I morgen for tredive år siden kørte Harry Chapin som så mange gange før afsted til en velgørenhedskoncert. Han nåede aldrig frem. Han sænkede farten, blinkede som signal, måske på at han havde fået det dårligt, og kørte så klods op i en traktor-transportbil, der ikke kunne nå at bremse. Chapin omkom i den brand, der brød ud ved sammenstødet, men var måske død inden – af et hjertestop.
Det vil være en kliche at sige, at hans sange stadig lever. Det gør de ikke rigtigt. Selv om hans hjemmeside nærmest er indrettet som en mindestue for ham og hans endeløse uegennyttighed og en smuk cd-boks så tidligt som i 1999 skrev Chapins musik i mandtal, er han ikke ligefrem i heavy rotation.
Det er ikke helt retfærdigt.
Hans sange kan faktisk måle sig med den stilbeslægtede Paul Simon i deres fortællelyst. En af de bedste er ‘Short stories’, og det var det, han skrev, Chapin – musikalske noveller. Skæbnefortællinger og allegorier, i et mildt, men ikke udglattende toneleje, midtvejs mellem Tom Lehrer, Simon og Woody Allen.
Fra det fyldige c.v fortjener gennembrudssangen ‘Taxi’, ‘The Mayor of Candor Lied’, ‘Dance Band on The Titanic’ og ‘Sequel’ (til ‘Taxi’) at blive nævnt, og skræller man sentimentaliteten væk – og den er der en del af hos Chapin – er ‘Cat’s in the Cradle’ stadig en af de bedste far-søn-sange:
Vi er nogen, der med glæde husker, da Eddie Skoller og Byens Bedste Backing Band gav den i en mundret dansk version i 1984. Et af Skollers store øjeblikke – ham må jeg vende tilbage til ved senere lejlighed.
‘Cat’s in the Cradle’ er fra 1975-albummet Verities and balderdash. Albummet og singlens succes gjorde Chapin til en modstræbende millionær. Han ville hellere redde verdens udsatte fra at dø af hungersdød. Derfor etablerede han sin egen organisation, iførte sig stribet habit og blev en pain in the ass i de politiske korridorer, hvor han brugte det mest af 70′erne på at lave lobbyarbejde for sin ædle sag. Det resulterede blandt andet i The Harry Chapin Foundation og i en præsidentiel kommission om sultproblemerne. Og lunkne anmeldelser.
I det lys glemte han nok både sangskrivningen, sig selv – han sov og spiste så at sige aldrig – og i nogen grad sin familie.
På den led var der noget Kennedy over Harry Chapin, der var opvokset i en radikal, kunsterisk middelklassefamilie i New York. Han blev en mand med en sag. Men altså også en mand med en række sange, der fortjener at blive husket. Og sunget.
PS: Chapins evne til at overtale andre var næsten posthum: I hvert fald lykkedes det hans enke at få tilkendt en kæmpe millionerstatning – i dollars – fra det firma, der ejede den lastbil, der uforvarende blev Chapins sidste station. Og dét selv om Chapin havde fået frataget kørekortet for en række færdselsforseelser. En historie som hentet ud af en af hans egne sange…
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
[...] fremkalder også Harry Chapin i [...]