Hausgaard på P3 – igen!

I disse dage foregår der mærkelige ting på P3. Jeg har f.eks. lige hørt Niels Hausgaards ‘Først en halv time på den ene side’. Den blev ikke spillet, fordi kanalens musikpoliti er gået på sommerferie, men fordi P3 i mandags passerede nummer 1.000 i listen af Ugens Uundgåelige.

Det jubilæum markeres hele ugen ved, at værterne dykker ned i konceptets tyveårige historie og spiller udvalgte numre fra listen. En liste, som det i øvrigt er både sjovt og sært at læse. Tænk, at K.T. Oslin er blevet power playet på P3. For slet ikke at tale om Shu-bi-dua. Du kan se listen her. Og måske sige som en af nutidens P3-værter sagde i går: “Hov, hvad skete der lige her?” Eller bare: Som tiden dog går…

Ugens Uundgåelige startede på P3′s morgenflade i januar 1991, og var barn af daværende DJ og popnørd, Andrew Jensen, og hans entusiastiske chef, den alt for tidligt afdøde Zita Boye-Møller. Inspirationen kom især fra BBC Radio One’s power play af bestemte sange samt fra heavy rotation-princippet på det dengang meget indflydelsesrige MTV.

Public service-hensigten, for en sådan var der skam, var, at gøre opmærksom på sange, som P3 syntes fortjente større og mere vedvarende opmærksomhed. Og bagtanken var, at power playet uundgåeligt ville få lytteren til at høre flere sange fra det album, nummeret var taget fra.

Det var dengang, hvor P3 endnu ikke var musikstyret, fordi man bildte sig ind, at så mange forskellige pladevendere da i sig selv måtte være garanti for musikalsk diversitet. Siden undersøgte vi ved almindelig optælling om det nu også forholdt sig sådan. Det gjorde det ikke. Tværtimod spillede værterne tit det samme, ja, ikke sjældent kom man ud for, at et program sluttede med den samme sang, som det næste program startede med. Altså et utilsigtet power play.

På den led blev Ugens Uundgåelige en prøvesmag på den musikstyring, som nu om dage er rygrad i musikvalget på P3 (og P4 m.fl.). Ingen tænkte dog endnu så langt, men enkelte programmedarbejdere så konceptet som en tvangsbolle, de konstant var ved at kløjes i.

I kanalledelsen brugte vi senere på året erfaringerne fra Ugens Uundgåelige, da vi, med stærk inspiration fra Sveriges Radio, tog de første tilløb til den musikstyring, der blev endeligt implementeret i 1997-98 efter at en arbejdsgrupperapport i sommeren 1995 havde fastslået behovet for såvel musikkoordinering og -styring.

Rationalet var det indlysende, at musik dengang optog 65-70 procent af P3’s programflade. Musik er med andre ord en vigtig del af P3’s programlægning. Derfor var det også indlysende, at den skal styres, præcis som den journalistiske side af radiovirksomheden bliver det. Musikstyring blev indført af mindst to lige vigtige grunde: rationalisering og som et middel til at dæmme op for den ukontrollable indflydelse, pladebranchen havde på programværternes musikvalg.

Samtidig blev P3’s musikstyring lanceret som en modpol til de private radiostationers ensidige satsning på det i forvejen populære. På P3 brugte man musikstyring til at give ellers ukendte navne chancen i æteren. Og samtidig kunne man med musikstyring i langt højere grad efterkontrollere, om man levede op til de mål man politisk havde sat sig, f.eks. om afspilningsprocentsatsen for dansk musik. Altså et godt eksempel på, at et kommercielt instrument så at sige kan bringes til at køre i modfase og dermed bruges i public service-øjemed.

Erfaringerne med Ugens Uundgåelige i de første år viste, at nok blev der i en periode sat ekstremt fokus på en bestemt sang, men fokus flyttede sig ikke naturnødvendigt over på andre sange af samme kunstner. Tværtimod indfandt der sig en træthed blandt pladevenderne over at skulle spille sangen uden for den programzone, Ugens Uundgåelige udspillede sig i.

Med andre ord: Den sang, der blev valgt til Ugens Uundgåelige, fik et kortere liv end tiltænkt, fordi værterne blev trætte af den. Det gjorde lytterne til en vis grad også, og vi kom alt for sjældent videre til andre sider af samme kunstner.

Jeg ved ikke, hvordan Ugens Uundgåelige internt virker nu om dage, men da jeg udtrådte af P3′s kanalledelse var den nød endnu ikke knækket. Siden noterede jeg mig, at det der med det public service-prægede havde fået videre rammer. F.eks. var der eksempler på noget-for-noget aftaler mellem pladeselskaber og P3.

I dag er verden – vist nok – en anden, men Ugens Uundgåelige virker lige så uundgåelig som P3. På godt og ondt, på hit og skidt.

Og Niels Hausgaard? Han overlevede P3-eksponeringen og gør det nok igen.

Læs Per Wiums mening om musikstyringen på P4 her.

Ukrediteret PR-foto, hentet her.