Han kørte dansk fodbold i mål

Glem alt om Schmeichel og brødrene Laudrup. “Bette Halle” fra Frederikshavn er det største fodboldidol, vi har haft, ja, hans popularitet kunne mageligt måle sig med Otto Brandenburg. Og den fik et boost, da han filmkyssede sig til et livslangt ægteskab med hele Danmarks Mie alias Rudi Hansen, storesøster til Annisette.

Kun på grund af DBU-toppens forbenede amatørisme – på alle planer – nåede Harald Nielsen ikke at sætte sit aftryk på dansk landsholdsfodbold i tilstrækkelig grad, men måtte efter sensationel sølvmedaljehøst ved OL i 1960 “nøjes med” i adskillige sæsoner  at dominere den italienske liga som topscorer og mester med Bologna FC. Det er Joakim Jakobsens påstand i hans nye bog “Guld Harald”, og han fører overbevisende bevis for den.

Jakobsens murstensbog om Tour de France forekom i perioder noget repetitiv, men hans bog “Tynd luft” om VM i Mexico og det måske bedste landshold, vi har haft, var skrevet, som om han personligt selv spillede alle pladser på holdet.

Samme smittende, erindringsfremkaldende, men aldrig nostalgiske nærvær finder du i bogen om centreforwarden, der blev rollemodel for bl.a. Preben Elkjær. F.eks. overværede denne blogger som kortbukset grønskolling den uofficielle landskamp mod de brasilianske verdensmestre fra Hockeybanen i Københavns Idrætspark i 1960 sammen med mindst 53.000 andre målløse tilskuere, der så Harald & co. spille lige op med typer som Pele, Gilmar og Garrincha. 3-4 blev resultatet, og Jakobsen skildrer kampen, så man kan lugte græsset og pølsekogevandet, høre tilråbene og føle lyden af den snørede bold mod fodboldstøvlerne. Godt gået af en mand, der først blev født tre år senere.

Bogen taber pusten en smule, da Harald Nielsen kommer ned til Bologna, de italienske intriger og de store penge (som han forvaltede med nordjysk snusfornuft), men den første halvdel er mageløs. Ikke mindst i beskrivelsen af det datidige og i dag meget fortidige danske fodboldmiljø, hvor DBU-lederne regerede med en magtfuldkommenhed, der kombinerede arrogance og uvidenhed. Professionalisme var et landsforræderisk fyord. Spillere, der formastede sig til at spille for penge i udlandet, blev bandlyst på landsholdet, ja, i lange perioder måtte de end ikke efter endt udlandskarriere spille herhjemme, hvis der var tilskuere. På den måde blev fodboldudviklingen sat i stå i to årtier, hvor Danmark primært mødte nationer som Norge, Sverige, Island og Norge og når det gik højt DDR.

Spillerne fik ingen kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, og måtte derfor stille på arbejde dagen efter en kamp; der var ingen samlinger før en landskamp; landstræneren udtog ikke selv sit hold – det gjorde UK, en såkaldt udtagelseskomite. Og Jakobsen opregner talrige, i dag helt groteske, eksempler på DBU’s smålighed. Bl.a. blev en spiller syg i forbindelse med en landskamp. Han fik en indsprøjtning med penicillin. Plus en regning fra DBU på femten kroner. Og det var mange penge dengang. En anden gang gik spillerne fra provinsen i biografen aftenen før en landskamp. DBU nægtede at refundere billetterne. Årsag: Spillerne havde jo selv valgt at ankomme til hovedstaden dagen før. I stedet for bare at komme ind med toget på selve spilledagen!

Dette ledervælde bød Harald Nielsen, og hans nærmeste, hælsparkende konkurrent, Ole Madsen, så inderligt imod, at de offentligt sagde fra. Ikke overskriftsvenligt bastant – vi var trods alt i de høflige 50′ere – men så det ikke var til at misforstå, og livet igennem har oplevelsen fra dengang siddet i ham som en burre. Og den var vel også drivkraften, da han og Helge Sander i 1978 fremprovokerede indførelsen af professionel fodbold i Danmark – første professionelle klub blev, helt absurd, HIK i 3. division, Ole Madsens gamle klub, så de historiske penge passede. Det samme kan man ikke sige om den økonomiske bæredygtighed! Sander-Nielsen-provokationen blev for Harald noget mere målrettet, da han siden blev drivkraft i etableringen af FCK, en klub, som  alt andet lige har været med til at løfte overliggeren i dansk fodbold. Den overligger, Harald Nielsen som aktiv sjældent selv ramte. Dertil var han alt for træfsikker. Præcis som Joakim Jakobsen, der boldsikkert varetager og fornyr arven efter Per Høyer Hansen.

Det ukrediterede billede er lånt fra Rudi og Haralds hjemmeside