I et år hed guitarkongen Peter
Kommentarer slået fraI en kort, men indbringende periode i 70’erne var Peter Frampton stadionrockens konge. Han kunne i 1975 kalde sig ikke bare Peter den Store, men den Største. Hans dobbelte livealbum ’Comes alive’ gjorde netop dèt og var med sine 16 mio. solgte eksemplarer længe det bedst sælgende af slagsen overhovedet. Siden har han haft det svært, undtagen nede i banken.
Men den i morgen 60-årige Frampton var ikke en nyudklækket døgnflue. Så tidligt som 1968 var han anfører for The Herd, et popband med psykedelisk rockfernis, som hittede med ’From the underworld’ og ’I don’t want our loving to die’, og Frampton blev kåret som ’Årets ansigt’. Ivrig efter at vise andre sider af sig selv dannede han og Steve Marriott (fra Small Faces) Humble Pie. Trods kritikerros og en loyal fanskare blev potentialet aldrig forløst.
Efter at have gæstemusiceret, bl.a. på George Harrisons ’All things must pass’, solodebuterede Frampton i 1972, og turnerede derpå flittigt uden at øge pladesalget. Det var derfor godt tænkt at ville fastholde magien, og dermed Framptons guitarspil via en såkaldt talk box, på et livealbum. Som der stod i annoncerne: I hans naturlige miljø, den biotop, der går under navnet ‘koncertsalen’.
Gennembruddet kom bag på ham, som ellers havde indstillet sig på den forbandelse, det var at være en god guitarist, fanget i et teenageidols krop, som Allmusic.com har udtrykt det.
Lige så overnaturligt vellykket 1975 må have virket på ham lige så ubegribeligt forfærdelig må 1978 stå for ham. Efter en lunken modtagelse af efterfølgeren til livealbummet medvirkede han i filmatiseringen af ’Sgt. Pepper’s Lonely Heart Club Band’, et af historiens største filmflop. Han kørte galt, og kæresten slog op. Inden året var omme kunne han føje et kortvarigt stofmisbrug til sit c.v.
Siden har Frampton forsøgt at løbe fra sit ry. Ved at spille med skolekammeraten David Bowie, og i Bill Wyman og Ringo Starrs bands. Samtidig har han forsvaret guitarist-æren på spillesteder, en del mindre end de stadions, han engang fyldte. Et nyt album er lige om hjørnet, og at dømme efter turnéoversigten snakker koncertarrangører stadig om ham og hans talk box.
About the author
Anmeldelser

Charles Bradley bløder stadig
No CommentDa Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60
No CommentFor mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]