s going to rain today – Randy Newman-nummeret, men der var lidt for mange kokke, så via High Crossfield dannede Cy i det sene efterår 1969 Culpeper’s Orchard. Kernen i første fase af bandet var ham, guitaristen Nils Henriksen og den omskolede jazzbassist Michael Friis. Debutalbummet er et mesterværk. Punktum. Knapt så overbevisende originalt er den mere soulprægede opfølger fra 1972 ‘Second Sight’ før mellemspillet ‘Going for a song’ med bl.a. den senere klyde, Tom McEwan på meget hørbare trommer.
Nicklins trang til musikalske udfordringer førte i 1977 til den selvfinansierede lp, ‘All dressed up and nowhere to go’. Titlen blev ufrivilligt selvprofetisk, for med en ung Morten Kærså som et gnistrende keyboardtalent og smækre melodier hører pladen til en af dem, man også gerne så genudsendt. Dengang blev den begravet i anmelderroser, men lagde sig nok for ubestemmeligt mellem Culpeper-stampublikummet og den gryende jazzrock, som tiltalte Cy Nicklin endnu mere. Han ville ikke ende som et hippielevn.
Sammen med Michael Friis og ikke mindst Kenneth Knudsen prøvede han at finde ind til en mening med musikken i bandet Anima, først som lydhør lydmand, siden som sanger med dette kraftfulde, men lyriske svæv, der er hans særkende. Det var smukt, særegent og aldeles usælgeligt. Sideløbende havde Nicklin høstet så mange erfaringer bag mixerpulten, at han etablerede sig som producer. Det nød en ung, ukendt gruppe ved navn TV-2 godt af. Han var med til at gøree Steffen Brandts Toyota fantastisk og verden vidunderlig, og før der gik hamsterrock i News lød de faktisk som et nyrockband, takket være Nicklin.
De seneste mange år har Cy Nicklin arbejdet som klangarkitekt, bl.a. for Palle Mikkelborg. Og i 12 år var han meget mere end en lydmand for Erik Moseholms EU-støttede kærlighedsprojekt, European Jazz Orchestra.
På Culpeper-videoen her, fra en eller anden forblæst dansk 70′er-festival, kan man i baggrunden blandt de mange mennesker, der altid fandtes på scenen dengang, se en fyr med solbriller. Det er Cys broder Gary, som selv fik sig lidt af et navn som tekstforfatter og lydtekniker.
Cy Nicklin har fået opkaldt et dansk band efter sig: Cy.
Jeg interviewede i 1977 Cy Nicklin om bl.a. hans baggrund og Cy, Maia & Roberts musik og grunden til deres opløsning. Læs mere her.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
[...] Cy Nicklin fylder 70 år! Tempus fugit. Jeg husker det, som var det igår. En kliche, men ikke desto mindre, en rigtig en af slagsen. Jeg sad i Stakladen på en af de klapsammenstole, man dengang i halvfjerdserne brugte, når der var koncert. Og som man fik ondt i røven af at sidde på for længe. En person kom hen til mig og sagde noget i retning af: “Har du noget ild?”. Jeg kikkede op, og der stod Tom McEwan, som dengang spillede trommer i Culpeper’s Orchard. En af grundene til, at jeg var kommet til denne koncert. Desværre kunne jeg ikke hjælpe Tom, for den eneste røg jeg indtog dengang var de tunge galarskyer, der drev rundt i lokalet og som hele tiden blev suppleret af nye skyer fra chillumer i alle størrelser og afskygninger. En god ryger har jeg aldrig været. Og et par hvæs på en hjemmebygget megachillum samme aften mindede mig blot om, at det bedste jeg kunne få ud af den sport, var et kraftigt hosteanfald. Jeg havde fået ørerne op for Culpeper’s Orchard og havde også købt deres uforlignelige debutalbum (1971 Polydor 2380 00) hos FONA i Esbjerg på et af deres – i denne blogsammenhæng – sagnomspundne udsalg. Med deres unikke, personlige udgave af progressiv rock med over- og undertoner af folk, country og meget andet godt og med et vokalarbejde, der ledte tankerne hen på det allerbedste fra udlandet (fx Crosby, Stills, Nash & Young), var de for mig et levende bevis på, at dansk beat sagtens kunne stå distancen over for den ellers så dominerende angloamerikanske rock. På papiret var dette band af international klasse. Med folk som Nils Henriksen, Niels Vangkilde, Thomas Puggard-Mülle (g.), Niels Tuxen (pedal steel, dobro), Ken Gudman, Rodger Barker, Tom McEwan (trommer), Michael Friis (bas) og Cy Nicklin i forgrunden som sanger og guitarist var potentialet til et større gennembrud på plads. Men som så ofte i den branche blev det ved det. [...]
[...] med Cy Nicklin, som efter Cy, Maia & Roberts kommercielle kuldsejling ville noget andet. Det blev til Culpeper. Til 1978 var Friis bassist i det band og satte nye hjemlige normer, inspireret af Paul McCartney, [...]
