Hip hip for Peter Øvigs bog

2 Comments

Jeg studsede lidt, da jeg hørte, at Peter Øvig Knudsen ville skrive en bog om den danske hippietid. Men da jeg tænkte nærmere over det, gav det god mening. Jeg genkaldte mig nemlig forfatteren, dengang han stadig mest var journalist og arbejdede på Dagbladet Information. I en periode i midt-90’erne var jeg hans nærmeste chef. Øvig var sommervikar på den såkaldte a-vagt – den, der dagligt bestyrer og styrer avisen og dens produktionsflow og ikke mindst har ansvaret for forsiden.

Til dagligt skrev Øvig få, men fremragende historier af den slags, der var for lange – selv for Information. Denne unikke blanding af flid og dovenskab overførte han selvfølgelig til sit vikariat. Hippietilbagelænet sad han med benene oppe på bordet og styrede slagets gang med en helt urimelig autoritet. Han lod sig som avismager ikke stresse af deadlines. Snarere tværtimod.

Legendarisk er den aften, hvor han ringede hjem til mig og frejdigt erklærede, at nu var de sådan set færdige med dagens avis. Om de måtte gå hjem? Jeg kiggede vantro på mit ur. Klokken var 19.30. To og en halv time før avisen skulle være hos trykkeriet.

Siden blev han sin egen herre – det var han nu også på Information. Og i forordet til første del af tobindsværket Hippie beretter Øvig, at der for ham går en lige, hjemmehæklet tråd fra arbejdet med at beskrive besættelsestidens bødler og Blekingegadebanditterne til hippierne. Det er to sider af samme mønt. Det hele kan koges ind til et valg, der kan ligne en tilfældighed, men er og bliver et valg. Den dobbelthed fascinerer ham, så det kommer til at fascinere os.

Hippie er den farverige, vidt forgrenede ”som-at-være-der-selv” skildring af det danske forsøg på at omplante ånden fra den forlængede weekend i Woodstock til en hel sommer i 1970 på en vindblæst ødemark i Thy, befolket af både engpissere, hjørnerotter, syrehoveder, alt for mange glosuppesultne turister og så de mange, der bare var der, fordi det var der, man skulle være den sommer, hvis man ville være noget. Bogen illustrerer den indflydelse det projekt i stort og småt fik for vore vaner, vor omgangstone og vort sprog.

Det bliver en historie om ydere og nydere. Et lærestykke i, hvad der sker, når det bliver hverdag i det antiautoritære paradis.

Foreningen med det løfterige navn, Det ny samfund, stod mere eller mindre bag lejren, men det provokerende og udfordrende ved projektet var, at alle i lejren skulle og kunne bestemme lige meget. Eller lige lidt. Virkeligheden endte jo med at blive, at der kun skete det, man lod ske eller også skete der ikke en skid.

Den retorisk velbegavede og ovenud overlevelsesduelige grosserersøn, Henning Prins, var, sammen med bl.a. Leif Varmark og Leo Jespersgaard, drivkraft i forsøget på at virkeliggøre visionen. Han befandt sig, som Øvig skriver, i »en tærskelzone midt imellem de nye, antiautoritære hippier, der først ville befri sig selv og dernæst verden, og en mere traditionel socialistisk fløj, der i traditionen fra Karl Marx og de gamle kommunistpartier forestillede sig, at en forarmet arbejderklasse ville rejse sig til revolution.«

Uden at blive fremstillet som en forfulgt uskyldighed opdagede Prins hurtigt, at hippierne var som folk var flest – de ville helst have andre til at tømme deres lokummer. Uanset hvor mange gange han, som kritikerne kaldte Kongen af Thy, undervejs i lejrens første sommer blev bedt om at aflevere nøglerne til lejren, kom der, som han fortæller, aldrig bagefter nogen og bad om dem. Også hippier fandt det bekvemt med fjendebilleder.

Øvig skildrer lejrens historie dag for dag med afsæt i den næsten dagligt udkommende lejravis. Det er et godt fortælleteknisk greb, som han mestrer. At se citaterne fra den avis er som at bladre i et katalog af drømme, ungdommelig naivitet, selvmodsigelser, utopier, hul retorik, opløftende poesi, finurligheder, direkte vås, mangel på logik og ikke så lidt bange indeklemthed. Det kan nemlig godt være at hippierne gik i bare tæer eller snabeltyrkersko, men åndeligt gik mange i lige så småt fodtøj som deres forældre. Avisen udfolder sig som en datidig forløber for kommentarfelterne på mangen en Facebook-væg.

Undervejs, som et effektivt middel mod fortællemetodens potentielt truende bogholdermonotoni, går Øvig tilbage og skildrer, hvordan centrale personer i bogen kom fra her til der.

Han har, i modsætning til andre aktuelle forfattere, blandt andet talt med Kim Larsen, som fuldskægget og barfodet spillede i lejren med et endnu ikke fuldt optanket Gasolin’. Han husker det sådan her: »Jeg var ikke hippie. Jönsson var midt i det … mens jeg var udenfor og gerne ville ind. Men jag havde det svært med hippiegevandterne og alt det hellige. Var det ikke bare kejserens nye klæder? I virkeligheden var jeg ret konservativ og kritisk over for alt det nye …«

Ikke alle husker så selverkendende som Larsen. Ja, faktisk har et af Øvigs største problemer været folks efterhånden ret selektive hukommelse. Derfor er bogens indledende Dylan-citat ret passende: »Let us not talk falsely now/the hour is getting late…« Hash- og lsd-indtaget har sat sig sine spor, men også folks selvbilleder spiller dem tit et puds. Helt morsomt bliver det, når nogen af Prins’ kammerater ikke kan huske, om han deltog i den såkaldte forlejr, hvor man gjorde pladsen klar til invasionen fra København og omegn.

