Han fik mor til at se rødt

Kommentarer slået fra

I Politiken søndag kan man i dag læse min fødselsdagshilsen til Troels Trier, som fylder 70 17.1:

”Drop kopierne, bevar originalerne” lyder et t-shirt-egnet slogan. Det handler om piratkopiering, men det kunne også være en hyldest til Troels Trier, der i dag fylder 70. Hvor i kulturlivet finder man hans lige? Se på ham! Se på ham igen! Lidt hjulbenet, næsten med vilje, med pilotlæderhjelm og en næsemaske, forlænget som en fallos. Raspende besynger han fremmedgørelse og storbyensomhed, så den neonlyser fascinerende farlig, eller han legemliggør en uromantisk solidaritet, både med de undertrykte og utilpassede og med de private følelser, han altid har undskyldt lidt, men ikke har kunnet lade være at synge ud, fordi han altid har været et levende dementi af en af sine bedste sange, den om funktionæren, der først bliver menneske, når han dør.

Lad os lige trække vejret efter en introduktion, der lyder som et ekko af den sprechstallmeisterstil, der i 70’erne gjorde Troels Trier til en af landets mest spektakulære rockperformere.

Han er runden af miljøet omkring Vallekilde Højskole. Faderen var kunstmaler og moderen billedskærer. Den kunstneriske stafet ventede altså på at blive samlet op. Alligevel søgte Trier efter nogle år på valsen i Sydeuropa ind på Polyteknisk Læreanstalt. Han kom heldigvis ikke ind, men begynder som grafiker og keramiker. Og debuterede i 1961. Ni år senere fik han treårigt kunstfondlegat, men ville ud til flere end de få, der går på gallerier.

Sammen med broderen Lars begyndte han derfor at optræde ved ferniseringerne. Han sang efter bedste evne, nærmest på trods, men lillebroderen spillede virtuost. Og i 1969 dannede de, sammen med bl.a. Dea Trier Mørch (som med Troels fik børnene Rosa, Sara og Tobias), kollektivet Røde Mor, der skrev sange og skar i linoleum. Det var de store ords tid. Samfundsmodsætningerne blev mejslet ud med socialismens nådesløse hammer, og Røde Mor kaldte sig propagandistisk og proletarisk. I dag virker den sort-hvide grafik nostalgisk, men sange som ’Du flyver dag og nat på Vietnam’ og debutalbummet ’Rok Ork’ fremstår lysende originalt. Velvet Underground møder spansk folkemusik, så det både hylder frihedskæmperne i Latinamerika og Vietnam og er en subtil kommentar til Franco-Spanien.

Troels Trier var hverken bange for det kommercielle eller det profesionelle. Budskabet skulle ud. ”Man skal tage kampen op mod hele det rigt facetterede borgerlige kulturapparat, og så kan det ikke nytte, at man siger, at politisk kunst skal lyde eller se sådan eller sådan ud,” sagde han i 1976: “Og dér vil man så komme til at støde de, der har alt for enkle opskrifter på, hvordan marxistisk musik skal være.”

Røde Mors Rockcirkus blev lige så populære som Gasolin’. Venstreorientering var et hit. ‘Mødrene’ blandede musik, mening og (galgen)humor, så munkemarxisterne spildte forarget galde på bondeskjorterne. Noget andet er så, at bandets ortodokse forhold til de socialistiske stater næppe vil kunne holde til et eftersyn af Bent Blüdnikow.

Sideløbende udsendte Troels Trier pladerne ‘Rosa’ og ‘Larsbjørnsstrædes Vinduer’, hvor han ud fra en mere privat vinkel videreudviklede sine sange. De hører ikke til de mindst holdbare i hans katalog. Soloarbejdet intensiveres, da Røde Mor nedlægges i 1978, men han er ved at nå enden af den røde tråd.

Midt i 80’erne tager han og hans nye kone, Rebecca Brüel, livtag med folkeligheden. Det lykkedes. Sange som ‘Bøf med løg’ blev fast inventar i jukeboksene. Nogle mente, at parret ironiserede over deres nye publikum.

Først i 90’erne slog parret sig ned på Fyn og blev for en stund økologiske landbrugere. Trier skiftede mikronstativ ud med staffeli, men genopvækker Røde Mor med bokssæt og turneer. I 2007 får gruppen pladebranchens ærespris. I høj stemming modtager Trier trofæet og siger: “Fra os skal der til de unge lyde: Gå ud og gør noget ved det! Og til vore jævnaldrende: Smid så de golfkøller ad helvede til og find guitaren frem. Det er tid til rock and roll!”

Det er det ikke længere for Røde Mor. Som der står på hjemmesiden: “Med fuldt udtrukne gangstativer forlyder det fra Røde Mor ‘Vi ses om 30 år’.”

Foto af Danielle. Th. en anden rød mor, Henrik Strube.

Mere om Trier hos CAPAC

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top