Han slog rocken ihjel i utide
En af de mest citerede musikhistorier i sidste uge var den britiske musikjournalist Paul Gambaccinis ord om, at rocken er død. Diagnosen fremkom, efter at branchebladet Music Week havde bragt sin årlige, genreinddelte liste over singlebestsellere. Kun tre af titlerne kunne kaldes rock – uden at man ulejligede sig med en definition af begrebet.
Den Oxford-uddannede Gambaccini, der i Storbritannien kendes som ‘the professor of pop’, kommenterede listen i The Guardian og skrev nærmest rockens nekrolog. Måske fordi han selv er ved være fortid.
Og nu om dage, hvor netmedierne hverken har tid eller plads til kildekritik eller refleksion, gik de to nyheder verden rundt. Indrømmet: Det er også en god rubrik: Rocken er død.
Den er bare ikke rigtig.
I en fin artikel i Politiken i går dissekerer musikforskeren Henrik Smith-Sivertsen pseudonyheden. Den viser mest, siger han, at “singlen er tilbage. Resten er en ret kedsommelig omgang håndtydning.”
Og forskeren forklarer så, hvorfor en historie som denne fænger. Det gør den, mener han, “fordi henvisninger til hitlister ved første øjekast forekommer at omhandle fakta. Det er bare vigtigt at holde tungen lige i munden. I dette eksempel står og falder historien med nogle unavngivne journalisters ikke definerede genrebegreber … det skægge er, at ‘rock’ her måles ud fra genrens position i en mainstreamoptik. Samtidig defineres rock stort set altid i modsætning til mainstream,” siger Henrik Smith-Sivertsen fra Det kgl. Bibiliotek til Politiken.
I går gik Sam Leith i The Guardian i rette med popprofessor Gambaccinis konklusioner: “The first thing to be said is that the absence of rock from the singles chart doesn’t prove rock is dead. It simply proves that the people who buy singles aren’t buying rock. It suggests, assuming rock fans do still exist, either that they are buying albums (perhaps the rock fans of today are older and wealthier), or that they are stealing albums (sorry, yes, piracy isn’t technocally theft – but let’s not bore about that, eh?) or they are watching rock music live.” Leith er tilbøjelig til at tro, at alle tre faktorer spiller lige stor rolle.
Det er den slags (dødssyge) diskussioner, der trods alt bliver ved at holde rocken levende. Også når den sælges som pop.
Se Music Weeks overbliksartikel om singlelisterne i 2010 her.
Privatfoto.
rocken er død! noget af en påstand. men sandheden er nok snarere at den er ved at skifte status til at være klassisk musik. om den holder i længden er svær at sige, men der ingen tvivl om at vi som er 40+ vil lytte til den resten af livet. det der har kendetegnet rocken er at det ofte handlede om hele værker. tænk bare på pink floyd, dylan, stones,kinks,joplin,cohen o.s.v. det var/er plader til folk som kan lytte og nyde en helhed, i modsætning til mange unge i dag som fortrækker at høre forskellige kunstnere når de putter hovedtlf. i ørerne.
jeg bor selv i et hus som i materialer er dybt velegnet til at høre musik, og noget af det bedste jeg ved er at sætte en god plade på, typisk dylan, grateful dead eller eagles. sætte mig på den gode stol, med en bog i den ene hånd og rødvin i den anden..alt i mens jeg kan kigge ud af vinduerne til haven, hvor skoven grænser direkte op. udenfor går dådyrerne og fasanerne. egerne leger i træerne og der kommer en spætte og spiser vore fuglekugler…det er ren disney…men hovedsagen er at musikken er den dominerende faktor der gør at jeg kan nyde alt det andet. men jeg må nok samtidig erkende jeg nok er en uddødende race.
Albums sælger pænt, men her er det faktisk også pop der dominerer:
“Although rock music’s share of the singles market has slumped, it remains a strong second to pop in the album sector, with a 27% share of the Top 100. Pop also drifted a little, from 46% to 44%, with urban (up from 10% to 16%) taking up the slack.”
Kilde: Music Week
Rockalbums sælger pænt, men her er det faktisk også pop der dominerer:
“Although rock music’s share of the singles market has slumped, it remains a strong second to pop in the album sector, with a 27% share of the Top 100. Pop also drifted a little, from 46% to 44%, with urban (up from 10% to 16%) taking up the slack.”
Kilde: Music Week