Konflikten, eller som vi lærte at sige dengang, dialektikken mellem det politiske og det private spiller en hovedrolle i Øvigs bog. Det er da interessant, ja, en ung lejrdeltager ved navn Peter A.G. siger, at »i mange år derefter hørte jeg ikke nogen diskussioner, jeg ikke allerede havde hørt i Thy…«, men vinklingen på det politiske kan få de dele af fortællingen til at lukke sig om selv. Hvor betydningsfuldt var det for den menige weekendhippie med alle disse ordrige skærmydsler mellem slappere og strammere i det københavnske studentermiljø? Ideologikonflikten tager også med på ferie til Thy, hvor ur-anarkisten Henning Prins undrende må sig overtrumfet i anarki af kunstneren Peter Louis Jensen, som virker som et dumt svin, ude efter magt, men for kujonagtig til at kalde det ved dets rette navn.

Den kamp gik, tror jeg, hen over hovedet på de fleste lejrdeltagere, i.e. de mange, der aldrig overværede et af de fællesmøder, som fylder meget i bogen. Selv var jeg der en fjorten dages tid i noget, jeg husker som endeløs regn (det er så ikke rigtigt): Jeg hørte ubehjælpsom dansk syrerock, men havde ellers mest travlt med at undgå mikromakromad og med at brænde fingrene, fordi jeg ikke kunne forstå, at hippiepigerne nok bød sig elvermagiske til med silikonefrie bare bryster og fællesbadning, men jeg skulle hilse og sige, at de frasagn om overfloden af fri sex, som Øvig videreformidler i både ord og Gregers Nielsens æterisk-smukke farvefotos, er båret af ældre mænds erindringsoptimisme.

Hippierne var lige så bornerte og generte som folk er flest, når det kom til stykket. Man bliver jo ikke nøgen, bare fordi man tager tøjet af.

En af de kvinder, der lyste op deroppe, var Maria Stenz. I dag river hun sløret af enhver illusion om, at Thylejr var et fælleskønnet fællesskab. Det var et eksotisk forklædt patriarkat, og hun så sig selv som »en pligtopfyldende husmor, der lignede en hippie på en prik.« Og så var hun hvidglødende jaloux på sin mand, der kunne det der med løsagtig sex, jeg var ung til at kunne. Tre år senere dansktophittede Stenz med ’Hvor er alle drømmene?’.

Peter Øvig Knudsen er stadig en ung mand. Og kan og vil ikke sige sig fri for at være misundelig på dengang det var før. I bookletten til Hippie hits, den dobbelt-cd, der naturligvis udgives samtidig, sukker han og kammeraten Niels Mosumgaard: »Vi er født for sent. Da det hele eksploderede i sommeren 1967, var vi fem år og løb rundt på forstadens villaveje. Men som teenagere midt i halvfjerdserne høstede vi løs af frugterne…«

Han fortjener en buket dunhammere for heldigvis at være journalist nok til ikke at lade den kritiske sans gå op i røg og røgelse. Man kan med en vis ret indvende, at bogen isolererer det, der skete i Thy og indre København fra hverdags-Danmark og verden. Omvendt oplevedes netop de år af mange så intenst, som var ens navle og til nød kærestens smukke ditto hele verden.

Hippie er så tæt på sandheden, vi indtil nu er kommet, om dengang nogle middelklassedanske unge rakte ud efter sandheden uden helt at fatte, hvad det var, de risikerede at få mellem hænderne.

Derom kommer andet bind forhåbentlig til at handle.

Peter Øvig Knudsen: Hippie, bd. 1. 528 s. rigt illustreret, Gyldendal. Udkommer i dag.

Bogen er i vanlig eksemplarisk Øvigsk stil udstyret med gode noter og indeks. Og til bogen har billedredaktør Poul Rasmussen dels stået for nogle sikkert konciperede, tidstypiske collager samt ikke mindst en række ganske gribende farveportrætter af de hippe helte og heltinder, herfra hvor de står i dag.

Udover dobbelt-cd’en, som i Henrik Gregersens regi er et nærende distillat af cd-boksen Herfra hvor vi stod – sange om merværdi (Universal), fås Hippie som lydbog, læst af forfattteren selv, med timevis af underlægningsmusik af Tømrer-Claus i 60’er free styling-stil. Og ingen skal komme og kalde de gamle hippier maskinstormere: Bogen fås også som app, både til iPhone og iPad. Måske noget for unghippierne? Hvornår kommer dvd’en/filmen? Og batik-t-shirten:-)

www.hippienu.dk er der masser af ekstra materiale og opdaterede meninger, og man slipper for regnvejr og overfyldte lokummer.

Se mere om forfatteren her.

Pr-foto af forfatteren taget af Poul Rasmussen/Gyldendal.

Bogomslagsdesign: Christian Ramsø.

I Information mindes Klaus Lynggaard dengang han kullede i Kokkedal.

Og i Berlingske har Niels Krause-Kjær et andet syn på hippiernes danmarkshistoriske betydning. Læs her.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

2 Comments

  1. comment-avatar
    alice rohr28. oktober 2011 - 08:45

    Fin anmeldelse Torben!

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top