Heroes overlever musical

Major Tom og ‘all the young dudes’ kommer nu på rollelisten i en musical. Det vil efter planen ske til marts næste år, hvor musicalen Heroes: The Musical vil få premiere i London. Det var en hot nyhed, ledsaget af interviews med initiativtageren til projektet, filmmanuskriptforfatteren Deep Singh, i et par timer i den britiske presse i går.

Så tikkede en lakonisk pressemeddelelse ind på Bowies hjemmeside: “Neither the David Bowie Organization, nor its co-publishers EMI Music and Chrysalis, has issued a license for this performance at the O2. There are no negotiations pending for a long running musical featuring the music of Mr. Bowie.”

Nogle weekendsultne skriverkarle havde af lutter ønsketænkning ikke gjort deres journalistiske rugbrødsarbejde, men sikret Deep Singh femten sekunders tvivlsom berømmelse.

Til gengæld bliver vi andre forskånet for Mamma Mia a la Bowie.

Ikke-historien fik mig til at finde Heroes frem, altså pladen:

Vi er, hvad vi gør os selv til. I hvert fald i drømme eller i den drømmelignende tilstand, vi kalder forelskelse. Der kan vi nulstille anonymiteten og hverdagsalmindeligheden. Vi kan være helte i vort eget (følelses)liv. Eller som Bowie skildrede det i 1977: »We can be heroes just for one day …« i titelsangen til Heroes, det andet af hans album, skrevet og indspillet, mens komponisten boede i den dengang delte by, Berlin.

Det, Bowie besang, var ikke Warhols navlepillende pseudoberømmelse, men muligheden for at trodse omgivelserne og vilkårene og komme helt ind til kernen, blive ét og én. Sådan havde Bowie det selv i de år.

Hustruen Angie var træt af at leve som hans rige påklædningsdukke i Schweiz, og en skilsmisse var uundgåelig; selv kæmpede han for at holde heroinmisbruget og mediebeskyldninger om nazisympatier stangen og legede imens boheme på overdrive med sin blodsbroder, Iggy Pop. Lust for life hed et af deres fælles projekter. Og den lyst, nej, hunger efter et andet liv, søgte Bowie altså at realisere i frivilligt eksil i bohemernes hovedstad. En by, der med Muren som både symbol og betontung virkelighed lignede noget fra en film om fremmedgørelse, adskillelse, distance og et trodsigt håb. Det var bare at kigge ud ad vinduet fra Hansa-studiet, hvor pladen blev indspillet:

I remember Standing
By the wall
The guns
Shot above our heads And we kissed

As though nothing could fall And the shame
Was on the other side
Oh, we can beat them Forever and ever

Then we can be heroes Just for one day

Som sagt ren film, men sunget, så virkeligheden kryber ind under huden. Tilsat eller udvidet med en næsten kropslig melodi og et sug- gestivt arrangement, der blev et hit også på datidens templer for selvspejling, diskotekerne, men vil og når det stik modsatte: En kontakt til sig selv, en påmindelse om sårbarheden selv for den største berømmelse. Og kun få var større i de år end Bowie.

Forgængeren for Heroes hed Low. De to plader ligner hinanden. Bowie ville ud af sit mediefængsel som Ziggy Stardust, der forklædte sig som The Thin White Duke. Og han kommer det via en slags konstruktiv dekonstruktion. Det lyder fortænkt, men klinger stik modsat. Alle de kendte Bowie-ingredienser er der, f.eks. i ’Beauty And The Beast’, men musikken bekymrer sig kun om sig selv. Det giver distance og kølighed, hvis man vælger at stå udenfor, men ingen lukkes ude. Man skal bare langtidsparkere sine forestillinger om Bowie.

Multimusikeren Brian Eno var Bowies musikalske sparringspartner på Berlin-pladerne. De var ude efter at skabe deres eget lydspor til et liv, der var futuristisk her og nu. Hovedtelefoner er påkrævet for at aflokke musikken alle dens detaljer af ikke mindst rytmisk art – med percussionisten Dennis Davis som den, der er med til at gøre den industrielle accent til noget, der ikke kun vedkom avantgarden eller foregreb en ny mainstreamlyd.

Den tidligere King Crimson-guitarist Robert Fripp kom forbi, efter sigende kun et døgns tid, og indgik i et nervøst, men pirrende teamwork med rytmeguitaristen Carlos Alomar, som foregriber Talking Heads’ senere arbejde i samme område.

Det er ikke sangene og Bowies fragmentariske notesbloktekster, der er hovedsagen her, men helheden; en helhed, der giver plads til både de radiohits, Bowie kan pr. refleks, og så instrumentale passager, hvor kaos møder en næsten zen-buddhistisk afklarethed, uden at nogen af dem må træde til side for den anden.

Bowie selv spiller ingen roller. Han synger som en mand, der har alt at tabe. Og er parat til det. En sand antihelt. Næppe en musicalfigur.

Link til YouTube-video.