I demokratisk ophøjethed

Jeg tilstår det gerne: Jeg stod som pædagogstuderende luksussocialist sammen med tusinder af andre (men bortset fra min senere første kone godt nok ikke så mange andre fra mit seminarium) og råbte hurra på Christiansborg Slotsplads hin råkolde 15. januar i 1972, da statsminister Jens Otto Krag udråbte en sorgklædt prinsesesse Margrethe til dronning. Et stykke danmarkshistorie, som blev overgået 2. oktober samme år, da et flertal stemte os ind i EF. Da råbte jeg ikke hurra.

I dag er der også grund til at råbe hurra. Dronningen fylder 70.

Torsdag aften klokken kvalme så jeg et program om hende på ARD. Det var lavet af en såkaldt adelsekspert, Rolf Seelmann-Eggebert – de kan noget med titler (og efternavne), de tyskere. Programmet vægtede naturligvis hendes såkaldte tilknytning til Tyskland uden i øvrigt at føre synderligt bevis for den, og rullede over skærmen som et levende pynteligt postkort, men undervejs blev dronningen interviewet.

Hun blev spurgt om, hvorfor vi dog i et moderne samfund skal have et konstitutionelt monarki. Og tøvede ikke med svaret: Fordi vi i en stadig mere rodløs tid har brug for det, hun kaldte “et orienteringspunkt”. Og det kunne man ikke lige så godt have i en præsident, spurgte indbyggeren i en republik. Nej, for denne er valgt for en tidsbegrænset periode, svarede dronningen. Og dermed er der, som hun tilføjede, jo altid nogen, der ikke har valgt ham/hende. Så hvad når han/hun bliver erstattet med en anden?

Hun sagde ikke noget om historisk sammenhæng og kontinuitet og den slags. Det behøvede hun ikke. Det giver sig selv.

Går hun dog ikke snart af, ville de vide her til morgen på Go’ Morgen Danmark, mens de savlede over hendes fødselsdagslagkage (begået af min lokale konditor). Historiker Jes Fabricius Møller mente, at det først ville ske ved om jeg så må sige naturlig afgang, for, som han replicerede: “Kunne man forestille sig statsministeren stå på balkonen og sige: Dronning Margrethe er pensioneret. Kong Frederik X leve…”

I stedet må vi leve med en regent, som er en større livskunstner end billedkunstner, men mestrer den sjældne kunst, Fabricius-Møller kaldte ‘demokratisk ophøjethed’.

At det så er svært at leve med al den servile kongerøgelse, der bliver fyret af i disse dage og som kulminerer i dag med den minutiøse breaking news-tomme dækning af fødselsdagen, er en anden sag. Og kan ikke lastes dronningen. Hun har jo, som Paul McCartney engang sang om hendes kollega: “not a lot to say…”

To luck with that…

PS: Efter at jeg havde skrevet ovenstående fik jeg læst Politikens leder i dagens avis. Den vil nok komme bag på en del medarbejdere og læsere…

Foto: Les Kaner © Se flere af hendes billeder her.