MIDT I EN BEATTID

I en tid, hvor for meget i tv handler om at skjule, hvor forgængelige vi er, er det godt, vi har Anders Agger. Han kan noget med mediet. Det kan ikke sættes på formel, men skal ses.

Det kan man p.t. gøre hver tirsdag på DR1. I Sømanden og juristen forsøger Agger varsomt, men uden føleri, at komme ind under pergamenthuden på folk, der ved, at de skal dø. Som han siger: »Kan man, skal man forlige sig med, at det er nu? Det er det, jeg leder efter…«

En uudtalt pointe er, at programmet udspiller sig på en egn, hvor fåmælthed regnes for en dyd, og hvor man ikke skilter med sine følelser, for så er der ingen, der kan træde på dem, som en sagsbehandler siger til sømanden, Per Flindt.

Han har arbejdet meget og sagt meget lidt i sine 53 år. Nu forsøger han på sin egen stædigt-stilfærdige måde at samle de løse ender. Hvad enten det drejer sig om at spise en hotdog, som var det den sidste, eller genoptage kontakten til datteren.

Hans modstykke på Anker Fjord Hospice er juristen Søren. For ham er der ikke tale om en dødskamp, men om en kamp for livet. Og måske også en kamp for at forsone sig med sig selv, som han siger.

Han finder bekræftelse i at høre og introducere sine voksne børn for operaen Don Juan og i de sidste rollatorstøttede rester af arbejdet.

Anders Agger er så god til at lytte, at han også får kameraet til det. Han er pauseringskunstner, og kan rumme en hel verden i en særsætning. En solonedgang lades hos ham aldrig med tung symbolik, og at kalde ham empatisk kunne få nogen til at tro, at hans arbejde rummer klinisk distance.

Det gør det ikke. Agger er en dødelig, der møder døende. Og gør det, så hans historier fra hospicet i Hvide Sande bliver lige så livsbekræftende som panoramaudsigten.

Han minder os, hvilken gave livet er. Og får os i tilgift til at genopdage, hvilken gave fjernsyn er, når det pakkes ud af de rette hænder.

Var der nogen, der sagde Cavling-kandidat?

Denne anmeldelse kan også læses i dagens udgave af Politiken.

Illustration: Still fra udsendelsen ©DR