Han fik Miles til at smile

Kommentarer slået fra

Der har aldrig hersket nogen tvivl om Herbie Hancocks kompetence.  Allerede som 11-årig kunne han førstesatsen af Mozarts femte klaverkoncert, og sådan er det blevet ved for klaviaturspilleren og komponisten, der på sin 70 års dag i dag kan se tilbage på en karriere, hvor han har delt vandene, scoret kassen, fornyet jazzen og prøvet det lille format og det helt store udtræk med sand dødsforagt for anmeldermeninger.

Hans musikerliv strækker sig fra at have sagt farvel til bebop i 60’erne for i 70’erne og 80’erne at forny funken.  Det hele er sket med samme virtuositet, og problemet for Herbie Hancock (og ikke mindst hans kritikere) har altid været, at han er gået  lige meget ind for det, han har kastet sig ud i. Han er blevet kaldt kamæleon, ja, har koketteret med det på et af sine største hits, men for ham har det aldrig været et skældsord.

Hancock blev ’opdaget’ af trompetisten Donald Byrd, der introducerede ham på 1961-albummet ’Free form.’ Sådan lød det også. Det prestigiøse Blue Note tilbød Hancock et soloalbum, ’Taking Off’. Og det var, hvad han gjorde, godt løftet af ”Watermelon Man,” som Mongo Santamaria gjorde til et Top 10-hit, der betalte Hancocks husleje en rum tid.

Det var dog ikke hans evne til at forny en 16 takters blues, men den sublime brug af pedalteknik, der var med til at gøre ham interessant for Miles Davis, som var ved at sætte en ny kurs i midten af 60’erne. I Davis’ nye kvintet mødte Hancock saxofonisten Wayne Shorter, trommetalentet Tony Williams og bassisten Ron Carter, så jazzen ikke var den samme, da konstellationen ophørte i 1968. En af deres plader hed ’Miles Smiles’. Med god grund.

Sideløbende kørte Hancock sin egen karriere, og havde, ansporet af Miles, anskaffet sig et af de nye el-pianoer. Han havde snuset til funkrytmikken, men sprang efter tiden hos Miles ud som en mindre kødelig, men ovenud kapabel viderefører af den tradition, James Brown havde grundlagt og Sly Stone opdateret.

Han investerede også i et Hohner clavinet og resten af synthesizersvineriet, og dermed også i fremtiden, som han fik til at starte her og nu med 1973-albummet ’Headhunters’. Det, og singlen ’Chameleon,’ dementerede, at jazz var usælgelig. Omvendt var der mange jazzelskere, der syntes, Hancock tog strøm på jazzen; ikke mindst da den nye nonstopkanal MTV i 1983 gjorde hans videobårne ’Rockit’ til et kæmpehit.

Hancock, som var blevet buddhist, kunne ikke forstå kritikken. For ham var musik musik. Og mellem hans ører gik der en lige, men dansende linje mellem Ravel og Otis Redding. Parallelt med sin nye status som pop- og discostjerne holdt Hancock fast i sit akustiske udgangspunkt. Indtil et godt stykke ind i 90’erne genoplivede han af og til den gamle kvintet bag Miles Davis med Freddie Hubbard som substitut for Davis. Og spillede med både Wynton Marsalis og Chick Corea.

Senere i 80’erne blev det til et samarbejde med den gambianske kora-spiller Foday Musa Suso, der var mere interessant end forløst, men demonstrerede, at Hancock holdt fast i den nysgerrighed, som var noget af det, Miles Davis satte pris på. For et par siden udsatte Hancock således både Gershwin og Joni Mitchells melodier for sin kølige lidenskab. Det havde de rigtigt godt af.

Og til sommer præsenterer han ’The Imagine Project’, et genre- og grænsesprængende samarbejde, hvor Hancock på film og plade møder Jeff Beck, Anoushka Shankar, Seal, Pink, Wayne Shorter, The Chieftains og mange andre for at betone, at ”musik er et universelt sprog”, som kan være med til at sikre ”verdensharmoni på alle planer.”

Mindre kan også gøre det. F.eks. i biografen, hvor mange af os har hørt Hancock uden at vide det. Allerede i 1966 skrev han musik til Antonionis Cannes-vindende og Oscar-nominerede ”Blowup”, han begik ledemotivet til den første ”Death Wish”-film samt ikke mindst musikken til Bertrand Traveniers ”Round midnight” med Dexter Gordon i en uforglemmelig hovedrolle, frit efter Lester Young og Bud Powells liv. Den musik indbragte Hancock en Oscar. Nu er der en spillefilm på vej om Miles Davis. Med ny musik – af Hancock. Som det er blevet sagt ude i blogosfæren: ”Man kan ikke forestille sig en bedre til at skrive netop den musik.”

Jeg tror, Herbie Hancock er helt enig.

Illustration fra omslag til The definitive Herbie Hancock, 2008

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top