Helle for Håkan H.

Håkan Hellström er de sidste mange års største fund i svensk rock og pop. Det kommer ikke bag på alle de, der i sidste uge overværede hans udsolgte triumf-koncert i Vega, men nåede man ikke at få billet, kan man indhente det forsømte til foråret, hvor han giver ekstra koncerter.

I mellemtiden kan Håkan Hellström jo give dagligstuekoncert. Hans sjette album, Två Steg Från Paradise, bliver man ikke færdig med lige med det samme.

“Skal han synge så falsk og skal du absolut spille så højt”, lød det fra fruen, da jeg var i gang med den for 17. gang. Tja og ja!, svarede jeg, og skruede lidt op for ligesom at markere gadedrengen i mig. For det er ham, der kommer op i en, når man hører Håkan Hellström, men også den sarte, følsomme fyr.

Så tidligt som 2005 skrev min søn musikvidenskabelig analyseopgave om Hellström. Tidligt ude. Men som han bloggede (igen: tidligt ude!): “Problemet ved at lave en sådan analyse er, at man skal kunne relatere til og have overblik over en hulens masse musikstykker og høre referencer i musikken, hvilket kan være enormt svært, når ens analyseobjekt refererer til kunstnere som Jesus and the Mary Chain, Blue Oyster Cult, Bob Dylan-plader fra 70′erne og samtidige svenske digtere”.

I de kredse kalder de den slags for intertekstualitet. Det ord kan man ikke danse til. Det kan man ikke lade være med at gøre til Håkan Hellström, som selv har udtalt: “Man kan inte äga musik, det är bara en sjuk idé som branschen har för att tjäna pengar…” – dog tager han mig bekendt både penge for plader og koncerter, men hans pointe er alligevel til at forstå.

Modsætningerne mødes i Hellstrømmen, og ender alle sammen ude på dansegulvet til en musik, der lider af uhelbredeligt blandingsmisbrug. På den nye plade flyder den ene sang efter den anden over af fængende refræner, båret videre frem af en musik, der ikke er så lineær som meget andet af den svenske popmusik, vi er nogen, der elsker og misunder broderfolket.

Håkan Hellström er hverken Tomas Ledin eller Ulf Lundell. Han er til nød en Ted Gärdestad, kørt igennem Ace of Base, Brett Anderson, Tim Buckley, David Byrne, Bruce Springsteen årgang ‘Rosalita’ og Burt Bacharach akkompagneret af Herb Alpert & The Tijuana Brass og Tages.

Han elsker det skæve. Det usammensættelige.

Tænk bare på gennembrudssinglen ‘Kom Igen, Lena’. Lige som man tror, man hører et vaskeægte pophit, er han ude i nogle klanglige og rytmiske digressioner, som mærkeligt nok ender med, at man får det bedste af to verdener – pop og nytænkning. Eller ‘Känn ingen sorg för mig, Göteborg’ om hans rødder og det søde besvær med at kappe dem.

Göteborg er også omdrejningspunktet på Två steg från Paradise, som er en plade om at komme hjem, men også om at sige farvel. Bedst i det fine, indledende selvportræt, ‘Det Här Är Min Tid’ om vennerne, der “gick iland och jag flöt ivåg.” Og ømmest på ‘Jag Vet Vilken Dy Hon Varit I’, sunget af ham brilleaben, der engang var forelsket i hende, der nu “har bytt höghusen mot champagne”. Hun kan dog ikke narre ham. Han ved “vilken dy hon varit i”.

Dy er svensk for dynd, og i det hele taget er det en plade om at komme fri og løs, fri af den fortabte havneby, som fremtiden har forladt. Men fortiden flytter med: “Alle forsöker bli av med leran/från göta elvan som satt sig på själen/och på självförtroendet i varje lomme/jag tror jag älskar/dom där jag kommer från…”

Den følelse kender jeg godt. Håkan Hellström besynger den, så gåsehuden ikke vil lægge sig og de indre dansesko aldrig får ro.

Måske synger han af og til lige i omegnen af falsk, men han rammer hele tiden helt rent.

Læs mere om Håkan Hellström og hans intertekstualitet her.

PR-foto af John Scarlsbrick, 2010.