[...] var McEwan heller ikke mere fodformet. Faktisk var han en overgang en driftsikker trommeslager i Culpeper’s Orchard, men da han mødte børnekulturfornyeren Søren Kragh-Jacobsen, blev hans livsbane [...]
[...] Nana Schwartzlose, men der er også tråde tilbage til en skuespillende sanger som Maia Aarskov fra Cy, Maia & Robert i den meget private, men dragende sang ‘Daddy And I’ om at … ja, om hvad [...]
arne schiøtt2. november 2011 - 08:41
Kære Torben. Jeg gør venligst opmærksom på at både “On the scene” OG “Out of our time”, er genudgivet på CD. De findes i den gule box fra serien “Dansk Rock Historie” I boxen er der 15 originale plader med: Steppeulvene,Old man and the sea,Savage Rose, Burnin red,Dissing, Alrune, Culpeper, Young Flowers o.s.v.o.s.v.
@Arne: det ved jeg men bemeldte boks var ikke udkommet, da jeg skrev det oprindelige indlæg. Og vi mangler stadig deluxe udgaverne med bonusnumre…
arne schiøtt2. november 2011 - 09:21
@Torben. Tænkte det nok. Men bemærk at der i den gule box er en ekstra CD med sjældne og ikke tidligere udgivne numre. Heriblandt syv med Cy,Maia og Robert. Måske er det dem som ville komme med på en deluxe-udgave af “Out of our times”?
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
[...] Cy Nicklin fylder 70 år! Tempus fugit. Jeg husker det, som var det igår. En kliche, men ikke desto mindre, en rigtig en af slagsen. Jeg sad i Stakladen på en af de klapsammenstole, man dengang i halvfjerdserne brugte, når der var koncert. Og som man fik ondt i røven af at sidde på for længe. En person kom hen til mig og sagde noget i retning af: “Har du noget ild?”. Jeg kikkede op, og der stod Tom McEwan, som dengang spillede trommer i Culpeper’s Orchard. En af grundene til, at jeg var kommet til denne koncert. Desværre kunne jeg ikke hjælpe Tom, for den eneste røg jeg indtog dengang var de tunge galarskyer, der drev rundt i lokalet og som hele tiden blev suppleret af nye skyer fra chillumer i alle størrelser og afskygninger. En god ryger har jeg aldrig været. Og et par hvæs på en hjemmebygget megachillum samme aften mindede mig blot om, at det bedste jeg kunne få ud af den sport, var et kraftigt hosteanfald. Jeg havde fået ørerne op for Culpeper’s Orchard og havde også købt deres uforlignelige debutalbum (1971 Polydor 2380 00) hos FONA i Esbjerg på et af deres – i denne blogsammenhæng – sagnomspundne udsalg. Med deres unikke, personlige udgave af progressiv rock med over- og undertoner af folk, country og meget andet godt og med et vokalarbejde, der ledte tankerne hen på det allerbedste fra udlandet (fx Crosby, Stills, Nash & Young), var de for mig et levende bevis på, at dansk beat sagtens kunne stå distancen over for den ellers så dominerende angloamerikanske rock. På papiret var dette band af international klasse. Med folk som Nils Henriksen, Niels Vangkilde, Thomas Puggard-Mülle (g.), Niels Tuxen (pedal steel, dobro), Ken Gudman, Rodger Barker, Tom McEwan (trommer), Michael Friis (bas) og Cy Nicklin i forgrunden som sanger og guitarist var potentialet til et større gennembrud på plads. Men som så ofte i den branche blev det ved det. [...]
WOW! go’ ‘kommentar CAPAC!
[...] med Cy Nicklin, som efter Cy, Maia & Roberts kommercielle kuldsejling ville noget andet. Det blev til Culpeper. Til 1978 var Friis bassist i det band og satte nye hjemlige normer, inspireret af Paul McCartney, [...]
[...] var McEwan heller ikke mere fodformet. Faktisk var han en overgang en driftsikker trommeslager i Culpeper’s Orchard, men da han mødte børnekulturfornyeren Søren Kragh-Jacobsen, blev hans livsbane [...]
[...] Nana Schwartzlose, men der er også tråde tilbage til en skuespillende sanger som Maia Aarskov fra Cy, Maia & Robert i den meget private, men dragende sang ‘Daddy And I’ om at … ja, om hvad [...]
Kære Torben. Jeg gør venligst opmærksom på at både “On the scene” OG “Out of our time”, er genudgivet på CD. De findes i den gule box fra serien “Dansk Rock Historie” I boxen er der 15 originale plader med: Steppeulvene,Old man and the sea,Savage Rose, Burnin red,Dissing, Alrune, Culpeper, Young Flowers o.s.v.o.s.v.
@Arne: det ved jeg men bemeldte boks var ikke udkommet, da jeg skrev det oprindelige indlæg. Og vi mangler stadig deluxe udgaverne med bonusnumre…
@Torben. Tænkte det nok. Men bemærk at der i den gule box er en ekstra CD med sjældne og ikke tidligere udgivne numre. Heriblandt syv med Cy,Maia og Robert. Måske er det dem som ville komme med på en deluxe-udgave af “Out of our times”?
@Arne: Der arbejdes på det:-)