Håndboldens tricolore

Hvad kæmper vi for, sagde de danske håndboldspillere efter hver time-out. Anført af Kasper Hvidt lød svaret: Guld. Og før EM luftede også Ulrik Wilbek medaljedrømme. Som EM skred frem, viste det sig, at han fik mindre og mindre at have dem i. Ingen af de danske målmænd fik gang i spillet og vort nationale håndboldmæssige adelsmærke, fløjspillet, fungerede kun sporadisk ligesom skudtruslen fra bagspillere som  Mikkel Hansen.

I dag vandt Frankrig over Kroatien 25-21 i en finale, der navnlig i første halvleg demonstrerede, hvor langt de danske EM-mestre i virkeligheden var fra at kunne gentage den overraskende succes for to år siden. Der blev i dag vist håndbold på et artistisk og intuitivt niveau, der var medrivende og magisk.

Anført på fransk side af den uforlignelige  Nikola Karabatic (billedet) og verdens p.t. bedste keeper, lille frygtløse og lynsnare Thierry Omeyer. Samt et hyperbevægeligt forsvar. Og fra kroatisk side af den uopslidelige boldtroldmand Ivano Balic og målmanden Mirko Alilovic, som nægtede at gå ned, men ikke kunne holde koncentrationen. Især ikke da et par arbitrære dommerkendelser fik kroaterne til at bruge mere tid på at diskutere end på at spille, så Frankrig kunne gå fra 9-12 til 17-13 og dermed reelt afgjorde kampen et lille stykke inde i 2. halvleg. Ikke mindst fordi den uberegnelige koleriker af en kroatisk landstræner lod Balic sidde ude i denne afgørende fase.

Med sejren kan Frankrig smykke sig med den håndboldmæssige tricolore: Verdensmestre, olympiske mestre og europamestre. Der må jubles. Ikke mindst på spillets vegne. Merci bien.

Også til Kasper Hvidt for den tid, der har været. Ingen er uundværlig, men med hans farvel må danskerne parkere medaljedrømmene på bænken et par sæsoner.

Pressefoto fra www.nikolakarabatic.com