Han gav os sexchikane

Kommentarer slået fra

Det var den omvendte verden, da Jørgen og Lars var legekammerater i drengeårene. Lars med efternavnet Ulrich trænede det tennistalent, han havde arvet efter sin far. Præstesønnen Jørgen med efternavnet Thorup øvede sig på Lars’ trommer, når han da ikke lige sang skønsang i Radiodrengekoret, men noget ved musikken blev de begge.

I morgen fylder sangeren og sangskriveren Jørgen Thorup 50 og føler sig stadig midt i livet med ny plade på vej, men med al respekt husker de fleste ham nok mest som den markante, korsyngende og komponerende keyboardspiller i Shu-bi-dua. Femten år blev det til i det professionelle amatørorkester, som han forlod i 2001, smækkende med døren over at Michael Bundesen åbenbart var den eneste Shubi, der duede.

Han fulgte sin exit op med en saftig insider-bog om livet i dueslaget. Den brød ’Bunden’ sig ikke om. Så sent som i år udtalte han til B.T. om Thorups åbenhjertighed: »Han brød det vigtigste kodeks i Shu-bi-dua. ’Det, der bliver sagt bag døren, bliver bag døren’. Jeg kan aldrig tilgive det«.

Jørgen Thorup følte allerede tidligt, han havde noget at have sin selvtillid i. Talentet var åbenbart. Hans vokale evner var blevet yderligere forstærket efter en periode i falsetpopgruppen Squares (det tidligere Red Squares), og i 1980 pladedebuterede han med V6, et band, der spillede Toto-inspireret poprock, som 80’erne kunne lide den.

Et samarbejde med Roberto Johansson endte siden både i en portugisisk hitlisteførsteplads og en ikke slet så meriterende hjemlig melodi grand prix-deltagelse i 1983 – siden har han deltaget to gange i samme konkurrence. Uden helt at have hjertet med.

Det har han til gengæld som akkompagnatør for så forskellige navne som Michael Falch, Dodo & The Dodos, Billy Cross, Sebastian, Laban og Pretty Maids. For nu at nøjes med at nævne en håndfuld af de mange, han har spillet sammen med.

Stilistisk har han altså aldrig været kostforagter – hans firma Tunelab producerer bl.a. musik til Regner Grastens film og Thorup var med til at skrive musik til ’Familien Gregersen’ – men grundlæggende er han en poppedreng, som imidlertid ikke er så vild med sukker, som man skulle tro. Det er han til gengæld med vokalharmonier, et godt riff og smidige melodilinjer.

I sin tid i Shu-bi-dua skrev han, sammen med Michael Hardinger, musikken til bandets største 90’er-sange, bl.a. ’Sexchikane’, deres versionering af et Miriam Makeba-nummer. Duoen fik også tid til at indspille plader for sig selv. ’Dinger’ smækkede med døren før Thorup, så mon ikke de havde noget at snakke om, når de mødtes? Det gjorde de i hvert fald tit, og gør det stadig. Næste år udkommer deres tredje album.

Inden da udsender Thorup i næste måned sit tredje soloalbum. Hans første dansksprogede, fra 2007, rummede P4-hittet ’Gør som du vil’.

Titlen har altid været Thorups motto. Og har aldrig været bleg for at betale de omkostninger, det har krævet at følge de ord, som også noget af det, han prøver at indprente de erhvervsfolk, der deltager i hans musikalske teambuildingkurser. Skolelever hører også til hans kundekreds, for han har aldrig fornægtet sin indre drengerøv. Selv om han – til omgangskredsens overraskelse – både er blevet ægtemand og far.

Illustration: Ukrediteret pr-foto fra Thorups hjemmeside.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top